Forargelse er ikke nok til at ændre på ulighed
Det er muligt at bryde med fortællingen om, at det nuværende ulighedsskabende økonomiske system er det eneste, der giver mening, og er det, vi alle sammen skal stræbe efter.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg skriver ofte indlæg om den uretfærdighed og ulighed, som det nuværende økonomiske system skaber. Og får ofte høvl for det, men der er virkelig noget galt med den måde, vi har tilrettelagt vores samfund på.
Ifølge en ny rapport fra Oxfam, som blev offentliggjort i sidste uge, ser det fortsat skidt ud i forhold til uligheden i verden. Rapporten slår bl.a. fast, at:
• Milliardærernes formuer er steget mere, siden pandemien begyndte, end de har gjort de seneste 14 år tilsammen. Det er den største årlige stigning i milliardærrigdom, siden man begyndte at registrere det. Og siden marts 2020 er der kommet en ny dollarmilliardær til hver 26. time.
• Verdens 10 rigeste mænd, som bl.a. tæller Elon Musk og Jeff Bezos, har siden pandemiens begyndelse mere end fordoblet deres formue fra ca. 4.500 mia. kr. til 9.700 mia. kr. Disse 10 mænd har nu seks gange så stor formue, som de knap 40 pct. af verdens befolkning med mindst formue – svarende til 2,9 mia. mennesker.
• 99 pct. af menneskeheden er blevet negativt ramt af krisen i form af lavere indkomster eller mistet indtægtsfremgang.
• Ulighed bidrager til millioner af dødsfald hvert år. Oxfam vurderer, at 5,6 mio. mennesker årligt dør alene på grund af utilstrækkelige sundhedssystemer. Dertil kommer millioner, som dør af sult eller bliver skubbet ud i ekstrem fødevareusikkerhed.
• 252 mænd har mere rigdom end alle en milliard kvinder og piger i Afrika, Latinamerika og Caribien tilsammen.
I Tyrkiet plejer man at sige, at meget kan lade sig gøre, hvis man har en onkel i Ankara (det tyrkiske parlament er placeret i Ankara, hvor de magtfulde politikere sidder). Sådan er det tydeligvis også her i Danmark. Her i Danmark kalder vi det vel bare for netværk.
Der burde være bred enighed om, at der er noget gevaldigt galt med disse tal. Det giver på ingen måde mening, at nogle få skal have så store rigdomme, mens andre nærmest sulter. Jeg ved dog godt, at det ikke er alle, der er enig i, at ulighed er et problem, men derimod faktisk mener, at ulighed er noget godt og sundt, men jeg håber virkelig ikke, at det er ret mange, der har den holdning.
For mig står det meget klart, rapporten fra Oxfam tydeliggør min påstand om, at ”vi”, altså arbejderklassen, middelklassen, masserne, 90 pct. af befolkningen – i hvert fald den del af befolkningen, som ikke sidder på magtfulde positioner og ikke ejer store formuer – vi bliver kun betragtet som arbejdere og forbrugere i dette økonomiske system. Der er nogle få, som har sat sig på store rigdomme og skummer fløden, imens vi andre kan slås om almisserne.
Fordi jeg skriver, som jeg nu gør, oplever jeg ofte at blive kaldt kommunist eller få fortalt, at mine idéer, med stor fiasko, er afprøvet i andre lande. Ligesom at nogle bliver ved med at spørge, hvor pengene skal komme fra. Jeg hører sågar nogle sige, at jeg bare er misundelig på dem, som har flere midler imellem hænderne.
Der er virkelig meget vrøvl, man skal lægge ører til ...
Lad mig komme med et andet eksempel, der også er med til at bekræfte min påstand. I sidste uge blev det endnu engang tydeliggjort, at pengene findes, og der er mange af slagsen, men det hele handler om, hvordan politikerne vil fordele dem. Vi har aldrig hørt politikerne snakke om penge, når der f.eks. skal sendes soldater i krig, eller når der skal købes våben mv. Skattelettelser til de rigeste, kan de også altid finde midler til.
Derimod kunne politikerne ikke finde flere penge til coronaheltene – landets sygeplejersker. Vi har alle sammen været vidne til, hvordan sygeplejerskerne strejkede i 10 uger, i håb om at Mette Frederiksen og co. ville lytte til dem, men det skete ikke. Regeringen valgte i stedet at afslutte strejken den 27. august med et indgreb.
I Tyrkiet plejer man at sige, at meget kan lade sig gøre, hvis man har en onkel i Ankara (det tyrkiske parlament er placeret i Ankara, hvor de magtfulde politikere sidder). Sådan er det tydeligvis også her i Danmark. Her i Danmark kalder vi det vel bare for netværk.
Man kan sagtens argumentere for, at sådan er virkeligheden, og den kan vi ikke lave om på. Der vil altid være ulighed og uretfærdighed i verden. Det er helt fair at have sådan en holdning.
Omvendt kan man også sige, at sådan skal tingene ikke fortsætte.
Det er muligt at skabe et alternativ og bryde med den fiktive fortælling om, at det nuværende ulighedsskabende økonomiske system er det eneste, der giver mening for mennesket, og som vi alle sammen skal stræbe efter.
Til alle os, der ikke har en onkel i København – vi må vel bare forblive passive og nøjes med det, vi kan få? Så længe vi bare finder os i uretfærdigheden og ikke reagerer på andre måder end at blive forargede, vil intet ændre sig, tværtimod.