Har sygeplejerskerne mistet forbindelsen til virkeligheden?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er gjort nar ad formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grethe Christensen. Tænk at blive underkendt af sine egne medlemmerne hele to gange og alligevel blive på posten. Burde formanden ikke være gået af for længst?

Men måske var formanden alligevel den klogeste, da hun ikke anbefalede sine medlemmer at strejke. Måske er det alligevel formanden, der har mest føling med virkeligheden også uden for sygeplejerskernes egen kreds. Man kan nemlig godt få det indtryk, at de strejkende sygeplejersker lever i den vildfarelse, at Florence Nightingale altid er en sygeplejerske i dagens Danmark. Men sådan er det slet ikke mere. Og sådan har det ikke været i lang tid.

Når jeg i barndommen i 1950’erne var på hospitalsbesøg, vidste jeg, at den hvidklædte kvinde, der kom ind på sygestuen, med sikkerhed var en sygeplejerske. Men nu er det helt andre tider.

Den unge mand, der kommer ind på stuen på hospitalet og på plejehjemmet i dag, kan udmærket være sygeplejerske eller måske bioanalytiker. Og den kvinde, jeg møder, kan være læge, sosu, lægesekretær eller andet. Jeg begynder ikke at tage briller på og spejde efter et bestemt fagforeningsemblem for at sikre mig, hvilken fagforening den pågældende tilhører. Jeg stoler på, at den pågældende er den relevante og kvalificerede person i den konkrete situation.

Florence Nightingale findes i dag i alle faggrupper. Men mange Florence Nightingale-typer i alle faggrupper er i dag også meget karrierebevidste og bruger kræfter på at opkvalificere sig.

Der er i dag flere grupper af sundhedsansatte, og der bliver løbende flere muligheder for at specialisere sig og få højere løn. Men samtidig er det også en kendsgerning, at en stor gruppe sygeplejersker er på deltid eller rekrutteres fra vikarbureauer. Ikke et ondt ord om det. Men et overbevisende argument for, at sygeplejerskerne skulle indplaceres højere end andre grupper, er det ikke.

Når sygeplejerskerne jamrer over lønnen og begrunder det med, at det er et kvindefag at være sygeplejerske, er det da kun rimeligt at spørge, hvorfor sygeplejerskerne så ikke gør noget ved det, som de netop selv kunne gøre noget ved. Man tiltrækker da ikke mænd ved at jamre over, hvor forfærdeligt det er at være sygeplejerske.

Og man skulle måske i lønopgørelsen lige huske at fortælle, hvor mange der er på deltid og rekrutteres fra vikarbureauer og tænke på, om det virker særlig tiltrækkende for mænd, der gerne vil have en karriere i sundhedsvæsenet. Og hvis man ønsker flere mænd, så kunne man jo gøre de mænd, der allerede er sygeplejersker, mere synlige ved at vælge en enkelt til formandskabet og nogle stykker til hovedbestyrelsen.

Ingen får noget ud af at tale sit eget fag ned og jamre over, at man har det meget værre end alle andre.

Jeg kan godt forstå, hvis Lizette Risgaard og andre i fagbevægelsens top er grundigt trætte af, at sygeplejerskerne bliver ved med at kræve og jamre. For en lønforhøjelse og en anden indplacering i lønsystemet for sygeplejerskerne er jo på bekostning af andre grupper, der mener, at de er lige så berettigede til lønforhøjelse.

Tal dog ikke faget ned, sygeplejersker. Tal det op. Tiltræk mændene ved at fortælle om karrieremuligheder, specialisering og de muligheder, der er for rigtig høje lønninger. Ellers fortsætter udviklingen. De mest ambitiøse søger medicinstudiet, og færre ønsker at blive sygeplejersker. Samtidig risikerer sygeplejerskerne at isolere sig i fagbevægelsen. Man vinder ikke tilslutning, hvis man hele tiden vil skille sig ud og ikke viser respekt for, at andre slider lige så meget.

Man vinder slet ikke en arbejdskamp, hvis man forventer at få ved at tage fra andre grupper.