På et splitsekund forsvandt alt det smukke og besnærende ved en rigtig fodbolddag

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Solen er for længst gået så langt ned, at dens stråler ikke længere kan nå ind over Parkens høje mure.

Mørket er da også så småt ved at tage over på nationalstadiet, hvor jeg i skrivende stund – kl. 21.15 – mærker kulden i kroppen.

Ikke så meget på grund af de faldende temperaturer, men mere fordi jeg stadig er mærket af chok, i afmagt og i vantro.

Lykkeligt nok viste Christian Eriksens pludselige kollaps sig ikke at være fatalt. Trods de grusomme scener og de tililendes panik var han ifølge Dansk Boldspil-Union stabil og i stand til at tale med holdkammeraterne inden genoptagelsen af den afbrudte EM-kamp mod Finland.

En befriende melding, men hændelsen har naturligvis sløret de små oplevelser og glimt, som prægede optakten til Danmarks første hjemmekamp til så stor en fodboldbegivenhed.

Fodboldbusserne på motorvejen undervejs fra vest mod øst for at bakke landsholdet op.

Den lille pige, der smilende tilbød mig med et Dannebrogsflag uden for stadion.

De mange rødhvide trøjer, parykker, hatte og solbriller på både unge, gamle og dem midt imellem.

Finske og danske tilhængere i hyggeligt samvær både i området omkring Parken og inde på stadion, hvor tilskuerne var blandet hulter til bulter, uden at det tilsyneladende gav ballade.

Afsyngningen af ”Der er et yndigt land”, der lød fantastisk trods de store pletter på tilskuerpladserne.

Midt i alle disse solstråler nåede jeg at blive en sur gammel mand og græmme mig over, at arrangørerne havde hevet en dj ind på stadion og ladet ham forpeste luften med technomusik helt frem til kampstart. Larmen overdøvede de to tilhængergruppers sange og jubel, deres velkomst af de to hold og deres forsøg på at banke stemning ind i en halvtom arena.

Den slags hører simpelthen ikke hjemme i eliteidræt, men jeg skammer mig nu over at have bekymret mig om den slags småting.

De panderynker blev inderligt overflødige tre kvarter efter hans sidste forstyrrelser.

Det mest skræmmende var nærmest, at det skete så totalt ud af det blå.

Der var intet sammenstød, hvor Christian Eriksen slog sig.

Ingen tegn på forudgående udmattelse eller utilpashed.

Bare et forgæves dybdeløb, en vending for at løbe ud mod et indkast og så et fald til jorden, som Christian Eriksen foretog uhyggeligt langsomt og helt uden at tage fra.

Det er overflødigt at understrege, at alt andet end Christian Eriksens helbred var ligegyldigt fra det øjeblik, og derfra havde jeg på ingen måde lyst til mere fodbold.

Jeg ville absolut intet have haft at udsætte på spillerne, hvis de var fyldt af samme lede og havde taget konsekvensen ved at trække sig fra EM.

Selvfølgelig og helt forståeligt var de rystede og bragt til tårer ved synet af en holdkammerat, som de seneste mange år har været holdets helt store stjerne og samtidig et meget yndet medlem af kollektivet. Ingen kunne forvente eller kræve, at de skulle kunne gå på banen og koncentrere om noget så perifert som en fodboldkamp, men heldigvis lader den hurtige reaktion fra de tililende landsholdslæger samt Christians Eriksens unge alder og gode form at have holdt hånden over ham.

På den baggrund valgte resten af landsholdet – sikkert i samråd med Christian Eriksen selv og hans nærmeste – altså at spille videre og færdiggøre det arbejde, som han skulle have haft en hovedrolle i.

Jeg har ikke overblik over antallet af kampe, som jeg har set på stadion – enten som journalist, passioneret fan eller far til en søn, der er lige så fodboldgal som jeg. Aldrig har jeg haft lyst til at rejse mig for at gå hjem midt under kampen, for de 90 minutter har altid givet mig et eller andet - et godt grin, en snak med en fremmed eller et kærkomment skud adrenalin af bare spænding og passion.

Ikke desto mindre sad jeg med en gennemtrængende længsel efter at komme hjem til dem, som betyder allermest for mig, for føj, hvor er livet dog skrøbeligt.

Den sandhed har vi lært på den hårde måde under coronapandemien, men jeg skal hilse og sige, at jeg langt fra er blevet hærdet.

Tværtimod sad jeg med en lille tåre i øjnene, da tilskuerne i usikker venten på nyt om Christian Eriksen kastede sig ud i en spontan, ukoordineret og gribende hyldest.

Fra den ene endetribune råbte finnerne »Christian« på tværs af banen og op mod danskerne, der svarede med et lige så gennemtrængende »Eriksen«.

Den slags kan fredelige fans også finde på under en almindelig fodboldkamp, men for de tilstedeværende vil hverken en fodboldkamp eller netop det ritual nogensinde blive oplevet på samme måde igen.

Dertil er følelsen af chok, afmagt og vantro stadig for stor – kl. 21.15 med tiltagende mørke og indre kulde.