Interessen for den tidlige nordiske historie udtrykker en længsel efter en anden fremtid

Der er flere måder at nærme sig den fjerne nordiske fortid på. Den nok mest tidstypiske kan man få et indblik i ved at se DR 2’s dokumentarprogram ”Hedningen, heksen og hyldemor”, hvor en ph.d. i religionshistorie, en åndemaner og en tidligere museumsdirektør løfter sløret for deres fascination af nordisk spiritualitet og beretter om deres events, ceremonier, optog, sang og stammedans. De efterlyser som andre i tiden en længsel efter dybere mening, fællesskab og respekt for det lokale, og man forstår dem godt. Er du ikke også ved at gå træt i din skærm, dit åndssvage forbrug og din galopperende globalisme?

Jernalderhistorikeren Casper Clemmensen synes at være på sporet af det samme spørgsmål, men bevæger sig i en anden retning med bogen ”Tolkien og det mytiske Jylland”, som er en af de få bøger, jeg fik læst i sommerferien. Den er til gengæld fængende, og jeg ærgrer mig nu over, at jeg ikke fik anbefalet udgivelsen til den JP-jury, der udvælger årets faglitterære bog og præmierer den med 150.000 kr. Det havde den fortjent.

Casper Clemmensen griber fat i fantasyforfatteren J.R.R. Tolkien (1892-1973), hvis bøger om hobbitter, trolde og en magisk ring de fleste børn kender, om ikke andet takket være de populære filmatiseringer. Hvad de – og vi andre – derimod ikke har hørt så meget om, er Tolkiens dybe kendskab til oldengelsk litteratur og hans sprogvidenskabelige undersøgelser – og hvad de røber om forbindelsen mellem Jylland og England. Den har Clemmensen sat sig grundigt ind i, og ud er kommet en dristig syntese af Tolkiens årelange forskning i den tidlige jyske og danske slægtshistorie og mytologi.

Vi vidste i forvejen, at navne som som Isgård, Hjelm Dyb og Aros indgår i Tolkiens skønlitterære værker, men i hans efterladte papirer, udgivet af en tidligere elev og Tolkiens søn, finder Clemmensen bevis for Tolkiens vedvarende optagethed af Aarhusbugten og jydernes færd over Kanalen. Tolkiens teori er, at jyderne udvandrede til det sydlige England, efterfulgt af anglere og saksere, da romernes imperium bristede, og de følgelig mistede kontrollen over Nordeuropa. Situationen er som følger: Omkring år 450 bad en af de daværende konger om hjælp udefra, fordi han var presset af lokale stammer, ikke mindst picterne fra nord. Jyderne viste sig at være fristede af tilbuddet, pressede, som de var af danerne fra øst (Lejre-kongerne fra Sjælland) og friserne fra syd. Så de drog afsted, fik jord under fødderne i Kent, og snart begyndte en mindre migration.

Clemmensens bog er skrevet med hjerte, hjerne og sprogligt overskud, idet den hiver jyderne frem fra danmarkshistorien, der siden Saxo Grammaticus i 1200-tallet har gjort, hvad den kunne for at skrive dem ud. Det er i sig selv en slags folkeoplysning om de sidste jyske konger – længe før Vikingetiden – og Englands fødselsberetning. Men bogen er mere end det. Den rummer tillige en koncis opsummering af Tolkiens dramatiske liv og samtid. Og så én ting mere: Den udtrykker et savn, som ikke blot er forfatterens, men nager vor tid lige så meget, som da Tolkien vendte hjem som officer fra de nordfranske slagmarker for 100 år siden: savnet efter mening, ånd og retning. I det genkender vi os selv. Vi higer og søger i gamle kilder, fordi vi er ved at løbe tør for ære, modstandskraft og tro på os selv.

Tolkien ville skabe et bedre og sundere grundlag for den engelske nation efter industrialisering, imperiedannelse, verdenskrige og Guds død. Og hans bøger svælger i ukuelighed, høviske idealer og kampen mod store imperier. Her er noget at lære i dag med hensyn til digitalisering, kulturrelativisme, EU og tiltagende geopolitiske konflikter.

Da jeg havde mulighed for det i en podcast, spurgte jeg Clemmensen, om hans fascination af Tolkien og det mytiske Jylland kan koges ned til et ønske om lidt mere Jylland og lidt mindre København, var han ikke afvisende. Altså, lidt mindre moderne nihilisme og selvovergivelse. Lidt mere tiltro til egne kræfter og selverkendelse.

Disse slagord skal ikke nødvendigvis forstås politisk, slet ikke partipolitisk. De hører snarere til i den åndelige afdeling og kan måske ligefrem bringe os i tættere kontakt med dem, vi var, før vi blev dem, vi nu render rundt og tror, vi er.