Har fodboldspillere ingen skam i livet?
Messi, Beckham, Schmeichel, Ronaldo, Haaland ... Fodboldspillere, der er til falds for ussel mammon, slukker gnisten til min kærlighed for det smukke spil.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg har længe haft ondt af dem, der ikke går op i fodbold. Men nu er jeg ikke længere så sikker på, at de ikke har fat i den lange ende.
Igennem hele mit liv har jeg tilpasset aftener, weekender og sommerferier efter fodboldkalenderen.
En stående joke er, at holde pokalfinaledagen, Kristi himmelfartsdag, fri, for det kunne jo være, at AGF overraskede, og jeg skulle til fodbold. Det sker sjældent, men det gør ikke noget, for når det endelig sker, er jeg boblende lykkelig.
Men sagen er den, at fodbolden er begyndt at distancere sig fra mig i en sådan grad, at det går mig på. Ja ja, det lyder melodramatisk, hvis man ikke er fodboldfan, men de af jer, der har det som mig, kender følelsen af at glæde sig til sæsonstart, at tage med sin far og søn ud på stadion, øl, sodavand, en 300-grams pølse, halvt fedt, halvt kød og et pølsebrød med næringsværdi lavere end alterbrød.
I det mindste havde Nadia Nadim vel brug for pengene, da hun tog til Qatar ...
Måske begyndte det i det små, da Diego Maradona engang i 1980’erne blev solgt for 10 mio. dollars. Eller da Real Madrid i begyndelsen af nullerne i et snuptag købte samtlige gode spillere på Jorden, selv om klubben ikke havde kongens mønt.