Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Mage til fattig mindehøjtidelighed

Det var tydeligt ved mindehøjtideligheden for ondskaben i Field's, at vi mangler et sprog, der kan rumme alt det, vi ikke begriber.

Det var en temmelig flad omgang forleden, da der blev holdt mindehøjtidelighed for ofrene for skyderiet i Field’s søndag aften. En velment mindehøjtidelighed selvfølgelig, men renset for kristendom, blottet for ånd. Sørgeligt og trist og tragisk, ja, det var det at se tusinder af mennesker stimlet sammen ved Field’s, blomsterhavet, de tændte lys, de knugede hænder og forgrædte øjne.

De var bange. Men det var faktisk nærmest ubærligt at mærke fattigdommen – der sænkede sig over mindehøjtideligheden, hvor det højtidelige begrænsede sig til et minuts stilhed for ofrene. Ikke engang kongehusets deltagelse kunne højne højtideligheden. De officielle sortklædte talte: »Vi vil fandeme ikke finde os i, at der bliver skudt i vores gader,« sagde Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen.

En utrolig uværdig vrede, nærmest hidsighed, der netop vidner om, at den aften ved Field’s stod vi over for noget, der ikke kan rummes i vores sprog. Vi er nået til sprogets grænse, til fatteevnens grænse – og alt, hvad vi prøver at formulere, bliver ligegyldig snak om følelser eller frustration, som Hæstorp udtrykte. Og hellere ikke statsministeren formåede med sin sædvanlige ”tre-ord-punktum-pause-tale” at løfte arrangementet, men sagde nogle lidt ligegyldige fraser om, at »vi står skulder ved skulder«, »ansigt til ansigt«, og at kærligheden er større end volden.

En statsmandstale, der hverken var belastet af højt lixtal eller beriget af ånd – hun sagde ingenting. Og alt dét ingenting, de tomme taler blev klistret sammen med en sød popsang af Andreas Odbjerg, der handler om, at i morgen er der atter en dag, og lyset vender tilbage og tralala. ”Koret Ungklang” sang fra Højskolesangbogens mest kalorielette afdeling, Alberte Windings ”Lyse nætter” – der er fin og folkeeje, men kan på ingen måde oppebære en mindehøjtidelighed for ofrene for en massakre. Ofre for ondskaben.

For ja, gerningsmanden er psykisk syg, men er det alene forklaringen på, at handlingen var ond? Vi vil så gerne forstå det til bunds, opklare og gennemskue den gerning, vi ikke forstår, men sproget og erkendelsen slår ikke til. Gerningsmanden får en diagnose og varetægtsfængsles på en retspsykiatrisk afdeling, og det skal vurderes, om han var sindssyg i gerningsøjeblikket eller ej.

Og diskussionen om, hvorvidt psykiatrien er svigtet i sundhedsvæsenet, blussede med rette op allerede søndag aften. Det kan vi alt sammen forholde os til. Så langt, så godt – men grufuldhedens inderste væsen søndag aften, da helikopterne snurrede i luften over København, og mørket sænkede sig over den lyse nat, begriber vi ikke. Udgrunde den onde magt i verden, der ler af os, når vi ikke tror, den findes – ja, det kan vi ikke.

Der findes en ondskab i verden, en destruktiv vilje, der i sin vælde ikke kan rummes i tanken og i sproget og ikke alene kan henføres til en rationel årsag eller psykologisk forklaring – og når fornuften er kommet til kort, står den rendyrkede ondskab tilbage. Og vi møder det i fænomener, i hændelser i vores hverdagslige liv, hvor ondskaben bogstavelig talt overgår al forstand – det er derfor, vi kalder det ”meningsløst”, som statsministeren, kommentatorer og journalister omtalte skyderiet i Field’s.

Meningsløst – ja, men for ondskaben er ondskaben meningen i sig selv – ondskaben jubler, når hjertet græder. Og ligeså umuligt det er at erkende Gud og gennemskue os selv, er det at erkende den ondskab, der alene fryder sig over ondskaben, over døden og over intetheden – for som Søren Ulrik Thomsen formulerer det, er ondskaben ligeså »mystisk i sit væsen, ligeså uforklarlig i sit udspring, som kærligheden«.

Og netop derfor har vi brug for kristendommen, for evighedens tyngde og eftertryk ved en mindehøjtidelighed – der ikke giver os forklaringer, men giver os et sprog af en anden verden, der kan rumme alt det, vi ikke begriber. Og mon ikke det havde lysnet mere det ubegribelige mørke, også gerningsmandens mørke, ved i fællesskab have afsunget ”Aldrig ræd for mørkets magt/ Stjernerne vil lyse/ Med et fadervor i pagt/ Skal du aldrig gyse”?

Jeg tror det.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.