Muslimske mænd: Mand jer op!

Det er et år siden, Biden smed håndklædet i ringen og gav Afghanistans piger og kvinder fuckfingeren. Den amerikanske exit var en katastrofe og en skandale, både for landets omdømme og ikke mindst for de afghanske piger og kvinder, der nu sidder buret inde bag deres gitrede beklædningsgenstande og boliger. USA kan bebrejdes for meget. Men hvad værre er: Muslimske mænd i Afghanistan og i resten af verden kæmper ikke for deres afghanske mødre, søstre og døtre – og det er en skændsel, der er værre end USA’s fejlslagne tilstedeværelse i Afghanistan.

For et år siden faldt by efter by i Afghanistan til den ekstreme islamistiske gruppe Taliban. I mere end 20 år havde amerikanske soldater været til stede i landet og forsøgt at gøre en forskel i forhold til synet på demokrati, køn og vise befolkningen et alternativ til Talibans volds- og rædselsregime.

Hurtigere end man kunne nå at sige fejlslagen demokratisering, lagde usle afghanske mænd de våben, der skulle have været brugt til at forsvare den svageste del af befolkningen, nemlig kvinder og børn, og den kujonagtige præsident tog sine milliarder og flygtede ud ad landet over hals og hoved.

Vi husker billederne af desperate mennesker, der i et forsøg på at komme ud af landet, hagede sig fast til et flys vinger og endte i døden, mens vi sad og så dem falde til jorden som små mørke sække, idet flyet lettede. I glimt mindedes jeg tårnene i New York, da de blev ramt, og folk sprang ud ad bygningerne og direkte i døden.

Vold, panik, kaos; familier, der blev splittet; kvinder, der fødte på basens område; folk, der døde af sult, tørst eller som følge af voldelige episoder.

Tusindvis af afghanere forsøgte desperat at komme ud ad landet, da de så, hvor det bar hen. De kunne nemlig godt huske, hvilket rædselsregime Taliban havde været. De vidste udmærket, at Taliban taler med en spaltet tunge. Især vidste alle, hvordan de behandlede piger og kvinder.

Forestil dig, hvordan de piger og kvinder, der blev tilbage, har det i dag – hvilket helvede de lever i. Talibanlederne fortalte Vesten, det var et spørgsmål om tid, før skolerne igen ville åbne for piger i mellemskolealderen. Så vi ventede, og det samme gjorde pigerne i Afghanistan. Den dag, der skulle være første skoledag, var de mere end klar. De smilede, der var fjed i deres skridt; det her var dagen, de havde set frem til; endelig skulle de tilbage på skolebænken. Men da de mødte op, stod langskæggede, kjortelklædte hulemænd og fortalte dem, at de alligevel ikke kunne få lov at gå i skole. Hvilken ondskabsfuld magtudøvelse, hvilken ydmygende magtdemonstration. Siden har pigerne været gemt væk og er tilbage ved kødgryderne, vasketøjet og gulvskrubben. Bevæger de sig udenfor, risikerer de at blive pryglet eller skudt.

For et par dage siden demonstrerede cirka 40 kvinder for lige rettigheder. 40 modige kvinder. Man får jo nærmest en klump i halsen. BBC rapporterede, at demonstrationen hurtigt blev opløst, da talibanregimets uslinge på vanlig magtdemonstrerende vis skød op i luften. Budskabet gik klart ind hos kvinderne: Gå hjem, ellers sænker vi våbnene og skyder ind i jeres lille gruppe.

Hvor var de afghanske mænd, som efter sigende i overvejende grad støtter pigers ret til skolegang? Hvorfor slog de ikke en beskyttende ring om kvinderne? Hvorfor siger de ikke fra, når de godt tør sige for åben skærm og i diverse meningsmålinger, at de skam støtter pigers ret til skolegang og ikke er enige med Taliban? Og hvor er de muslimer, der bor i Vesten, når det drejer sig om at støtte deres medsøstre? Her i Vesten bor de trygt og godt. Her i Vesten har deres søstre, hustruer og døtre alle de rettigheder og adgang til gratis undervisning, de kan drømme om. Så hvorfor hører vi ikke et pip fra nogle af de stemmer, der ellers råber så højt om, at deres rettigheder i vestlige demokratiske lande ikke bliver tilgodeset?

Det er en gratis omgang og temmelig dobbeltmoralsk at kritisere forhold, man ser som ikke-tilgodeseende muslimske værdier i lande, der bygger på vestlige frihedsrettigheder, mens man trygt nyder godt af disse frihedsrettigheder og råber højt for at få indført flere lovændringer, der er rettet mod et muslimsk værdisæt. At man ikke løfter en finger, går på gaden eller indsamler underskrifter for at råbe op om og for kvinders rettigheder, der alt andet lige har mere brug for de høje råb, lader mig tilbage med en voldsom afsmag og mangel på respekt. Så muslimske mænd: Mand jer op!