Lad den finske statsminister danse i fred

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg mener, det er på tide, at vi som mennesker i det 21. århundrede alvorligt skal overveje, hvad der kan og skal indignere os. Det er altid nemmest og dejligt uforpligtende at have en mening om naboens, vennens eller arbejdskollegaens handlinger frem for at fokusere på sig selv og egne fejl. Jeg ved i hvert fald, at hvis jeg peger fingre ad andre, så er der tre fingre, der peger på mig selv. Samtidig kan jeg også være helt sikker på, at der er masser af fingre fra andre, der omgående peger på mig.

Alle ved jo, at både normer og værdier til alle tider har været et spejlbillede af den aktuelle tidsperiode – men også, at kultur er en omskiftelig størrelse, der udvikler sig løbende. Og heldigvis for det.

Jeg mener, at hvis den finske statsminister, Sanna Marin, som danser, synger og fester, er uegnet til at varetage en rolle i national og international politik, så kender jeg mange mandlige politikere (mig selv inklusive), der er mindst lige så uegnede til at varetage hvervet.

Derfor er det afgørende, at vi dropper den bedagede og fastlåste tilgang om, at kvinder og mænd ikke kan tillade sig akkurat den samme adfærd (inden for lovgivningens rammer) som alle andre borgere i samfundet. Det hører ingen steder hjemme, og det bidrager med garanti heller ikke til at styrke ligestillingen.

Det er et faktum, at en politiker er en rollemodel – og ofte er genstand for stor opmærksomhed, særligt fra vedkommendes vælgere og politiske modstandere. Det er både naturligt og forventeligt. Vi politikere må forvente, at vi bliver dømt for vores handlinger, både inden for og uden for den politiske spilleplade. Det er en helt naturlig del af at være en offentlig skikkelse, og det bidrager også til at skærpe vores politiske arbejde – både på godt og ondt.

Helle Thorning-Schmidt blev hånet for sine Gucci-tasker i sin tid, og hun blev udsat for en helt urimelig hetz. Selv om man er statsminister, så bestemmer man naturligvis selv, hvilket tøj man vil gå med, og hvilke tasker man vil have hængende på skulderen. I de seneste dage er det så den finske statsminister, der har stået for skud.

Grundlæggende synes jeg, at det er befriende at se en statsminister, der – tilsyneladende uvidende – er blevet filmet i et festligt lag. Det viser en menneskelig side, som helt tydeligt ikke er blevet opstillet og planlagt af en velsmurt pr-maskine. Det er klart, at vi som politikere altid skal tænke os om og overveje, hvordan vi opfører os – og ikke mindst i hvilke sammenhænge. Men der er selvfølgelig forskel på, om man agerer i offentligheden eller privat.

Derfor er det trist, at den finske statsminister bliver ramt af, at hun troede, at hun var i privat lag sammen med gode venner. Det var tilsyneladende ikke tilfældet – nogen fandt anledning til at dele videoen af hende. Den opførsel bryder jeg mig ikke om. Det bør give anledning til refleksion hos os alle, hvad vi filmer, hvad vi deler, og hvem vi deler med. Husk på, at både billeder og videoer lever for evigt i den digitale verden.

Jeg synes, det er tid til at pakke forargelsen væk og lade den finske statsminister danse i fred. Så kan vi jo lægge kræfterne i at udvikle os selv i stedet for at pege fingre ad andre.

Det vil helt sikkert også styrke den digitale opdragelse og dannelse. For dybest set handler det vel om at behandle andre på samme måde, som vi gerne selv vil behandles – også når det kommer til vores digitale adfærd.