Ane Halsboe, du havde alle chancer for at vise, at du er andet end kustode

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Her havde vi ellers gået og glædet os til en kulturminister. En ny kulturminister, der kunne begå sig et andet sted i kulturlivet end i håndboldhaller til lyden af Absolute Music. Og allerhelst en kulturminister, der evner at forholde sig eksistentielt til kulturen, den åndelige grobund og sammenhængskraft for en civilisation, et folk, et menneske.

I et interview i Weekendavisen for nogle uger siden forsøgte journalisten ihærdigt at gøre læseren klogere på, hvem Ane Halsboe-Jørgensen egentlig er, udover at være en idrætsforeningspige fra Fjerritslev og »landets mest elegante socialdemokrat« – og hvad idealerne for en socialdemokratisk kulturpolitik er. Men ingen blev klogere.

På en tur i ministerbilens bløde sæder gled ministeren konsekvent af på journalistens spørgsmål om wokekulturens lyksaligheder, bustehappeningen på Kunstakademiet, Gyldendals bortcensurering af Negerkongen i Pippi Langstrømpe, Eskimois og lukningen af Radio24syv. Serveret på et sølvfad, simpelthen, havde ministeren alle muligheder for at vise, at hun er andet end en Kulturministeriets værtinde i pænt tøj, men rent faktisk har fingrene i muldet, har sans for og en holdning til, hvad kultur er, og hvad kulturens rolle i vores samfund er. Endelig, på spørgsmålet om, hvordan ministeren forholder sig til, at Danmark skal spille VM i Qatar, svarer hun: »Jeg håber, vi vinder det VM.«

Jamen, Gud Fader. Det gør jeg såmænd også, selv om jeg mener, vi burde boykotte foretagendet.

Men nu har ministeren fundet et ben at gnave på, nemlig at sætte ind over for tech-industrien og de sociale medier efter de seneste ugers kritik af blandt andet brugen af algoritmer. Ministeren vil sikre, at vi har et troværdigt nyhedsbillede på tværs af Danmark og undgå, at der spredes misinformation om for eksempel coronavaccinen.

Men hvad havde ministerens egen propagandaregeringen gjort uden den uhæmmede brug af de sociale medier til at komme lige hjem i dagligstuerne og ind i hjerterne på danskerne – og behændigt uden om den kritiske presse?

Nuvel. »Vi har fået giganter, som er inde i hovedet på vores børn, som skader vores trivsel og polariserer vores samtale – de massive skyggesider er kommet utrolig hurtigt, og jeg har totalt sovet i timen,« siger ministeren til Politiken og fremhæver, at særligt unge og sårbare kvinder får forværret deres tilstand på Instagram med en skæv kropsopfattelse. Jamen, det er da fuldkommen rigtigt, at de sociale mediers nådesløse spejl får det i forvejen bedrøvede, angste, usikre og ulykkelige menneske til at segne under andres blikke på sig – og ikke mindst blikket på sig selv. Men hvad har ministeren tænkt sig at gøre? Kan nogen overhovedet stille noget op over for tech-giganterne? Ikke uden grund kaldes de ”giganter”, og vi bitte små har ladt dem tilrane sig så uendelig og ødelæggende stor magt over os.

Jeg hader de sociale medier. Men jeg bruger dem, begrænset. For giganterne har da også fået krogen i mit kød, i min skrøbelighed, i min forfængelighed.

I en kronik om samme emne i nærværende avis skrev kulturministeren for nylig, at hun ville slå et slag for ”digital dannelse”. Der er ikke noget, der hedder digital dannelse, men dannelse. Og dannelsestab. Og tabet er fatalt og årsag til det vestlige menneskes åndelige elendighed, fordi vi har mistet fornemmelsen for, hvad det vil sige at være menneske i verden. Kort sagt. Og det er dét, vi skal have rettet op på, lige nu. Det burde ligge øverst på ministerskrivebordet. For generationer siden ’68 har sovet i timen – og kulturministeren gør det tilsyneladende stadig.