Der er for meget kaffe og kage i den offentlige sektor

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Min hustru og jeg var for nylig til bryllupsfest et sted her i Jylland, og i løbet af sådan en aften får man jo lejlighed til at tale med en masse nye mennesker. Under en af de gode snakke ved bordet bemærkede en gæst, at hun virkelig undrede sig over, hvordan en bestemt gruppe offentligt ansatte kan holde ud at lave så lidt. Hun tænkte specifikt på de embedsmænd og -kvinder, som forvalter statslige og kommunale myndigheders regler. Dette bombastiske udsagn blev hun selvfølgelig bedt om at udfolde, og det gjorde hun ved at beskrive, hvordan hun som tidligere ansat i det private havde oplevet at skifte til det offentlige, nærmere bestemt en statslig styrelse. Nu sad hun med ansvar for at sagsbehandle på det område, hun tidligere havde oplevet fra ydersiden som medarbejder i en privat virksomhed i en branche under styrelsens myndighedsområde, og så altså systemet indefra.

Bryllupsgæstens beskrivelse var skånsels- såvel som trøstesløs. Hun oplevede i styrelsen et kafkask bureaukrati, hvor de fleste tilsyneladende havde opgivet at finde hoved og hale i opgaverne og i stedet forsøgte at overleve hverdagen ved at lave så lidt som muligt i håb om i det mindste ikke at lave fejl. Ifølge hende er den offentlige sektor præget af det, man kalder pseudoarbejde: utallige og uendelige projekter og processer, som ikke bidrager positivt til at løse kerneopgaven, men blot får det til at se ud, som om man laver noget fornuftigt. Det svarer lidt til Jens Fup i ”Basserne”, der går rundt hele dagen i Pløresødallejren med en trækævle på skulderen for at slippe for at blive sat til noget rigtigt arbejde.

Jeg har selv været ansat i staten i en længere periode, og selv om jeg har mødt utallige dygtige og dedikerede embedsmænd, må jeg sige, at vores samtalepartners overordnede beskrivelse stemmer ganske godt overens med min opfattelse af den offentlige sektor.

Fordi arbejdet ofte opleves meningsløst og uigennemskueligt for den enkelte, flytter embedsmændene med tiden fokus fra opgaveløsning og resultater til personligt velbefindende og individuel karrierepleje. Det er her, kaffen og kagen kommer ind i billedet. Kors, hvor er der mange møder, meget kaffe og mange stykker kage i den offentlige sektor – på bekostning af præcise dagsordener, løsning af problemer og hurtig og effektiv opfølgning på resultater.

For hver eneste medarbejder i den offentlige sektor, som får løn for at arbejde for fællesskabet, skal der være en eller to i den private sektor til at skabe værdi til at dække omkostningerne. Jo, jo, offentligt ansatte betaler også skat, men eftersom deres løn dækkes af det offentlige, er der dybest set tale om en slange, som spiser sin egen hale.

Danmark lå i 2019 på en femteplads blandt OECD-landene, hvad offentlige udgifter som procentdel af bruttonationalproduktet angår: lige knap halvdelen af bnp, hvilket svarer til over 1.000 mia. kr. Langt størstedelen af de offentlige indtægter kommer fra skatter og afgifter, hvilket betyder, at det er dig og mig, der betaler gildet. Så skal vi altså også have noget for pengene!

Blandt frontlinjepersonalet, som betjener borgere, yder omsorg, underviser elever m.v., løbes der efter min opfattelse stærkt langt de fleste steder, mens tempoet i det offentliges baglokale ofte er mere behersket. Det minder mig om et af budskaberne i den daværende SAS-topchef Jan Carlzons bog ”Riv pyramiderne ned!” fra 1985: Kunden skal altid være i fokus.

Carlzon sagde noget i retning af, at der i SAS kun skulle findes to slags medarbejdere: dem, der betjente kunder, og dem, der hjalp førnævnte gruppe med at betjene kunder. Sådan bør det også være i det offentlige. Kolding Kommune har i de seneste år arbejdet strategisk ud fra en tilgang, som den kalder ”Borgerens Centrum”, hvor den enkelte borger mødes med tillid og fokus fra kommunens side.

Det er et godt initiativ, men hvor er det dog absurd, at det kræver en strategisk beslutning for en kommune at tage udgangspunkt i borgeren frem for systemet.

Hvorfor gør vi så ikke noget ved problemet? Fordi det offentlige bureaukrati har skabt sin egen absurde logik, som på mange punkter modarbejder positiv udvikling. Engang drak jeg kaffe med en styrelsesdirektør og fik anledning til at tale frit om stort og småt. Jeg benyttede lejligheden til at foreslå en større omstrukturering af myndighedsområdet, som i mine øjne ville frigøre ressourcer og skabe en langt mere effektiv organisation. Sjovt nok var styrelsesdirektøren helt enig med mig i mine betragtninger, men slog samtidig fast, at forslaget ingen gang på jord havde.

»Jeg kan jo ikke stille mig op og foreslå at beskære min egen organisation – så bliver jeg jo slagtet,« lød analysen, som formentlig var korrekt: Ingen i den offentlige sektor har lyst til at pege på mulige effektiviseringer, for det er jo det samme som at indrømme, at der bliver lavet for lidt. Så hellere tage en kop kaffe og et stykke kage mere.