Det er længe siden, Paris var en messe værd

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I dag vil alles øjne være rettet mod Paris, hvor Tour de France slutter efter tre hæsblæsende uger, forhåbentlig med en dansker i gult. Det er ikke kun os, der har bemærket vore landsmænds på alle måder imponerende bedrifter. Den dag, Mads Pedersen vandt sin etape i St. Étienne, overgav Eurosports tyske kommentatorer sig og navngav Touren »de danske festspil« med reference til de berømte festspil i Bayreuth.

Men lige så gylden denne dag er i Paris, og lige så meget man kan elske det evigt fascinerende land, lige så tyndslidt er den franske hovedstad blevet. Allerede den canadisk fødte, amerikanske forfatter Saul Bellow, der vandt Nobelprisen i litteratur, noterede i 1983, at Paris ikke længere er Paris, dvs. Europas åndelige metropol.

Ved præsident de Gaulles død var der ved at være tomt på hylderne bortset fra en masse monumenter, mad, vin, smukke kvinder og kønssygdomme. Hverken marxismen, der var så prominent her, der og allevegne op gennem 60’erne og 70’erne eller den dertil knyttede eurokommunisme kunne restaurere hovedstadens placering i den europæiske civilisation.

Eksistentialismen gjorde heller noget godt for nogen, bortset måske fra en håndfuld forfattere, som fik noget at skrive om, thi sporet forvandlede sig hurtigt til nihilisme og selvopgivelse, og derpå fulgte strukturalismen og dekonstruktivismen, der kun gjorde ondt værre, især på universiteterne, ædt op indefra.

Den tidligere så berømte og feterede parisiske scene for kunst og kultur tiltrækker ikke længere unge talenter, konkluderede Saul Bellow og tilføjede: »Nu kommer der kun terrorister. I dag er Paris et perfekt sted at detonere bomber og holde pressekonferencer.«

40 år er gået, og det er ikke blevet bedre. Vist er skønheden intakt i den historiske bykerne, som blev sparet krigens ødelæggelse 1940-45, fordi Frankrig kapitulerede med ekspresfart.

Og vist har jeg selv nydt at drage dertil i min ungdom, anført af mine frankofile forældre, siden på ubekymrede rejser med interrail og talrige besøg, ligesom jeg har misundt dem, der har haft en professionel grund til at bosætte sig midt i latinerkvarteret og lære sig verdens smukkeste sprog, læse filosofi og gå på museer dag og nat. Tænk, hvis man kunne bo her og suge storheden til sig, måske endda skrive en roman om en ung mands lidelser. Hvem har ikke drømt om det?

Den sociale og politiske sandhed er dog en anden. Udenom bykernen vokser nye satellitter op, hvor den klassiske og republikanske franske kultur er så godt som fraværende, og hvor en myriade af afrikanske, muslimske og arabiske subkulturer dominerer og konkurrerer om magten og æren og kontrollen over bander, narko og kvinder.

Læg dertil en smaskforvirret fransk venstrefløj, der har glemt alt om arbejderklassen for i stedet at gå til valg på regnbueflag og kun kerer sig om sekteriske minoriteter med mærkelige frisurer, ringe og piercinger, for hvem køn er vigtigere end klasse, katastrofer og kloakering, formentlig fordi de fleste regnbueaktivister er godt ved muffen og tilhører den kreative middelklasse. Væk er følgelig socialistpartiet og store dele af den besindige midte.

I stedet står vi med en skuespillerpræsident som Macron og skiftende protestbevægelser til højre og en fransk udenrigspolitik gennem EU med afsæt i en imperial selvforståelse i Afrika.

Når Michel Houllebecq har succes med sine ætsende samtidsromaner om et land i forfald, skyldes det ikke alene, at han fiktionaliserer islams voksende betydning i Frankrig og dens fristende urkraft for mænd i alle aldre – magten over kvinden – så det løber læserne koldt ned ad ryggen.

Succesen skyldes også, at hans viser os alle, at Paris i særdeleshed er ophørt med at eksistere i andet end materiel forstand. Den radikale sekularisering har smadret det meste; resten har teknologien og den fanatiske tro på fremtiden taget sig af, herunder en vedholdende opførelse af nye, grimme bygninger og en kronisk import af en global underklasse, der under ingen omstændigheder har tænkt sig at videreføre fransk og parisisk kultur og sædvane, men i stedet isolerer sig fra den, til tider bekriger den, og instinktivt lægger afstand til alt, hvad der har gjort Frankrig stort og Paris eminent: kirkerne, sproget, arkitekturen, kunsten, modet, kristendommen, kærligheden til kvinden.

I dag kan vi forhåbentlig juble med Vingegaard og de andre. Men efter jublen: Glem ikke virkeligheden hinsides de smukke avenuer, forstædernes bebudelse af ufred.