Udmattelsens juridiske maraton er Trumps trumf
Amerikanske nyhedsmedier håber, Trump bliver stillet til regnskab – men en snu rotte som ham finder altid smuthuller.
Han gør det igen og igen, sætter andres liv på spil – aldrig sit eget.
De fleste danskere er nok klar over, at FBI har fjernet kassevis af tophemmelige dokumenter fra Trumps private golfresort. Dokumenter, Trump tog med sig, da han i al hast fløj væk i en helikopter i de tidlige Washington D.C.-morgentimer – samme dag, som Joe Biden blev taget i ed som USA’s nye præsident.
Dokumenterne var stablet op i skabe, og hvor der nu lige var plads, fuldt tilgængelige for rengøringspersonale og andre med adgang til Trumps gemakker.
Han har altid betragtet sig selv som værende hævet over loven. Han skal også nok denne gang finde et smuthul.
Ifølge spionageloven og atomenergiloven er det ulovligt at skjule eller fjerne tophemmelige dokumenter, der er relateret til det nationale forsvar.
Det kræver en lang og omstændelig proces at blive godkendt til at have adgang til tophemmelige dokumenter. Før man bliver godkendt, undergår man en lang række sikkerhedstjek og interview, og det samme gør ens naboer, venner og kolleger.
Når man først er ansat og har med tophemmelige dokumenter at gøre, kan man miste sit job, hvis man glemmer at låse sin skuffe med klassificerede dokumenter – også selv om den befinder sig i den topsikrede bygning, man arbejder i.
Det handler om landets sikkerhed, og det handler om de personer, der tjener USA. Det er afgørende, at tophemmelige dokumenter håndteres med respekt og efter en streng protokol – alt andet er en hån mod dem, der hver dag sætter deres liv på spil for deres land.
Det er selvfølgelig ikke lovligt at tage dokumenter, der er stemplet som tophemmelige, med sig, når man ikke længere er præsident. Dokumenterne tilhører staten, ikke den siddende præsident. Hvem ved, hvor mange agenters liv Trump har sat på spil?
Og nej, det er heller ikke lovligt for en tidligere præsident med et pennestrøg at gøre tophemmelige dokumenter til helt almindelige dokumenter, sådan som Trump hævder, han har gjort.
Når jeg ser nyheder på CNN og MSNBC, hører nyheder fra BBC og læser New York Times, så fornemmer jeg et håb og en begejstring over de processer, der er i gang for at stille Trump til regnskab for hans utallige demokratinedbrydende gerninger.
Men jeg deler ikke optimismen. Trump er en garvet rotte, der kender det juridiske spil fra sine mafialignende forretningsmetoder, der igen og igen igennem hans liv har bragt ham i karambolage med det juridiske system i New York.
Han har ingen respekt for loven og ingen intention om at overholde den. Han har altid betragtet sig selv som værende hævet over loven. Han skal også nok denne gang finde et smuthul.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter