Særloven er diskriminerende. Hvorfor?

Et bredt flertal i Folketinget vedtog for nylig en særlov for ukrainske flygtninge. Den skal gøre det muligt for personer, der er fordrevet fra Ukraine at få opholdstilladelse, så de hurtigt kan starte i skole, på en uddannelse eller i arbejde. Loven er et paradoks. For samtidig med at loven tydeligvis forskelsbehandler flygtninge fra Ukraine med flygtninge fra f.eks. Syrien, så er der bred politisk enighed om loven.

Regeringens forsvar for den åbenlyse diskrimination er, at Ukraine er et nærområde til Danmark. Ukrainerne er vores ”europæiske naboer”, som statsministeren har sagt, og derfor har vi en forpligtelse til at behandle dem anderledes end andre flygtninge.

Lad os lige gå argumentationen efter: For det første har regeringen aldrig tidligere foreslået, at der skal være forskellige former for modtagelse af flygtninge i Danmark, afhængig af hvor de kommer fra. Regeringen har foreslået, at al asylbehandling skal foregå i Nordafrika – ikke at man skal forskelsbehandle i Danmark. For det andet bliver det geografiske argument ikke underbygget. Hvorfor er det lige geografi og afstand i kilometer, der er afgørende for, om man får en god eller dårlig modtagelse i Danmark? Det kunne vel lige så godt have været andre parametre?

Lige meget hvilken argumentation man bruger, kan det ikke bortforklares: Særloven er diskriminerende. Jeg har tænkt meget over, hvorfor kritikken ikke rigtig slår igennem. Jeg tror, det hænger sammen med, at ikke bare politikerne, men også mange borgere føler et særligt ansvar over for de ukrainske flygtninge. Men hvorfor? Vi er jo ikke særligt kulturelt eller historisk beslægtede med Ukraine. Så hvorfor denne følelse af samhørighed, som på en eller anden måde legitimerer forskelsbehandlingen?

Jeg tror, svaret skal findes et helt andet sted end i Ukraine selv. Det skal nærmere findes i et kollektivt had til Putin som symbolet på et kommunistisk, statskontrollerende og frihedsbegrænsende styre, som vi i Vesten lige siden efterkrigstiden har set som fjenden af vores frie verdensorden. Vi, der er midt i livet i dag, husker tiden med Muren og de mange historier om et skrupelløst Stasi. Vi har – af mange gode grunde – gjort østblokpolitik til inkarnationen af politisk begrænsning af den frie borger, samtidig med at vi selv har gjort op med forbud mod pornografi, homoseksualitet, osv. Vores sympati for ukrainerne skal med andre ord nok mindre findes i et særligt slægtskab med Ukraine, som den skal findes i en foragt for Putin. Det er forståeligt, men også problematisk. Problemet bliver, når vores stærke frihedsidealer skaber ufrihed for andre. Og det er det, der er på spil i den aktuelle situation. Fordi vi er så opmærksomme på at understøtte kampen mod Putins frihedsundertrykkende regime, så kommer vi til at tage friheden til ligeværdig behandling fra de øvrige flygtninge i Danmark.

Hvis vi alle spørger os selv, hvorfor vi føler denne særlige forpligtelse til at hjælpe netop ukrainerne, og hvis vi accepterer, at det har sin helt særlige – og forståelige – historie, bør vi også være klar til at forstå, at konsekvensen af vores tilbøjeligheder er diskriminerende – og at det ikke er okay. Derfor er den eneste rigtige udvej, at alle flygtninge i Danmark tildeles de samme rettigheder som de ukrainske flygtninge. Det kan godt være, det ikke er lige nu, den kamp skal tages. Men så ligger der jo et helt oplagt og færdigbeskrevet krav klar til regeringsforhandlinger efter et valg.