Nato er vigtigere end en EU-hær
Øget EU-samarbejde om forsvar må ikke gå ud over Nato. Nato og USA er og bliver Vestens sikkerhedsmæssige omdrejningspunkt.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Fra forskelligt hold opfordres regeringen til at udskrive en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet. Fortalere argumenterer for, at Danmark uden forsvarsforbeholdet kan engagere sig i et EU-samarbejde om forsvar og dermed være mindre afhængigt af vores allierede i Nato. Nogle taler sågar om en forsvarsunion på EU-niveau.
Jeg forstår godt, at fortalerne mener, det er opportunt at stille forslaget netop nu. Oven på den uskønne tilbagetrækning i Afghanistan er Australien, Storbritannien og USA gået sammen i en sikkerhedspagt, de kalder Aukus, og det opfattes af nogle som et vink med et vognstang om, at EU nu for alvor bliver forladt af USA og skal til at stå på egne ben militært.
Jeg har svært ved at se idéen i en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet. Det vil med al sandsynlighed blive et nej.
Men det er forkert og skadeligt for Danmarks og Europas sikkerhed at lægge afstand til USA. Nato og USA er og bliver Vestens sikkerhedsmæssige omdrejningspunkt, og vores sikkerhed kompromitteres altså ikke af, at australierne køber amerikanske atomubåde for at kunne øge deres tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav og indgår en anden forsvarspagt i den del af verden.
Misforstå mig ikke. Jeg ser gerne, at vi ophæver forsvarsforbeholdet og poster flere penge i et forsvarssamarbejde med EU. Problemet er bare, at det ikke kommer til at ske. Hvis vi intensiverer vores forsvarssamarbejde gennem EU, bliver det med penge, vi tager ud af Nato.
Det vil amerikanerne – i min optik – opfatte som en provokation. Amerikanerne vil se det, som at EU-landene nedjusterer deres engagement i alliancen, hvilket vil kunne skade amerikanernes syn på Europa. Det vil kompromittere de europæiske Nato-landes sikkerhed, og det er i ingens interesse.
De konkrete forslag om fælles forsvar, vi får fra EU, bringer intet nyt til bordet. EU’s pendant til en udenrigsminister, Josep Borell, har foreslået, at vi i EU skal have en indsatsstyrke på 5.000 soldater. Den har vi allerede i Nato. Tilmed én, der er væsentligt større. Borell siger, at det vil være en strategisk fordel for EU at have en styrke, som EU kan styre selv og bruge uafhængigt af Nato. Men for mig at se er det utænkeligt, at EU med 5.000 soldater i hånden vil engagere sig i noget som helst uden Natos opbakning. Og hvad er idéen så?
Valget er egentlig simpelt nok. Enten kan Danmark som nu deltage i forsvarssamarbejdet i Nato, eller også kan Danmark samarbejde mere med EU, som ingen militær betydning har. Det er for mig at se tydeligt, at vi skal holde os til Nato. At satse på EU uden at tilføre flere penge er i bedste fald en virkningsløs og økonomisk ødslende skrivebordsøvelse.
Og for at gøre ondt værre er den også gal med opbakningen. Kun cirka en tredjedel af vælgerne vil af med forsvarsforbeholdet, mens over 40 pct. ønsker at bevare det. Jeg mener, man skal respektere folkestemningen og bruge den politiske energi og kapital, hvor det betaler sig. Og det gør det tydeligvis ikke på forsvarsforbeholdet.
Det er en god idé at arbejde sammen om forsvar i EU. Men ikke hvis det sker på bekostning af vores politiske og økonomiske opbakning til Nato. Jeg har svært ved at se idéen i en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet. Det vil med al sandsynlighed blive et nej, og så må man spørge sig selv, om det ikke bare er spild af skatteborgernes tid og penge.