Chat og pjat tager overhånd i Folketinget. Det er katastrofalt for folkestyret

Den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, er utilfreds. Den er gal med arbejdsforholdene på Christiansborg. Arbejdsmiljøet er sygt og stressende. Jens Rohde mener til gengæld, at folketingsarbejdet er noget nær det mest spændende, man kan forestille sig. Venstres Tommy Ahlers siger farvel uden tak. Det går for langsomt. Han kan bruge sine kompetencer bedre ude i samfundet.

Med erfaring fra 27 år i Folketinget jævnsides med deltidsarbejde i politiet mener jeg, at Sofie Carsten Nielsen både giver en fuldkommen analyse af og en løsning på sin egen arbejdssituation, når hun siger, at det drejer som om at få likes på de sociale medier. Hun går så vidt, så hun nærmest med rene ord siger, at hun ikke kan se en mening med sit arbejde, som hun finder ufatteligt hårdt – ja, somme tider umenneskeligt.

Jamen, det er da klart, at det er stressende, hvis man i den grad har brug for likes som selvspejling døgnet rundt. Man bestemmer da selv, om man vil tilbringe al sin tid foran spejlet og se på sig selv og tælle likes og overlade politikken til embedsmændene, eller om man vil arbejde seriøst til gavn for fædrelandet.

Vi har folkestyre i Danmark. Folketinget er ikke en forsamling af 179 lønmodtagere med partifunktionærstatus og fast arbejdstid. Det enkelte folketingsmedlem er sin egen arbejdsplads. Kun vælgerne er arbejdsgivere. Folketinget samles godt 100 dage om året. Ethvert folketingsmedlem, der ikke er minister, har næsten 200 dage til at dygtiggøre sig, til at tænke frie tanker, læse, skrive, besøge vælgerne og blive klogere og evt. passe et arbejde uden for Borgen. Og der er slet ikke afstemninger på alle de 100 mødedage. Desuden kan man af afstemningstallene se, at kun godt 100 af de 179 normalt deltager i afstemningerne.

Folketingsarbejdet er alene den enkeltes ansvar. Det nytter ikke at klynke og søge årsag og løsning for egne frustrationer andre steder end hos sig selv. I sig selv.

Jeg er enig med Jens Rohde. Folketingsarbejdet er ikke for tøsedrenge. Men det er der ikke så meget arbejde, der er. Det ville MF’erne vide, hvis de havde været på en almindelig arbejdsplads i længere tid. Men det har de ikke, og det er netop et af folkestyrets store problemer. Folketinget er i alt for høj grad selvsupplerende med nye kandidater, der tidligere har været sekretærer på Christiansborg eller ernæret sig i fagbevægelsen. Folketingsarbejdet er blevet et levebrød med oplæring og karriere i en politisk osteklokke. Det drejer sig om at blive genvalgt. Derfor drejer det sig om – som allerede Søren Kierkegaard forudså – at lefle for vælgerne. Og den teknologiske udvikling har så sandelig givet MF’erne mulighed for at lefle døgnet rundt på alle platforme.

Derfor bor MF’erne i deres telefon. Det drejer sig om likes. Fra at være rodfæstet i en anskuelse og et ønske om at føre Danmark i en bestemt retning, løber de folkevalgte om kap for at komme først med at omfavne døgnets stemninger med oneliners om makrelmadder og andet dit og dat, der hverken kræver tænkning eller formuleringsevne.

Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen, må formodes at vide, hvad han taler om, når han kalder det politiske menageri for et realityshow. Han foretrækker åbenbart at fortsætte i showbusiness, fremfor at arbejde for at f.eks. elektronisk grej ikke må medbringes i folketingssalen. Det forslag måtte da i det mindste kunne vinde opbakning hos Sofie Carsten Nielsen og andre stressede MF’ere.

Det er forståeligt, at en mand som Tommy Ahlers, der gjorde en forskel, allerede nu har fået nok af chat og pjat og søger mere alvor og fart over feltet i dansk erhvervsliv i stedet for i Folketinget. Men for folkestyret er det en katastrofe.