Regeringen opfører sig respektløst over for restauranter og natteliv
Regeringen har ikke engang gidet regne på, om restriktioner for restauranter og natteliv fortsat er nødvendige. Det er ren afstrafning af en hel branche.
En helt grundlæggende præmis må være, at en statsmagt fremlægger evidens, altså data og dokumentation for nødvendigheden af de begrænsninger, restriktioner og krav, man stiller til befolkningen.
Her fejler regeringen. Denne gang har den slet ikke gidet at regne på, om f.eks. nedlukning og restriktioner på restauranter og natteliv er nødvendigt. Og man kan ikke længere undskylde sig med travlhed, nye situationer og andet. Vi er to år inde i håndteringen, og man har haft mere end tre uger til at lave disse beregninger. Det kan kun betragtes, som om man nu undlader det fuldt bevidst.
Regeringen har heller ikke gidet regne på, om der findes alternativer til en nedlukning. Dette efterlyste jeg specifikt over for ministeren og myndighederne, da man lukkede ned igen. Jeg spurgte specifikt ind til en løsning, hvor stederne kunne åbne, men med et krav om hurtigtest ved indgangen. Sådan en test koster 30 kr., som man kunne lægge på en entré.
Den logiske slutning vil jo være, at der ville være en langt højere grad af smittedæmpning ved sådan en løsning end ved coronapasset, som har udviklet sig til en farce, da det ikke længere er baseret på sundhedsmyndighedernes egne tal, men blot en politisk sat varighed, hvor der i en-fire måneder slet ikke er nogen dækning.
Man burde reelt helt afskaffe coronapasset indenrigs.
Regeringen forsøger sig med fortællingen om, at vi er nogle, som vil lade smitten løbe løbsk. Det er usandt. At fjerne restriktioner er ikke det samme som bare at lade stå til.
Derfor ser man også flere eksperter, der nu begynder at stille sig kritisk over for, hvad der foregår.
Men når en regering ikke vil redegøre for nødvendigheden, og den samtidig erkender, at man ikke har gidet afsøge alternativer, så kommer jeg ikke til at stemme for sådanne restriktioner.
Jeg har næsten ikke ord for, hvor respektløst det er over for et erhverv og nogle selvstændige, som har været så meget igennem. Man skal huske på, at regeringen og dens støttepartier holdt nattelivet lukket helt indtil september uden grund.
Derfor stemte jeg imod disse restriktioner og begrænsninger.
Jeg mener dog, at en fortsat beskyttelse af syge, ældre og svage kan være gavnlig, og vi har støttet og mener, at de beslutninger skal tages ude lokalt, hvor de rette fagfolk kender forholdene.
Regeringen forsøger sig med fortællingen om, at vi er nogle, som vil lade smitten løbe løbsk. Det er usandt. At fjerne restriktioner er ikke det samme som bare at lade stå til. Hvis det var sandt, kunne regeringen jo heller ikke selv hæve nogle restriktioner. Så stop skræmmekampagnerne. Men vi insisterer på at lytte til andre eksperter udover regeringens egne.
Det er på høje tid at forlade regeringens overforsigtighedsprincip, som også sidste år viste sig at gå alt for langt. Igen i år ser vi, at vi ikke er i nærheden af at ramme deres worst case … tværtimod. Vi skal lære af vores erfaringer og ikke begå de samme fejl igen og igen og igen.
Sjovt nok, da det kom til kulturens vilkår, så ville regeringen pludselig gerne gå længere end kommissionens anbefalinger. Ja, faktisk mere end 40 pct. længere. Uden nogen vurdering af konsekvenserne. Uden at have rådført sig med sundhedsmyndighederne.
Men da jeg spurgte ind til, om man så ikke også kunne rykke sig lidt på det her område, f.eks. så lidt, at restauranter lige fik én time mere at servere i, så var det prompte svar nej. Det kunne overhovedet ikke lade sig gøre, og det ville være uansvarligt.
Ja, med sådan en logik og tilgang kan man ikke andet end konkludere, at nedlukningen af restauranter og natteliv nu reelt handler om alt andet end coronahåndtering.
Måske handler det mere om en fagforeningskamp, og at nogle slet ikke bryder sig om, at vi har et natteliv?
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter