Når du skal dø, er din historie vigtigere end nogensinde

Livshistorier er blevet vigtige. Ikke bare, så sundhedspersoner kan lære den enkelte at kende ud fra en kort livshistorie, at se mennesket før patienten og det helende i at dele sin historie med andre. Men også så de pårørende kan komme videre og forstå forløbet efterfølgende.

Jeg har selv været til tre begravelser sidste år, men har også fået indblik i en livshistories indvirkning på et ungt menneske, som skal sige farvel. Berits historie er en fortælling om en ung kvinde med et lille barn, som snart skal sige farvel. Hun fortæller åbent om at skulle dø, efterlade en toårig og om den stress, som det giver at skulle dø.

Det er vigtigheden i, at ens historie lever videre. At man får fortalt det, der skal fortælles, at ens børn får den nødvendige viden om en, at uhensigtsmæssige tolkninger bliver revideret, genfortalt. At man måske slutter fred, tilgiver, accepterer, finder mening og ro.

Vi ved også, at demente finder stor ro i at fortælle deres historie.

Jeg er stadig målløs over, hvad det har gjort ved mig som forfatter og som menneske at skrive en historie om et menneske, som skal dø. Først og fremmest græder og griner jeg med hende. For når først man har overstået den første indledende fase af grænseløs dansk berøringsansigt. Når man har overvundet sin egen dødsangst, ser man lyset i det livsbekræftende. Det er ikke uden grund, at forfattere i stigende grad sættes sammen med døende og demensramte for at dokumentere deres liv.

Når først din livshistorie er skrevet ned, så lever den sammen, så livet op til døden kan føles meningsfuldt på trods af sygdom.

Tabuiseringen af døden spænder ben for den syge og den pårørende senere i livet. Jeg har aldrig oplevet noget så meningsfyldt som at få lov til at genfortælle en andens liv. Men det sætter også gang i en masse processer, som vi som mennesker oftest undgår. Døden er ubehagelig. Den frembringer vores egen dødsangst.

Jeg fortryder ikke at have været der mere i min mors fortælling, for det går op for mig, hvor meget der skal gives videre. Ikke bare for den døende, men også for de efterladte.

Løsningen er ikke at gå over på det modsatte fortov. Man skal lytte og lære. Man undgår ikke døden ved at undgå at tale om den. Det kommer til at gøre ondt, og man kommer til at græde: Det må man godt. For sådan er livet, når det sidste kapitel skal skrives.

Det er vigtigt at få din historie fortalt, og at berøringsangsten skydes til hjørne.