Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Symbolpolitik på steroider

Vi ved alle, at rygning, alkohol og fed mad er usundt. Det behøver vi ikke regeringen til at fortælle os og lovgive om.

Vi ved alle, at rygning, alkohol og fed mad er usundt. Det behøver vi ikke regeringen til at fortælle os og lovgive om.

I New Zealand arbejder regeringen på et forslag, som skal forbyde tobaksprodukter til borgere, som er født efter 2008. Den danske regering har tyvstjålet forslaget, men imidlertid besluttet, at det skal gælde for personer født efter 2010.

Mens Europa er vidne til den største krig på europæisk territorium siden 1945, forsømmer regeringen således ikke at passe småtingsafdelingen og skrue op for blusset under gryden med symbolpolitik som led i sundhedsreformen.

Jeg deler ønsket om, at ingen skal starte med at ryge. Det er da en af de dummeste måder at bruge sine penge på. Jeg har aldrig selv røget, men er gift med en tidligere kæderyger, som heldigvis i tide indså, at det var på tide at sige farvel til cigaretterne.

Men det er heller ikke pointen her. Enten er et produkt lovligt, eller også er det ulovligt.

Ærligt talt, fri os dog for den slags pjattede forslag.

Det er fint med aldersgrænser for køb af tobak og alkohol, og for min skyld kan grænsen sagtens sættes op til 18 år. Men når den alder så er nået, må det være op til den enkelte selv at afgøre, om man vil lade pengene gå op i røg eller drikke sig fra sans og samling.

Desuden kan man skrue priserne i vejret, men det er så spørgsmålet, om vi virkelig ønsker det. Vores geografiske beliggenhed er sårbar over for grænsehandel, og man må forvente en styrkelse af det illegale marked for smuglercigaretter, der ofte er fremstillet under tvivlsomme forhold.

Men at lade fødselsåret være afgørende for, hvad man må resten af livet, er ensbetydende med at knæsætte et helt nyt princip i dansk lovgivning – og er vel egentlig kun kendt i forhold til pensionsalderen, som er rykket i vejret for de nye årgange.

Noget andet er, hvordan forslaget overhovedet skal komme til at fungere i praksis. Hvis vi tager New Zealand, er det en geografisk kendsgerning, at landet er placeret ret isoleret. Man kører ikke lige over grænsen og erhverver sig varer illegalt.

Men hvis forslaget gennemføres i New Zealand, vil tobakken fortsat være tilgængelig for alle dem, som er født før 2008. De kan altså fuldt lovligt at købe tobak og andre nikotinprodukter og sælge dem videre til yngre – og de deler ikke nødvendigvis opfattelsen af, at det er blevet mindre spændende at ryge, hvis forslaget bliver realiseret.

I princippet vil det sige, at tobakken først uddør, når alle, som er født før 2008, er døde. Med andre ord har det ganske lange udsigter. Noget andet er så selve den konkrete udmøntning af forslaget: Skal politiet gå rundt og afkræve legitimation fra rygere eller ”snusere”, hvis de ser for unge ud? Er det et forbud mod køb af tobak, eller gælder det også besiddelse?

Og hvad skal sanktionen være? Skal deres nikotinprodukt konfiskeres, som var der tale om hash eller amfetamin?

Ærligt talt, fri os dog for den slags pjattede forslag. Jeg er helt med på, at rygning er skadeligt. Det ved selv den mest tungnemme unge også. Når de unge fylder 18 år, må de selv bestemme. Det hører nu en gang med til den tradition for selvbestemmelse, der udgør en vigtig del af vores kultur. Staten skal ikke agere formynderisk barnepige.

Og som en del unge allerede siger, så smutter de da bare til Sverige for at købe cigaretter eller snus – hvorved den danske statskasse går glip af afgifterne. Så længe tobak, nikotinprodukter og alkohol findes legalt i handlen, skal produkterne nok finde vej til de unge, hvad enten de er født før eller efter 2010.

Som samfund må vi indse, at hvis varerne findes på hylderne, vil de også finde deres publikum. Det gælder alle nydelsesmidler – i øvrigt også fastfood og fed mad.

En undersøgelse har netop vist, at danskerne er overvægtige som aldrig før. Måske bør der ikke alene være fokus på misbrug af tobak og alkohol, men også af mad og muligheden for en tilværelse med alt for lidt bevægelse og motion.

På langt sigt vil de afledte udgifter af overvægt blive en alvorlig belastning for samfundsøkonomien.

Skal der så skrides aktivt ind med et forbud mod fastfood eller bestemte fedende produkter for danskere født efter – lad os bare sige – 2020? Nej, naturligvis ikke. De fleste overvægtige mennesker er kede af det, og de ved udmærket, hvorfor de er overvægtige. Det samme gælder rygerne og alle med et vist alkoholforbrug.

Samfundet skal hjælpe alle med et misbrug og undersøge de bagvedliggende årsager. Men det løses ikke med en kopieret symbolpolitik på steroider.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.