Den kamp skulle aldrig været spillet færdig
Når man er i chok, træffer man irrationelle beslutninger – UEFA burde have insisteret på at aflyse kampen.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Klædt i rødt og hvidt sad vi klar foran skærmen. Vi bor i Seattle og skulle se kampen forskudt. Telefonerne var lagt væk, vi ville ikke høre nogle resultater fra venner i Danmark. Efter nationalsangen, som jeg med bævende stemme sang med på, postede jeg på Facebook et billede fra os i USA, vi var klar – nu skulle mine unger have et skud dansk kultur og et indblik i, hvad fodbold betyder for Danmark.
Vi så kampen via ESPN og da kameraet zoomede ind på Christian Eriksen, gik et chok igennem mig. Dér lå han, fuldstændig livløs. Inden nogen i familien reagerede, vendte jeg mig mod min mand og sagde: ”Det der er slemt, der er noget helt galt!”
Tårerne sprang frem, mit system blev katapulteret tilbage til dengang, jeg identificerede min lillebror efter ulykken på Roskilde Festival. Jeg måtte forlade stuen samtidig med, at jeg prøvede at berolige børnene på henholdsvis 11 og 13, den ene med kuldegysninger over hele kroppen, og den anden krammende en sofapude.
Alle, der har set kampen, har en holdning til, om kampen burde have fortsat.
Dengang ulykken på Roskilde Festival fandt sted, og 9 personer, deriblandt min lillebror Lennart, døde – fortsatte festivalen. Dengang lød de samme argumenter: Det er det, folk har brug for.
Men er det nu sådan? – eller er der andre interesser på spil, der åbenbart vejer tungere end etik, respekten for den, der er kommet til skade og de pårørende.
Der skal åbenbart en hel del til, før økonomiske og personlige interesser sættes til side og man gør det moralsk rigtige.
Og nej, man kan ikke regne med det udspil, spillerne kom med i forhold til at ville fortsætte kampen. De er professionelle, de er trænede til at blive ved, uanset hvordan de har det. Og så er de i chok. Dén kombination kaster ikke nødvendigvis de bedste beslutninger af sig.
Det var respektløst over for Eriksen og hans familie at fortsætte. Og så kaster det en skygge over en turnering, der burde være med til at samle nationerne men i stedet kommer til at handle om økonomiske interesser og et konkurrencemindsæt, der trumfer enhver integritet.
Spillerne var selvfølgelig ikke i stand til at spille den kamp, de gerne ville. Det ville næsten også have været uhyggeligt. UEFA og træner Kasper Hjulmand burde have trådt ind og forhindret, at de overhovedet blev sat i den situation.
Mine tanker går til Eriksen og hans pårørende, og så er jeg faktisk fuldstændig ligeglad, om kampskemaet bliver fulgt, og hvor mange millioner, der risikerer at blive mistet – samt hvor mange fadbamser, de tilskuere og seere, der åbenbart ikke har noget problem med at fortsætte kampen ikke får kylet ned i svælget.