"Tunesien har valgt demokrati, pluralisme og respekt for den enkeltes frihed”, sagde EU for under fire måneder siden

Kan man huske det såkaldte arabiske forår i 2011? Jeg kan godt. Jeg blev af medierne næsten unisont fortalt, at nu, nu, nu var den arabiske verden rede til demokrati og retsstat, og jeg skal komme efter dig. Det kunne kun blive fantastisk, uden tvivl meget bedre end i den racistiske vestlige verden.

Libyen var befolket af demokrater, fik vi at vide af danske politikere, Egypten gik en lys fremtid i møde, og i Syrien…nå ja, der blev det meget hurtigt gråd og tænders gnidsel. Det gjorde det for resten også i Libyen og Egypten, i det mindste, hvad angik demokrati.

Men Tunesien da? Her var der muligheder. Der var nærmest ingen ende på de demokratiske muligheder, bekræftet af EU så sent som i begyndelsen af april i år. Formanden for Det Europæiske Råd Charles Michel strømmede over i rosende gloser som i overskriften, og han kunne tilføje:

”Vi står ved Tunesiens side på vejen mod demokrati…Vi ønsker at udvikle vores privilegerede partnerskab med Tunesien.”

Det er på den baggrund en smule ærgerligt for Charles Michel, at den tunesiske præsident Kais Saied ser ud til at have gang i et gammeldags statskup, efter at han har fyret landets premierminister og samtidig suspenderet parlamentet og medlemmernes immunitet.

Vi får se, hvad morgendagen bringer, men i det mindste tænker jeg, at vi forskånes for at høre på, at demokratiet ligger lige rundt om hjørnet i den arabiske verden, efter at duksen Tunesien nu bare skrider hen imod den almindelige norm i den arabiske kultur, nemlig diktatur.

Jeg skal egentlig ikke afgøre, om den arabiske verden nogensinde vil få demokratiske tilstande. Håbet beskæmmer som bekendt ingen. Jeg tør dog godt vædde et klimaanlæg på, at det ikke ligger

lige for. Hvordan skulle det dog også kunne det i en kultur, der er præget af klantænkning og en meget ofte rigid fortolkning af den herskende religion?

Det må være surt at være socialist eller liberal, fordi man skuffes gang på gang. Man tror på fremskridtet, man tror på det gode i menneskene, og man tror især på, at alle kulturer på kloden har de samme indbyggede muligheder.

Det har de forskellige kulturer ikke, hvilket kan føres hen til etniske, religiøse og kulturelle gennemsnitlige forskelle. Det hjælper dog ikke stort på fremskridtstænkerens humør. Han og hun bliver blot mere rasende, når virkeligheden er virkelighed.

Det må være surt at være socialist og liberalist.

P.S.

For en lille uge siden meddelte facebook min ringe person, at min konto hos giganten er blevet deaktiveret. Jeg har bedt de søde mennesker hos facebook om at genoverveje deres beslutning, hvilket vist nok vil ske efter 30 dage. Jeg nærer dog ingen illusioner. Min brøde? Jeg lagde bl.a. denne sætning op i forbindelse med, at jeg havde været foredragsholder ved et webinar hos Middle East Forum:

”Middle East Forum er stiftet af amerikanske Daniel Pipes i 1990 og har bl.a. som mål at fremme vestlige interesser, bevare stærke bånd til Israel og har tillige været uvurderlige i forhold til at støtte ikke mindst Tommy Robinson og Geert Wilders.”

Man må selv gætte på, hvorfor facebook mener sig berettiget til at deaktivere min konto. Jeg har ikke selv fået en forklaring, men jeg har da et bud. Så meget for ytringsfriheden på verdens største sociale medie.