Jeg tror, der venter noget bedre for Naser Khader end politik. Og jeg håber, du finder det

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Så endte det, som det måtte ende. Man skal aldrig sige aldrig, og slet ikke med en tumling som Naser Khader, men mon ikke det alligevel lakker mod enden på en lang og begivenhedsrig politisk karriere med udsmidningen fra den konservative folketingsgruppe. Det ser sådan ud.

Efter tre forliste ægteskaber – først med Det Radikale Venstre, derpå med hans eget barn, Ny Alliance, og senest med de Konservative – er Naser Khader mere politisk hjemløs end nogensinde, sygemeldt og anklaget for en stribe af sexovergreb, som tilsyneladende slår alt, hvad hans gamle radikale venner kan præstere i grænseløs adfærd.

Apropos grænseløs har jeg hørt så mange historier, at jeg ikke længere tvivler på deres sandhedsværdi, og de bliver flere og flere. Jeg skal ikke spille Jesus, men med Naser Khader og kvinderne er historierne simpelthen for mange, for grove og for ens. Jeg er ked ad at være en partykiller, men nu er festen slut.

Hvis man tør se lidt bagud, er det ikke svært at forstå hvorfor.

Her kommer en 11-årig dreng fra Syrien til Danmark i 1974, hvor alt er frit, blondt og venstreorienteret. Det går ham godt, han kommer på Rysensteen Gymnasium i København, hvor han vistnok er den første student med indvandrerbaggrund; han læser til cand.polit. på Københavns Universitet og bliver tilmed færdig. Allerede året efter får han chancen som folketingskandidat for pigernes parti, og de flokkes om den flotte fyr med styr på det hele, og kort efter bliver han medlem af Københavns Borgerrepræsentation, det kører bare.

Mens han sidder der, tildeles han Modermåls-Prisen af det prestigøse Modersmålsselskabet, en pris, der tidligere var gået til Dronning Margrethe og digteren Benny Andersen. Ikke fordi Naser Khader taler og skriver et godt dansk, men fordi han var præmieperker.

Det skal siges, at Naser Khader havde og har så megen humor, at han bruger udtrykket om sig selv. Jeg har været så heldig at møde ham ved flere lejligheder, og han var altid sjov, venlig og direkte.

Jeg beundrede Naser Khaders mod, især da han brød med Marianne Jelved og al den tantede relativisme, hun stod for, dannede Ny Alliance sammen med en lille gruppe af afhoppere, stillede sig i spidsen for Demokratiske Muslimer og gik op imod Systemet Politiken under Muhammedkrisen.

For det fortjener Naser Khader ikke alene politibeskyttelse, men en stor og oprigtig tak. Da den islamiske vækkelse ramte vort lille rødbedemonarki, stod vi netop og manglede en frimodig muslimsk immigrant, som kunne fortælle, hvor skabet skal stå. Halal og haram? Burka og bøn? Fandengalemig nej! Lad Taleban beholde den slags.

Men opmærksomheden må være steget Khader til hovedet. Der var simpelthen for meget af det sjove, alt for tidligt, alt for let. I hvert fald kunne han øjensynligt ikke styre drifterne, og det blev han ved med ikke at kunne. Selvom fejl har det med at blive tilgivet, og vi som bekendt er gode til at vende den anden kind til, væltede skeletterne nu af skabet. Alt det, der sikkert var sjovt for vor mand i skysovs, var nu ikke længere så sjovt.

Khader blev et offer sin egen succes. Han var den perfekte fyr på det perfekte tidspunkt. Han var de Radikales guldfugl, beviset på, at integrationen af muslimske immigranter kunne lykkes, at alt nok skulle blive godt, multikulti og bæredygtigt, at det med Koranen og den importerede patriarkalisme ikke betød en skid, og at vi bare skulle knalde lidt mere på kryds og tværs.

I 2009 arvede de Konservative så den radikale guldfugl, men allerede dér var vingerne stækket. Ingen, bortset fra Søren Pape, troede på, at Naser Khader var mere konservativ end en Mariekiks, men han fik muligheden, og manden var stadig populær blandt vælgerne.

Jeg var såmænd også villig til at give Khader en chance mere. Hvad vil du helst have? Søren Pind eller Naser Khader? Svaret giver sig selv.

Men magien var væk. Khader skrev nogle bøger, bl.a. med den begavede præst Kathrine Lilleør, og begyndte at interessere sig for kristendommen, men da jeg selv for et par år siden af en forlægger blev spurgt, om ikke jeg kunne tænke mig at lave en bog med Naser Khader, takkede jeg pænt nej.

Hvorfor?

Fordi jeg var sikker på, at jeg ville komme til at skrive det hele selv.

Her er så problemet for Naser Khader i dansk politik. Partiløs, uden sekretariat, uden assistenter, uden praktisk hjælp bliver det meget, meget svært for Naser Khader at genere noget, der blot minder om sammenhæng og kontinuitet. At sidde i Folketinget er, modsat hvad mange tror, fast arbejde. I hvert fald, hvis ikke man kun har sit mod, sin charme og sit lækre hår.

Jeg tror, der venter noget bedre for Naser Khader end politik. Og, Naser, hvis du stadig læser med, så ønsker jeg vitterlig, at du finder det.