Her er 11 områder, hvor staten ikke løfter kerneopgaven

For nylig indgik et flertal i Folketinget en aftale om Kriminalforsorgens fremtid. Den har flere gode elementer, men også en række, der trækker ned. Lad gå med, at aftalen delvist finansieres med en skattestigning. Det er ikke overraskende, når det kommer fra en rød regering.

Men det er betænkeligt, at man for overhovedet at have plads i fængslerne giver en delvis amnesti til personer, der er dømt for svindel med coronapenge. Ligesom det er betænkeligt, at man ligeledes for at skaffe plads udvider kredsen af personer, der kan afsone den sidste del af deres straf i fodlænke.

Kriminalforsorgens kerneopgave er og bliver at holde på de mennesker, der ved en domstol har fået deres personlige frihed indskrænket for en kortere eller længere tid. Derfor er det et direkte udtryk for, at man har svært ved at løfte kerneopgaven, når straffe sættes ned, og mennesker slippes delvist fri, uden at det har noget som helst med retspolitik at gøre. Men alene er begrundet i, at ændrede man ikke et par strafferammer i nedadgående retning, ville det være åbenlyst for enhver, at Kriminalforsorgen ikke kunne løfte sin kerneopgave.

Desværre er der intet usædvanligt ved, at statens mange væsener og institutioner ikke kan løfte deres kerneopgave.

Som corona har afsløret, er det danske sundhedsvæsens robusthed tæt på at være ikke-eksisterende. En – skulle man tro – forholdsvis overkommelig krise, hvor 5-600 uventede patienter inden for kort tid dukker op, og man må imødese et par hundrede mere, er nok til, at patientrettigheder må sløjfes, og planlagte operationer for skavanker, der er til at leve med, må udsættes.

Med andre ord: Selv spidsbelastninger af en forholdsvis moderat karakter er tilstrækkeligt til, at sundhedsvæsenet taber en betydelig del af sine kerneopgaver på gulvet.

Hvad angår Forsvaret, så må man desværre erkende, at det har betydelige udfordringer med at forsvare Danmark. Den brigade, man ved indgåelsen af det seneste forsvarsforlig enedes om at opstille inden 2024, kommer først til at fungere i 2032. Fordi så lang tid vil det tage, før den er udrustet med luftforsvar. Og uden luftforsvar er livet kort og tragisk for en militær enhed som en brigade.

Til tider har politiet også svært ved at levere sin kerneopgave: at anholde forbrydere og at opklare forbrydelser. For nylig kom det således frem, at Fyns Politi havde bedt sine betjente om at holde igen med sigtelserne, fordi der ellers ville opstå alvorlige flaskehalse i systemet. Politiets ledelse har siden trukket i land, skal det retfærdighedsvis siges. Men man får på fornemmelsen, at det mere var af hensyn til korpsets image, end fordi problemerne var løst.

At Skat gennem mange år har haft svært ved at opkræve penge, har længe været en kendt sag. Ligesom det gennem mange år har været en kendt sag, at DSB i perioder er stærkt udfordret, når det gælder om at bringe folk fra A til B ved hjælp af jernbanedrift. I stedet må man ty til de langsomme og ukomfortable togbusser og på den måde sælge et produkt, der absolut ikke har noget at gøre med en jernbanekomfort.

Grundige evalueringer af folkeskolen efter reformen i 2013 har vist, at den i bedste fald ikke har haft nogen skadelige virkninger. Og at skolen således fortsat ender med at dimittere årgange, hvor 15-16 pct. af eleverne er så svage læsere, at de kun kan fordøje de allerletteste tekster.

En omfattende evaluering af gymnasierne viste i 2020, at mange erfarne gymnasielærere har den opfattelse, at den gennemsnitlige elev i dag er dårligere i en række kernefag, end de var for årtier siden. Det er for eksempel sigende, hvor dumpegrænsen i faget matematik B i vore dage er fastsat til 20,5 pct. rigtige svar, lå den for mindre end 20 år siden på næsten det dobbelte, nemlig 40 pct.

Og på de videregående uddannelser står det ikke meget bedre til. Den kritik er for eksempel blevet rejst, at selve normen om sandhed er udfordret flere steder. Ligesom der også har været markante stemmer fremme med troværdige påstande om, at ytringsfriheden er udfordret.

For at runde elendighederne af er det en kendt sag, at beskæftigelsessystemet har store vanskeligheder med at anbringe mennesker i beskæftigelse. Ligesom det er tvivlsomt, hvad de mange milliarder, der i tidens løb er brugt på integrationsprojekter, egentlig har gavnet. Og veldokumenteret, at socialforsorgen årligt anvender omkring 45 mia. kr. på indsatser, hvor det er vanskeligt at dokumentere en effekt. Og det i øvrigt aldrig er lykkedes at gøre noget ved den andel af befolkningen, der lever i absolut fattigdom. Den har så at sige altid ligget på mellem 1 og 5 pct.

Det er intet mindre end 11 væsener og institutioner, der kun med nød og næppe og hugning af hæle og klipning af tæer kan siges at løfte deres kerneopgaver. Og værst af alt: Flere af dem er bærende for statens sikkerhed og samfundets fortsatte velstand i såvel materiel som åndelig henseende.

Danmark har verdens højeste skattetryk. Derfor burde det være soleklart for enhver, at der er betydelig mere galt med disse 11 væsener og institutioner, end at de angiveligt kører på et skrabet budget. Når den offentlige sektor i forvejen koster så mange penge, er det utænkeligt, at det er der, problemet er begravet.

Når væsener og institutioner ikke kan løfte deres grundlæggende opgave, er det af helt andre årsager. Det kan være manglende fokus på kerneopgaverne. Manglende skelnen mellem væsentligt og uvæsentligt. Stive faggrænser. Dårlig ledelse. For meget indflydelse til særinteresser. For meget bureaukrati. For meget pseudoarbejde. For meget Parkinsons lov.

Hvis den offentlige sektor på alle disse områder skal forbedre sig, så den kan løfte sine kerneopgaver, skal vi ikke have mere af det samme. Vi skal have et sporskifte. Hvor monopolerne udfordres. Hvor borgerne kan vælge det gode til og det dårlige fra. Hvor der vanker en belønning for at gøre det godt. Og et exit fra branchen for at gøre det dårligt.

Det er ikke bare spild af penge at råbe op om større bevillinger. Det er decideret skadeligt. For det første, fordi det afleder opmærksomheden fra alle væsentlige aspekter af problemet. Og for det andet, fordi det slet og ret svarer til at ordinere den forkerte medicin mod en alvorlig sygdom.