Seksualundervisning har ildevarslende udsigter

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I ugen op til vinterferien gik en flok gymnasieelever fra Roskilde i strejke. De ville have seksualundervisning på skoleskemaet på linje med røvkedelige fag som oldtidskundskab, dansk og matematik. Det manglede da bare, og rektor bakkede naturligvis op i pagt med tid og penge.

Men det var ikke en hvilken som helst seksualundervisning, der var efterspurgt. Det var den med identitetspolitik.

De unge mennesker fra Roskilde vil gerne finde sig selv, så de bedre kan vælge en af de knap 100 seksualiteter, der åbenbart findes i dag. De unge efterspørger ikke almen orientering om køn, biologi og forplantning, men vil høre nærmere om de mange individuelle muligheder for kønsidentiteter fra a til z, også selv om det går ud over de egentlige skolefag, og de møder kys og kram fra liste V for Venstre, hvis ligestillingsordfører slår til lyd for seksualundervisning i gymnasiet – nu!

Det må hænge sammen med disneyficeringen af snart sagt alting i Vesterlandet i det 21. århundrede. Flugten fra naturen, fornægtelsen af biologien, opgøret med kønnet. Alle skal være unikke på trods af deres jordiske ophav, dna og kromosomer, sådan er det hos Disney, sådan er det på de sociale medier, sådan er det i Venstre, sådan er det i uddannelsessystemet.

Som Stefan Herman, rektor på Københavns Professionshøjskole, har dristet sig til at sige offentligt, så er børn og unge »blevet forfremmet til at være unikke personer i sig selv«, hvilket har medført en helt ny slags skrøbelighed og en ekstra lav tærskel for, hvad de kan tåle.

De progressive idealer gør med andre ord unge og ubefæstede sjæle skrupforvirrede og har fået dem til at tro, at de er helt, helt specielle. Følgelige får de stedse sværere ved at tale om det almene og modtage undervisning i oldtidskundskab, matematik og dansk, fordi de hellere vil snakke om sig selv.

Når feticheringen af det sjældne og selvoptagne er kommet til Roskilde, så ved man, at tankegangen er trængt helt ned i grundvandet, takket være en progressiv forældregeneration, der har bildt deres poder ind, at de kan blive, hvad de ønsker, uanset hvor gakket, indbildsk eller illusorisk det måtte være. Du kan, hvad du vil. Bare gør det. Vis hele verden, hvem du er. Gå hele vejen. Se dig ikke tilbage.

Det er dette psykologiske mantra, som tidligere var med til at skabe en Napoleon, en Hitler og en Stalin, der nu går sin sejrsgang gennem det progressive Danmark og i forbifarten får Illustreret Videnskab til at fejre, at vi nu nærmer os 100 seksualiteter, og glædesstrålende bekendtgøre: »I princippet kræver det bare, at én person beskriver sin seksuelle præference på en ny måde, før verden er en ny seksualitet rigere.« Det er galimatias.

Det er samme galimatias, der får De Konservative (!) til at bifalde, at børn skal kunne skifte fornavn efter kønsopfattelse – med den løjerligt ukonservative begrundelse: »Vi skal følge med tiden!« Vel skal vi ej følge tidsånden, når den er idiotisk.

Sognepræst Marie Høgh har allerede været der med en advarsel mod lobbyorganisationer som Sex og Samfund, der af skoler, undervisere og rektorer bliver opfattet som godhedens og myndighedernes forlængede arm. Alt det, til trods for at organisationen er blevet kuppet af woke-aktivister, som vil ændre samfundet og få alle os andre almindeligheder til at rette ind.

Der er en overhængende risiko for, at organisationer som Sex og Samfund med deres ideologiske fetichering af det individuelle undergraver unge menneskers kønsforståelse, endda for offentlige midler.

Venstrefløjen har altid været god til at kapre unge sjæle. Mere konservative gemytter har det med at lade stå til – eller som i tilfældet med Venstre og De Konservative at flyde med strømmen. Men det er vigtigt at forstå, at de nye tanker om kategorisk flydende køn er ødelæggende for unges selvværd og kønsforståelse og gør dem mere ubefæstede og usikre, end de er fra naturens hånd.

De progressive idealer strider simpelthen mod virkeligheden. Mennesker er i praksis og har i overvejende grad ikke kategorisk flydende køn, de har hankøn og hunkøn præcis ligesom de stik, man køber henne i Bygma eller Brugsen. Vist kan vi tænke, tale og operere virkeligheden væk, men det ændrer ikke på biologien, kønnet og vores jordiske ophav.

Det sidste er blot noget, vi bilder os ind i fremskridtets navn, men repræsenterer et ildevarslende tilbageskridt.