Ukrainske mænd kæmper for deres kvinder – hvorfor gør afghanske mænd ikke det samme?

De sætter deres kvinder og børn på tog og vinker farvel, mens de for manges vedkommende for første gang tager våben i hånd. Eller de sørger for, at hustruer, mødre, søstre er i sikkerhed i beskyttelsesrum dybt under jorden, mens de selv går forrest i kampen mod en brutal overmagt.

Når de ukrainske soldater bliver spurgt, hvad de kæmper for siger de ”fred” og ”mine børns fremtid.”

De fleste er blevet dybt berørt over ukrainernes vilje til at kæmpe for den frihed, landet kun har kendt til siden 1991, hvor de fik deres selvstændighed. Det er cirka lige så lang tid, som det meste af Afghanistan var fri for Talibans kvindeundertrykkende mørkemænd.

»Det er som at være i et rum, der er for småt og for mørkt,« siger en afghansk ung kvinde til en journalist på avisen New York Times podcast The Daily.

I går skulle de afghanske piger have været tilbage på skolebænken efter i månedsvis at have været dømt til kvindelige sysler indendørs. Det første Taliban gjorde, da de tog magten i august sidste år, var selvfølgelig at afskære piger fra uddannelse.

Pigernes drømme viste sig at være – drømme. For da de forventningsfulde, glade, fjantende piger mødte op på deres skoler, blev de sendt hjem igen, hvis de gik på et højre klassetrin end 6. klasse. BBC World News viser billeder af tildækkede piger med tårestrimede kinder, der bryder sammen og må sætte sig på hug og andre med et udtryksløst blik.

Hvilket kvindehad! At vifte deres største drøm foran dem, lade dem glæde sig, lade dem gøre deres klasselokale klar, tørre kateder og skolepulte af – for derefter at fortælle dem, at de alligevel ikke kan få den undervisning, de har glædet sig til.

Ganske få piger har mulighed for at deltage i online undervisning. Men de der har gør det, lærer et fremmedsprog, studerer kunst, litteratur, fysik og kemi. Nogle går i boghandlen og køber bøger, sluger så meget lærdom, de kan derhjemme. Andre tegner, laver dansegrupper med veninderne, mødes hemmeligt.

Kort sagt – pigerne har en fightervilje, selvom det er dødsens farligt, hvis det bliver opdaget, at de bruger tiden på andet end de huslige sysler, Taliban mener er en kvindes ypperste formål og lod i livet.

Men mændene i Afghanistan undervurderer deres piger og kvinder, hvis de tror, de stiller sig tilfredse med at vaske op, gøre rent, lave mad og føde børn. Mænd har altid undervurderet kvinder. Og kvinder har altid skullet vaske op, gøre rent, lave mad og føde børn – mens de tager uddannelser.

Denne generations afghanske kvinder har adgang til internettet – og dermed til en viden om, hvordan kvinder og piger i andre dele af verden lever. Mon ikke flere af dem måber over, hvordan mændene i Ukraine er villige til at ofre deres liv i kampen for deres kvinder og børns frihed?

Tænk engang, hvordan Afghanistan ville se ud, hvordan landet og dets borgere kunne blomstre, hvis de afghanske mænd satte foden ned og gik imod den Taliban-brutalitet, der har tiltvunget sig magten i landet. Tænk, hvis pigerne fik lov til at tro på en fremtid, hvor de kan udleve deres drømme og umådelige potentiale!

Men når det nu ikke lader til at afghanske mænd vil kæmpe for deres kvinders ret til et frit og fredeligt liv, sådan som de ukrainske mænd er villige til at gøre, så må de afghanske piger og kvinder sno sig. Det burde ikke være sådan, men det er der som sagt ikke noget nyt i at kvinder må gøre.

Jeg har et håb om, at de afghanske kvinder har lige så meget fightervilje som de ukrainske mænd, når nu de afghanske mænd har vist sig at være æreløse kujoner.