Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Af hjertet tak til sundhedsvæsenet

Vi hører kun om sundhedsvæsenet, når det ikke fungerer, men aldrig om de mennesker, der hver eneste dag går på arbejde med ansvar, samvittighed og overskud.

Hun fik to sting i panden og en strikket bamse med i favnen hjem, som nogle nørkledamer havde lavet til børneafdelingen. Lydene og lugtene var velkendte, næste hjemlige. De kulørte pile på linoleumsgulvet viste en vej mod udgangen, jeg kendte og havde gået med bange, tunge, lette, trætte eller fortrøstningsfulde skridt. I den tidlige morgenstund med natten flagrende efter mig, i middagsstunden, når sygehusets mure ikke kunne holde stand mod hedebølgen, i den sene aftentimer, når nattevagterne myldrede ind af hovedindgangen, og jeg indåndede lidt af sommerstemningen nede ved fjorden, før endnu en lys nat sænkede sig over stue seks og Lillenors plexiglasseng.

Jeg huskede det hele, da jeg forleden eftermiddag gik med Inger i hånden på Holbæk Sygehus efter hendes styrt over parasolfoden. Og jeg kom i tanke om en klumme, jeg lovede mig selv at skrive dengang, sidste sommer, da hendes lillebror kom til verden tre måneder for tidligt. Et lille sammenfoldet mirakelbarn på 849 gram. Efter to en halv måned på Neonatal Afdelingen på Riget og Holbæk Sygehus kom vi hjem, det blev hverdag med hamsterhjul, gulvvask og gøremål.

Et andet liv, en anden tid og Lillenor er blevet en lille munter, trind babydreng, der fylder sig med hindbær i haven. Og jeg har glemt alt om klummen, der dengang sidste sommer var mig så magtpåliggende at skrive.

Det, jeg egentlig ville, var bare at sige tak til alle englene i hvide kitler, der reddede Lillenors liv – og holdt os fast i troen på hans liv, holdt med os, holdt humøret oppe og holdt om os, når vi havde brug for det. Og det havde vi ofte, for ængsteligheden var ligeså stor, som babyen var lille.

I medierne hører vi om sundhedsvæsenet, når det ikke fungerer, når fødeafdelingerne er ved at bryde sammen, og frustrerede jordemødre forlader deres fag – vi hører om lange ventelister, fejlbehandlinger og sløsede læger, sygeplejersker, der er sure, stressede og strejker. Men vi hører aldrig fortællingerne om de mennesker, der pligtopfyldende hver eneste dag går på arbejde i det danske fejlbehæftede sundhedsvæsen og passer deres arbejde med ansvar og samvittighed og med et overskud af en anden verden.

De mennesker findes, dem mødte vi, og dem skylder vi hjertets allervarmeste tak og den største respekt. Mens sygeplejerskerne i sommervarmen strejkede nede på Dronning Louises Bro i København, lå Lillenor med sin gennemsigtige, dunede hud i sin kuvøse på Riget. Hans hjerterytme og iltmætningen af hans blod holdt jeg øje med på den lille skærm over den seng, hvor jeg lå.

Over døren ud til gangen hang en stor skærm med alle de andre små menneskebørns hjerteslag og iltmætning – uanset hvilken stue de besøgte, kunne sygeplejerskerne følge dem alle sammen på en gang – jeg kunne hele tiden følge alle de andre børn, deres hjerteslag, deres iltmætning. En morgen slukkede en af de små tavler. Barnet døde. Jeg lå ved siden af Lillenors kuvøse og læste. Ude på gangen løb personalet – de kunne ikke følge med. En sygeplejerske kom ind, lukkede døren bag sig, satte sig på sengekanten, nu var hun her. Hun kiggede på bogen, jeg læste, Joseph Roth, ”Job: Roman om et enkelt menneske”, hun kendte den. Hun vaskede Lillenor bag ørerne, gav ham lidt mad i sonden, gav mig et knus, og gav os den tid, hun slet ikke havde. Jeg glemmer hende aldrig.

Lillenor havde det godt, han var stabil og skulle bare gro under de lyse nætters telt og kærlig pleje, vi blev overført til Holbæk Sygehus. Vores lokale sygehus. Vi fik en familiestue med køleskab, to senge og plads til lille storesøster Inger. Med plads og personalets hjerterum for hele vores lille verden, der var væltet og gik på krykker. Neotanterne, blev de kaldt. Marie, Mona, Ann-Britt og alle de andre. De gik ind og ud af stuen, af vores fortælling og lille familieliv, som havde de altid kendt os – med uendelig stor omsorg og kærlig deltagelse – med et aldrig svigtende nærvær. Tak, alle sammen – af hjertet tak.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.