Staten skal ikke stå bag dyremishandling

Mange af os er blevet berørt og provokeret af den måde, staten har behandlet sine dyr på i Mols Bjerge. Vi har set forfærdelige billeder af dyr i meget dårlig forfatning, og mange har med rette spurgt, hvordan staten tilsyneladende fuldt lovligt kan mishandle sine dyr, når landmænd og andre er underlagt dyreværnsloven. Seks køer er døde, og otte kreaturer har aborteret deres kalve. Var det sket i et landbrug, kunne landmanden med rette se frem til en stor bøde og måske endda at få frataget sine dyr. Og sådan skal det også være.

Når det til gengæld er staten, der står bag dyremishandlingen, og der bliver brugt fine ord som “rewilding” og “biodiversitet”, så gør det ikke noget, at nogle dyr må lade livet, så en håndfuld biologer kan få opfyldt en hed drøm om “vild” natur – bag hegn.

Venstre har da også fremsat ændringsforslag om, at nationalparker ikke skal undtages for dyreværnsloven. Desværre har store dele af venstrefløjen et forskruet syn på dyr og natur. Naturen er et museum, som vi kan gå tur i, tage billeder af, og som ellers helst skal passe sig selv. Dyr er noget, man kender fra Disney-film og fra Animal Planet, hvor de fint klarer sig selv uden menneskelig indblanding. Derfor stemte venstrefløjen desværre mod Venstres ændringsforslag om, at nationalparker selvfølgelig ikke skal undtages dyreværnsloven.

Realiteterne er bare, at Danmark er et lille land med en stor befolkningstæthed. Det betyder, at den natur, vi har, reelt ikke er særlig vild. Vi bor tæt op ad den, driver landbrug, fiskeri og færdes i den. Derfor kan vi ikke lade den passe sig selv, og vi bliver nødt til at stoppe med at betragte naturen som et museum. Vi skal værne om natur og dyr, men vi skal erkende, at vi bruger natur og dyr. Det skal foregå ordenligt med respekt for begge, og det gør det altså ikke ved at se til, mens dyr bag indhegning sulter ihjel.

Det er desværre også en tendens, jeg ser i mit daglige arbejde i Europa-Parlamentet. Der hersker en komplet mangel på forståelse for, hvad naturen er, og hvordan vi får mad på bordet.

EU-Kommissionen har for eksempel foreslået, at vi skal udlægge 30 pct. af EU’s areal til beskyttede områder og 10 pct. til særligt beskyttede områder. Man lægger op til at sidestille jagt og fiskeri med mine- og skovdrift, og den slags aktiviteter skal så forbydes i de særligt beskyttede områder. Undskyld mig, men jægere og fiskere er nok nogle af de vigtigste ressourcer, vi har til at passe på vores natur. Nuvel, mange har det åbenbart bedre med, at mad er noget, der kan findes i køledisken og ikke i naturen.

Et andet eksempel er den netop vedtagne biodiversitetsstrategi. Vi stemte om den i starten af juni, og den blev vedtaget med et stort flertal i parlamentet. Jeg og Venstre kunne selvfølgelig ikke støtte den, og det samme gjaldt Dansk Folkeparti. Og hvorfor kunne vi så ikke det? Blandt andet fordi strategien lagde op til et komplet forbud mod trawlfiskeri. Jeg gad godt vide, hvor mange af mine kolleger i Bruxelles der er klar over, at det ville betyde, at de ikke længere ville kunne mæske sig i blandt andet jomfruhummer, hvis forslaget bliver til reel lovgivning.

Jeg er selv overordentligt glad for fisk og skaldyr, men min bekymring går dog mest på, hvordan et forbud mod trawl ville betyde enden for dansk fiskeri.

Jeg er om nogen et naturmenneske. Jeg elsker at gå på stranden ved mit sommerhus i Vedersø, gå på jagt og tage på fisketure. Jeg ved om nogen, hvor dyrebar vores natur er, og hvor vigtigt det er, at vi passer på den. Derfor er jeg meget bekymret over det syn på naturen, der er ved at brede sig. Vi må tage et opgør med venstrefløjens “disneyficering” af naturen.