Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den, der ikke kender fortiden, bliver behersket af den

Engang var dannelsen en sag for kirken; derpå blev den en opgave for staten. I dag er den et personligt anliggende, og det er blandt andet derfor, det står så sløjt til.

Vi snakker meget om kundskaber, få gør noget ved den. En undtagelse er den tyske lingvist Manfred Fuhrmann, hvis lille, men substantielle skrift ”Dannelse – Europas kulturelle identitet” er blevet oversat til dansk og udgivet af forlaget Ellekær, uden at nogen har lagt mærke til det.

Den er lysende klar og begrunder, hvorfor vi ikke kan nøjes med billige fraser om kompetencer, omstillingsparathed, digitalisering, demokrati, tolerance og demokrati, når det gælder skole og dannelse.

Som en dansk skoleforsker udtalte til pressen forleden, har vi reduceret folkeskolen til »en sfo, et opholdssted«. Til sidst vil skolen være identisk med samfundet, narcissistisk optaget af sig selv, og hvad Fuhrmann kalder »øjeblikkets virkelighed« fra dag til dag.

Engang havde europæerne to dannelsestraditioner; i dag har vi ingen. Hvad rigets p.t. klogeste kan svinge sig op til, er en sang om Antikken og en hyldest af Oplysningstiden, mens alt det indimellem ignoreres som et sort hul. Manfred Fuhrmann minder os derimod om, at den første europæiske dannelsestradition var kristelig, mens den anden var humanistisk.

Lad mig gøre mest ud af førstnævnte, som færrest kender. Den kristne dannelse vokser ud af Senantikken i det sjette, syvende og ottende århundrede efter Romerrigets fald og de store folkevandringer. Her blev kirken det vigtigste bolværk for kulturens og kundskabernes kontinuitet, herunder læse- og skrivekunsten, grammatik, syntaks og omgangen med dokumenter, breve og bøger.

Fra Senantikken til og med Barokken var Bibelen den mest yndede bog i hele Europa og bindeleddet mellem europæernes lidelser og forhåbninger, netop fordi den er så anskuelig og rig på arketypiske figurer og begivenheder. Bibelen var simpelthen fundamentet for den europæiske moral og vedblev at spille en hovedrolle i europæisk kunst og litteratur frem til den moderne epoke.

Her skylder vi i særlig grad den frankiske slægt karolingerne tak, især Karl den Store, fordi han omkring år 800, midt i et demografisk og politisk kaos, ophøjede latin til skriftlig norm i kirke og administration og grundlagde et skolevæsen af kloster- og domskoler med læseplaner, der gik i arv.

De indeholdt både en verdslig (romersk) kanon og en kristen kanon i form af Bibelen og bibelkommentarer. Selv om karolingernes kristne kanon stræbte efter det evige liv, levede den verdslige kanon videre i århundrederne derefter. De romerske forfattere blev læst, og munkene kopierede og bevarede dem.

Ifølge Fuhrmann gik den frugtbare kappestrid mellem kristne og verdslige kilder imidlertid tabt på de nye og større læreanstalter – universiteterne – hvor skolastikere i tiltagende grad anvendte filosofi til at argumentere rationelt for deres teologi. Rationalismen mødte kritik, og det blev startskuddet til den humanistiske dannelsestradition i det 14. og 15. århundrede, som greb tilbage til den klassiske litteratur, filosofi, medicin og matematik og ville genføde den romerske ånd og videnskab. Her begynder den periode, flere kender som Renæssancen, der sammen med Reformationen gjorde skolevæsenet mere verdsligt og med tiden også mere statsligt styret.

Men heller ikke humanismen kunne modstå tidens tand. Den industrielle og teknologiske revolution indledte en »proces uden fortilfælde«, som »forandrede Europa mere end noget menneskeværk«. Minerne, højovnene, kraftværkerne og fabrikkerne kørte ”Odysseen”, ”Æneiden” og Bibelen midt over, og vi har arvet denne ødelæggelse, ligesom koblingen mellem Jerusalem, Rom og Athen er brudt i dagens europæiske skole, gymnasium og universitet, hvor eleverne »savner en forud ordnende orientering af virkeligheden«.

Dermed har dannelsen lidt et alvorligt realitetstab, som ingen liberal eller socialdemokratisk uddannelsesreform vil kunne rette op på. Hvad der følgelig kan reddes, er kun rester og fragmenter.

Selvrealiserings- og oplevelsessamfundet manifesterer et sidste kapitel i vores progressive traditionsforfald. Engang var dannelsen en sag for kirken; derpå blev den en opgave for staten. I dag er den et personligt anliggende, og det er blandt andet derfor, det står så sløjt til. Mennesker søger sjældent dannelse, hvis de med fordel kan blive fri for det, og denne fristende, dæmoniske frihed er netop, hvad moderniseringen og teknologiseringen har tilvejebragt.

Resultatet er, at vi står tomhændede tilbage; kilderne, kontrasten, fortiden er pist væk. Men som Fuhrmann understreger, så ender den, der ikke kender fortiden, med at blive behersket af den.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.