Alle woke forslag bør sættes på politisk pause

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Regeringen og dens støttepartier foreslår, at selv nyfødte børn skal kunne skifte juridisk køn. Det sker, på trods af at Etisk Råd ikke kan anbefale så lav en alder. Rådet mener, at 10-12 år er en passende grænse.

Regeringens forslag er den foreløbige kulmination på 10 års politisk arbejde for at udviske kønsgrænserne. For allerede i sommeren 2012 foreslog Radikale Venstre, at cpr-numre og pas fremover skulle være kønsneutrale.

Radikale Venstres forslag blev dengang skudt ned uden pardon af næsten alle andre partier i Folketinget og af en lang række eksperter og meningsdannere. Jeg var selv en af sidstnævnte og gav blandt andet min holdning til kende i DR2’s ”Deadline”.

Dengang for 10 år siden var det kun meget få mennesker, der så det store billede: at det, vi i dag kalder wokeness, var på vej ind i dansk politik.

På overfladen er wokeness, hvad jeg i andre sammenhænge har kaldt ekstremt dårlige løsninger på relevante problemer.

Findes der en tilstand, der kaldes kønsdysfori? Så skal selve begrebet om biologisk køn som en modreaktion opløses, så køn bliver valgfrit.

Er der børn, der er forvirrede over deres kønsidentitet i skolen? Så skal en venstreekstremistisk og aktivistisk organisation have lov til at undervise i folkeskolen uden individuel tilladelse fra forældrene og uden klageadgang.

Har slaveri for længe siden været lovligt i Danmark? Så skal alle nulevende danskere gøres ansvarlige og have dårlig samvittighed over, hvad der dengang hændte.

Er den kolonialistiske forhistorie ikke så grum, som dens bagvendte fortalere kunne ønske sig? Så skal vi opgive den kildekritiske metode.

Er der ikke lige mange mænd og kvinder i visse attraktive stillingskategorier? Så skal kvinder som biologisk køn betragtet (lidt ulogisk i forhold til den woke kønsideologi i øvrigt) have en kollektiv ret til halvdelen af disse attraktive stillinger.

Hænger der færre malerier udført af kvinder end af mænd på kunstmuseerne? Så skal glemte, kvindelige kunstnere udstyres med et talent, som det er tvivlsomt, om de havde.

Findes der mennesker, der er uenige i det ovenstående? Så skal de udskammes og fordømmes og sammenlignes med de værste forbrydere, fortiden kender.

Wokeness har vist sig at være en venstreekstremistisk ideologi, der indtager endog meget radikale synspunkter: Kønnet er en social konstruktion. Hvis den videnskabelige metode står i vejen for wokeismens foretrukne pointer, er det den videnskabelige metode, der skal skrottes. Hvide mænd er kollektivt ansvarlige for alle de ugerninger, wokeismen fordømmer. Man kan godt være racist, selv om man ikke indtager så meget som en enkelt, ufordelagtig holdning til mennesker, der ikke nedstammer fra Europa. Sandhedsværdien af en given påstand afhænger af, hvem der fremfører påstanden. Egne følelser er en gyldig solokilde til pålidelige udsagn om den sociale verden.

Wokeness har også vist sig at være tyrannisk og hævngerrig. Mennesker, der mener noget andet end wokeisterne, forfølges uden nåde. Man kan tænke på forfatteren J.K. Rowling. Mennesker, der mener noget andet end wokeisterne, prøver man at ramme på deres levebrød. Man kan tænke på filosofiprofessoren Kathleen Stock.

Wokeness har endelig vist en bekymrende tendens til at manipulere, forbyde og censurere: Tendentiøse lærebøger. Indskrænkninger af handlefriheden. Begrænsning af ytringsfriheden.

Jeg mener, tiden i Danmark er kommet til, at vi skal have et totalt moratorium for woke beslutningsforslag. Politisk set skal vi simpelthen sætte wokeness på pause, indtil konsekvenserne er ordentligt undersøgt.

Medierne kan fortælle, at der er en voldsom stigning i antallet af børn og unge, der vil behandles for kønsdysfori.

Men er vi 100 pct. sikre på, at der ikke finder bevidst eller ubevidst grooming af børn sted? Er vi med andre ord 100 pct. sikre på, at det ikke er woke voksne, der forvirrer uskyldige børn og jegsvage unge til at tro, at de er fundamentalt i tvivl om deres kønsidentitet?

At et nyfødt barn er i tvivl om sin kønsidentitet, er i hvert fald ikke noget, det selv finder på, eftersom et nyfødt barn ikke har noget sprog og formentlig kun en meget rudimentær bevidsthed. Her er en mistanke om en form for grooming nærliggende.

Er vi 100 pct. sikre på, at det stigende antal af kønsforvirrede børn ikke er en social epidemi? Altså noget, der er induceret af det sociale miljø? Det er der nogle forskere, der mener – og deres resultater er aldrig blevet hverken ordentligt bekræftet eller ordentligt afkræftet.

Er vi 100 pct. sikre på, at kønsdysfori i børnealderen er et tegn på, at man ønsker at skifte køn som voksen? I gamle dage sagde psykiatere, at i hvert fald nogle tilfælde af dysfori hos børn endte med, at de sprang ud som homoseksuelle som voksne.

Er vi 100 pct. sikker på, at de medicinske forløb, man påtænker at tilbyde børn og unge med kønsdysfori, er de rigtige? I Storbritannien er der gigantiske retssager på vej imod Tavistock-klinikken, der nu er lukket, men som tilbød hormonbehandling og anbefalede irreversible operationer.

Og er vi 100 pct. sikre på, at de eksperter, der rådgiver danske politikere, ikke selv er woke – og derfor anbefaler os ting, der er kontroversielle, med en grad af skråsikkerhed, der slet ikke er dækning for?

Jeg synes, at der alene i forhold til spørgsmålet om kønsdysfori er så mange ubesvarede spørgsmål, at det er helt og aldeles uansvarligt at kast vrag på det forsigtighedsprincip, der ellers altid gælder som en rettesnor for politiske beslutninger.

At der er tilsvarende store problemer på alle andre områder, wokeismen har tildelt sin opmærksomhed, gør mig kun endnu mere overbevist om, at det, vi i Danmark frem for alt har brug for, er en lang tænkepause, hvor vi i Folketinget ikke vedtager så meget som et enkelt, lillebitte woke forslag.