Revolution på Nationalmuseet: Ud med tingene, ind med ordene

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg kom forleden ind på Nationalmuseets udvidelsesplaner. Det fik nogle af mine læsere til at gøre mig opmærksom på, at museumsdirektør Rane Willerslev allerede mødte kritik i forbindelse med sin tidligere ansættelse på Kulturhistorisk Museum i Oslo. En af de stedlige professorer, Øivind Fuglerud, har ligefrem skrevet, at danskeren gjorde stor skade ved blandt andet at indføre en hierarkisk centralisering af magten omkring sig selv og sine venner fra Aarhus.

Jeg skal ikke kunne sige, om det er rigtigt. Min kritik er en anden og mere generel. Den handler om forholdet mellem tingene og ordene på Nationalmuseet, som lader til at stå foran en revolution: Ud med tingene, ind med ordene!

Med ”tingene” hentyder jeg til museets genstande, som er levn og kilder, altså fysiske brikker fra fortiden. Med ”ordene” hentyder jeg til fortolkningen af kilderne, dvs. vinklingen af dem og den retorisk-pædagogisk-videnskabelige brug af dem.

Mens ordene nogle gange letter vores forståelse på vej, har tingene det med at komplicere de store fortællinger, fordi kilderne ofte peger i forskellige retninger. Tingene korrigerer ordene; det konkrete sætter grænser for vore forestillinger. Kun meget sjældent kan man samle alle brikker i puslespillet.

Det er naturligvis møgirriterende. Men fortiden er ikke bare en række af gode historier, den er et skuffedarium af indbyrdes konkurrerende idéer, strukturer, personligheder og trafikuheld.

Sådan har det for øvrigt altid været. Det nye er imidlertid, at der synes at blive udstillet færre og færre ting, ikke bare på Nationalmuseet, men på moderne museer i det hele taget. Imens bliver ordene flere og flere, stolpe op, stolpe ned. Mere og mere skal forklares, udlægges, fortolkes. Det er ligesom med moderne kunst.

Hvad dækker denne udvikling over?

Jeg vil kalde det en vægring ved virkeligheden.

Jeg er helt med på, at museumsdirektører gerne vil have kunder i butikken og påvirke masserne. Det kan man ikke fortænke dem i, men målsætningen fører igen og igen til banalisering eller manipulation.

Når man betragter de senere års udstillinger rundt om i kulturlandskabet, virker det nærmest, som om tidens kuratorer foretrækker, at der ikke står for mange artefakter fremme til beskuelse og refleksion.

Kuratorerne vil gerne tænke for gæsterne, de må i hvert fald ikke kede sig, det er det værste i hele verden. Derfor uddrager kuratorer gerne én signifikant genstand og belæsser den med alskens analyser og færdigindpakkede konklusioner. Sådan gør de i Dubai, London og Paris, sådan gør de i Prinsens Palæ i København.

Tidsåndens kuratering vækker mindelser om, hvad der ellers foregår i den akademiske verden, medier, politik, underholdningsbranche og såmænd også i folkeskolen. Alle steder, hvor postmaterielle værdier vinder frem som en steppebrand. Ord frem for ting. Det abstrakte frem for det konkrete. Forestillinger frem for kendsgerninger. Ideologi frem for virkelighed. Det kan f.eks. være forestillinger om kosmopolitisme, multikulturalisme og flydende køn. Det kan også være idéer om noget så dansk som læring.

For nu bare at holde mig til sidstnævnte, så er læring noget andet end viden. Viden bygger på kendsgerninger og færdigheder. Læring er mere flydende og til diskussion. Læring er, når man bruger sin viden til at tilegne sig nyttige kompetencer; sådan hedder det i den nyeste folkeskolereform af 2014.

Det lyder måske tilforladeligt, men djævlen sidder som altid i detaljen. For hvis læring kun er viden, der anvendes, så bliver viden, som ikke anvendes – og det er vel at mærke en hel del – ignoreret. I praksis er det således den enkelte, der individuelt definerer, hvad viden er. Dermed opløses vidensbegrebet faktisk. Så mener vi ikke længere viden, når vi taler om læring. Så taler vi bare om subjektiv adfærd.

Man kan med en tidstypisk vending sige, at den store, samlede sum af viden bliver disruptet i folkeskolen – ligesom på Nationalmuseet. Samlingen skal sprænges i stumper og stykker, udliciteres, anbringes i magasiner, gemmes væk. Tingene må nu vige for ordene og de postmaterielle værdier. I skolen erstatter man viden med læring. På museet erstatter man genstande med vidtløftige analyser af få ”ikoniske” fund. Velkommen til tivolisering for kulturarven.

Rane Willerslev siger selv, at han ønsker at revolutionere Nationalmuseet, og progressive politikerne fra alle partier er naturligvis vilde med tanken. Det slår åbenbart ingen af dem, som husker, at revolutioner har det med at æde sine egne børn.

Hvad mener f.eks. Brian Mikkelsen, den tidligere kulturminister, mon om den forestående revolution? Han sidder trods alt i museumsrådet for netop Nationalmuseet og skal forestille at bidrage med sparring om museets faglige strategier og udvikling. Det skal blive spændende at høre.