Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kan ro og orden gå hånd i hånd med ytringsfrihed?

Urolighederne i Sverige viser, hvilke enorme udfordringer Europa står over for.

Må man spytte på en bog, trampe på den, brænde den af på en gudsforladt rasteplads i Sverige? Ja, det må man – også selv om det hverken er særlig originalt eller konstruktivt.

Vi behøver ikke diskutere, hvad vores rettigheder er, dem kender vi. Man må gerne fremstille Kristus med en stiv diller samt guder og profeter med og uden bomber i turbanen.

Retten til og muligheden for at håne politikere, religioner, guder og profeter er en målestok for, om et samfund er frit – det er lige præcis, når ytringsfriheden sættes på spidsen, at vi ved, den fungerer. Det er grundstenen i et frit land, men med globalisering følger folk med andre synspunkter. Og når majoriteten ser anderledes på ytringsfriheden, er det så på tide at parkere ideologien og holde sine holdninger til samtaler omkring spisebordet?

Den danske samfundsmodel kunne lade sig gøre, fordi befolkningen var homogen og i det store og hele byggede på den samme kultur og de samme værdier. Sådan er det ikke længere. Det kan man begræde, men det er virkeligheden. Når befolkningssammensætningen ændrer sig, må samfundsmodellen også ændre sig.

Hvordan håndterer vi de massive aggressioner, der lurer under overfladen i mange europæiske lande? Rundtomkring i Europa står gader og boligkvarterer i brand, hver gang religionskritik opfattes som personlig forfølgelse.

Noget må give sig. Hvordan skal sekulære nationer af ateistiske kulturkristne på den ene side og hardcore troende, der sætter lighedstegn mellem troen og sig selv, på den anden, leve dør om dør?

Det er svært for en dansker at forstå de følelser, der eksisterer inden for islam. Og det ligger naturligt i den danske identitet at søge konsensus.

For nogle år siden ville en præst i USA brænde en koran af foran sin kirke. Pentagon bad ham lade være. Af hensyn til de amerikanske styrkers sikkerhed i Mellemøsten.

Det burde stå lysende klart på nuværende tidspunkt, at i en global verden kan handlinger foretaget i Skive nå hele vejen til Shanghai, koran-afbrændinger på en rasteplads i Sverige og tegninger i en dansk avis kan blive kendt i en hel verden.

Det burde også på nuværende tidspunkt stå lysende klart, at det er både ignorant og overlegent at tro, at demokratiske værdier naturligt vil ændre folk fra totalitære regimers syn på vestlige demokratiske værdier og rettigheder. Tilgangen er simpelthen skæv.

Vi kender til forholdene i Saudi-Arabien, undertrykkelsen i Kina, drabene på journalister og politiske modstandere i Rusland, Tyrkiets mafiametoder rundtom i Europa på modstandere af præsidenten, drab og voldtægt af kvinder i Indien, pigers undertrykkelse i Afghanistan. Listen er lang, jeg er først lige gået i gang. Når demokratier angribes af totalitære magter, og når vold mødes med ønsket om samtale, når basale menneskerettigheder mødes med undertrykkelse – så knuses modstanden, demokratierne taber, og samtalen forstummer.

Sagt på en anden måde. Kampen om ytringsfriheden, som vi indtil nu har defineret den, er tabt. For præmissen for gensidig forståelse er i udgangspunktet ikke blot skæv, men i et modsætningsforhold, hvor parterne aldrig kan nå hinanden. ”Ytringsfriheden er ukrænkelig” står over for ”intet kritisk må ytres om islam”.

De vestlige demokratier bygger i deres grundvold på samtale, udveksling af synspunkter og kompromis. Især i et demokrati som det danske, hvor mindretalsregeringer igennem historien har været normen, er vores tilgang til løsning af uenigheder forhandling, konsensus og samtale.

Det danske samfund er et af verdens bedst fungerende. Den danske samfundsmodel kunne lade sig gøre, fordi befolkningen var homogen og i det store og hele byggede på den samme kultur og de samme værdier. Sådan er det ikke længere. Det kan man begræde, men det er virkeligheden. Når befolkningssammensætningen ændrer sig, må samfundsmodellen også ændre sig.

USA har debatteret ytringsfrihed længe, hvor delstaterne er splittede i holdning og håndtering. Generelt har vi for længst lært at censurere, hvad vi siger og gør i det offentlige rum, når det drejer sig om religioner. Her er ingen kristne helligdage, der bliver ikke klippet gækkebreve eller julepynt i de offentlige skoler.

Det er fint med mig – jo mindre religion fylder, jo bedre. Men går man ind for ytringsfrihed, er grænsen for længst overskredet i kompromisets tjeneste, når bøger, der kan opfattes som krænkende, censureres ud af biblioteker og pensum på uddannelsesinstitutionerne – med unge, uvidende og ensporede mennesker til følge. Balancen er svær, og personlige præferencer betyder, at befolkningen grupperer sig i enklaver, vælger skoler og uddannelsesinstitutioner, der imødekommer deres overbevisning, vælger venner med samme etnicitet, kultur og religion. Samfundet fungerer, men det er opdelt.

Lur mig, om ikke udviklingen i Europa bliver som den, vi ser i USA. For hvor længe kan et samfund bestå, hvis gaderne konstant sættes i brand på grund af sårede følelser?

Hvis vi ønsker et samfund med ro og orden og en fredelig sameksistens i en befolkning, der ikke længere er så homogen, som den var engang, er ytringsfrihed og ro og orden hinandens modsætninger.

Viger vi og tier, giver vi køb på den ideologi, de fleste af os skatter som helt essentiel for vores frihedsrettigheder, identitet og menneskesyn. Men viger vi ikke og fortsætter, som vi plejer, står gaderne i brand, og menneskeliv sættes på spil. Ingen af delene er til at leve med.

Hvordan finder vi en anden måde at agere på end den, der fungerede i det danske homogene fortidssamfund, hvor vi delte kultur, etnicitet og religion? Hvis vi insisterer på at forholde os til religion i det offentlige rum på en måde, vi i 70’erne fandt sund og frigørende, risikerer vi en splittet befolkning.

Hvad endte den amerikanske præst med at gøre? Han afblæste sit koran-afbrændingsarrangement – og undgik en reaktion med vold og had, reddede måske endda amerikanske soldaters liv i Mellemøsten, men han gjorde det på ytringsfrihedens bekostning.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.