Vi har vundet Touren allerede
Opbakningen til årets Tour de France viser, hvor meget danskerne kan, når vi gør det sammen. Og blæser på janteloven, når vi hylder Jonas Vingegaard.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
På årets første julidag trak København i festtøjet. Vejret viste sig ikke fra den bedste side med byger og blæst i gaderne, men det blev alligevel startskuddet til en fænomenal dansk velkomst til verdens største cykelløb. Danmark snuppede den gule førertrøje fra det allerførste startskud, da prologen rullede ud på Nørre Farimagsgade, og danskerne har ikke givet slip endnu. Både på turen fra Roskilde til Nyborg og på etapen fra Vejle til Sønderborg viste danskerne deres kærlighed til sommerens største sportsbegivenhed. På hver en stump vej, på hver en gade, på hvert et fortov og på hver en lille forhøjning stod der danske fans af verdens største cykelløb, og de fik på den måde skabt en helt magisk indledning til cykelløbet, der har været kørt siden 1903.
Det er sjældent acceptabelt at stikke for meget ud, have for høje ambitioner eller drømme for meget. Så skal vi som regel nok sørge for at holde hinanden nede. Derfor er det jo paradoksalt, at det bliver tilladt, når man kommer fra baghjul og i øvrigt bevarer begge benene på jorden.
Opbakningen har været kolossal, og jeg synes, det viser, hvor gode vi er i Danmark, når vi sætter os for noget – og når vi gør tingene sammen. Uanset om det hedder H.C. Andersens Boulevard, Jellingstenene eller Alpe d’Huez, så er Dannebrog synlig langs vejkanten – og ikke nok med det. Også i det såkaldte klassement, som fortæller rytternes individuelle placering, er danske Jonas Vingegaard helt på toppen. Den unge, gæve gut fra rejernes hovedstad har indtil videre kørt årets Tour som en sand mester.
Nu er jeg jo hverken cykelekspert eller synsk, men hvor kunne jeg dog godt tænke mig at se denne unge mand fra Glyngøre stå øverst på sejrsskamlen og se ham vifte med Dannebrog fra den allersmukkeste position i Paris.
Det er lige præcis historien om det lillebitte land højt mod nord og om manden fra det nordvestligste hjørne, der helt uimponeret bjergtager en hel cykelverden – let, elegant og ekstremt effektivt. Men det er også det samme land, der til andre tider lader janteloven både styre og råde. Det er sjældent acceptabelt at stikke for meget ud, have for høje ambitioner eller drømme for meget. Så skal vi som regel nok sørge for at holde hinanden nede. Derfor er det jo paradoksalt, at det bliver tilladt, når man kommer fra baghjul og i øvrigt bevarer begge ben på jorden. Vi har set det før, for hvem husker ikke det mytiske EM i fodbold i 1992, da det danske mandskab i 11. time skiftede badesandalerne ud med fodboldstøvler, hvorefter det næsten sommerferieramte danske mandskab med trænerlegenden Richard Møller Nielsen i spidsen sendte de tyske storfavoritter til tælling en magisk sommeraften i Gøteborg. Eller da Bjarne Riis fire år senere sørgede for at tryllebinde danskerne til tv-skærmene for til sidst at hylde den første danske Tour-vinder – indtil videre.
Lige om lidt kan det ske igen, magien kan udfolde sig i de parisiske gader med en dansker i den absolutte hovedrolle. Og akkurat som i et af den danske nationaldigter H.C. Andersens hovedværker, hvor ællingen bliver til en smuk svane, kan en dansk cykelrytter gå fra at være et kæmpe talent til at træde ind blandt de største mestre i verdens største cykelløb.
Uanset om det lykkes eller ej for Jonas Vingegaard at tage sejren, så har Danmark vundet. Vi har vist vores land fra den allersmukkeste side, og vi har vist vores fabelagtigt dygtige cykelryttere – indtil videre med etapesejre til både Magnus Cort, Mads Pedersen og Jonas Vingegaard. Vi havde Cort i den prikkede bjergtrøje i syv dage, og foreløbig har Vingegaard haft løbets førertrøje siden 11. etape. Lad os håbe den bliver siddende lige netop der.