Hvor længe vil verden se på, at Rusland og Kina systematisk smadrer enhver demokratisk proces?

Det er mørke tider for demokratiet i Rusland og Kina. Hver dag byder på nye systemkvælertag, der skal sikre, at folket tvinges til et liv uden retten til at tænke, tro og ytre sig frit.

I går blev det meddelt, at Rusland lukker Memorial International, en organisation, der kortlægger brud på menneskerettighederne. Organisationen er blevet set som en hjørnesten i Ruslands udvikling i en demokratisk proces.

Rusland skyder og forgifter politiske modstandere, men de holder sig ikke tilbage fra at ramme systemkritikere inden for deres egne grænser. Vi hører jævnligt om, at forkæmpere for ytringsfrihed forgiftes i europæiske lande såsom Tyskland og England.

Kina udsætter sin befolkning for den ene uhyrlighed efter den anden. Tvangssterilisation, arbejdslejre for grupper, der tror og tænker noget andet, end det kommunistiske styre vil have dem til, kendte og ukendte kvinder og mænd, der forsvinder fra den ene dag til den anden osv., osv.

Men Kina har også givet verden et skoleeksempel på, hvordan man på rekordtid indfører totalitarisme.

Udviklingen i Hong Kong taler sit eget tydelige sprog. På 11 måneder er mere end 50 organisationer, politiske partier, mediegrupper, kirker, ungdomsorganisationer, prodemokratiske bevægelser mv. blevet opløst. Selv Amnesty International har måttet dreje nøglen om.

For mig springer det i øjnene, at en organisation af advokater, der siden 2007 har arbejdet for at fremme demokratiet er blandt de grupper, der har måttet lukke ned i år. For dét viser tydeligt, at Kinas metoder er systematisk rettet mod grupper, der kan yde støtte til dem, der arbejder for demokratiet.

Formelen virker, Kina buldrer derudaf. Det samme gør Rusland. Hvis jeg var Taiwan eller Ukraine, ville jeg være om end meget nervøs – især fordi intet tyder på, at resten af verden har tænkt sig at reagere på hverken Kinas eller Ruslands aggressioner.

USA, FN og flere europæiske lande fordømmer og indfører diplomatiske boykots. Men er det nok? Diplomatisk boykot er et godt symbolsk redskab, men det batter ikke nok, når magtfulde nationer bruger deres antidemokratiske muskler og hamrer fredelige tiltag i jorden.

Så er det ikke temmelig naivt fra den omgivende verden at tro, at to enorme nationer med stormagtsdrømme vil stoppe og ´kun´ tvinge tiltag igennem, der rammer deres egne befolkninger?

Kina og Rusland har enorm økonomisk og ressourcemæssig magt. Er det mon derfor, verden ikke tør reagere? Eller betyder demokrati og menneskerettigheder i virkeligheden ikke så meget for os, når bare vi selv nyder godt af at leve under frie forhold? Dét er en farlig indstilling, for udviklingen i Kina og Rusland har vist, at rettigheder, vi tager for givet, kan forsvinde fra den ene dag til den anden.

Hvor længe har verden tænkt sig at se til med andet og mere end en skuldertrækning?