Det er ikke nok at fejre Grundlovsdag med skåltaler og flotte, tomme ord

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er at mulig grund til at fejre Grundloven. Spørgsmålet er, om der er grund til at fejre borgernes og magthavernes brug af Grundloven. Jeg kan ikke fejre Grundlovsdag uden at tænke på min for længst afdøde folketingskollega, Grundtvig. Hans buste står lige ved døren ind til Folketingssalen. Han var medlem af den grundlovgivende forsamling og af Folketinget og Landstinget. Hans taler i Rigsdagen vidner om hans kærlighed til den personlige frihed og hans lutherske blik for, at det stedse er nødvendigt at sætte grænser for magten. Grundtvig var fremsynet – ja, han taler lige ind i dagens politiske situation, når han gør opmærksom på, at enhver magt nok så lille står i fare for at slutte sig om sig selv, arbejde for sig selv og isolere sig fra folket, ja, glemme det folk, som magten skal tjene. Det er kampen for den grundlæggende frihed, åndsfriheden på kristendommens grund, som Grundtvig først og fremmest skal huskes for. Staten skulle holde sig fra diskussionen om åndelige sager. Friheden duer til alt godt. Trældommen til intet.

Staten har normalt intet at gøre med borgernes anskuelse, mente den gamle skjald, og om kristendommen havde han den opfattelse, at den hverken kan udbredes eller forsvares med verdslige våben, men ene og alene med ord og ånd. Det er netop ikke staten, der skal føre ordet eller sidder inde med ånden. Tværtimod er det åndens frihed, der sætter grænser for statens udfoldelse.

Grundtvig glemte ikke sit ståsted, selv om han kom ind i varmen i den grundlovgivende forsamling. Han blev ikke pamper eller levebrødspolitiker. Han holdt fast i sine hjertesager. Der må ikke sættes grænser for mennesker på grund af deres religion. Det drejer sig ikke om, hvilken religion folk har, ikke om de har en fremmed religion, men om de er en del af folket.

Hvordan går det i dag med den åndsfrihed, Grundtvig kæmpede så meget for, kan man spørge. Det står umådelig trist til. Det er, som om partierne konkurrerer om, hvem der er hårdest i retorikken over for borgere af fremmed herkomst. Vi tror for lidt på os selv og ved for lidt om os selv. Nogle borgere respekterer ikke religionsfriheden, men skænder jødiske gravpladser. Andre udtrykker sig så hadefuldt på de sociale medier, at andre mister lysten til at deltage i debatten. Det indskrænker ytringsfriheden.

Den åndløse regering mistænkeliggør enhver åndelig udfoldelse og vil censurere trossamfundenes prædikenvirksomhed. Lovens vogter, justitsministeren argumenterer fra sin hjertens grund og i frihedens navn for mere overvågning.

Den regering og det Folketing, der blander sig i borgernes åndsliv, har bevæget sig ind på den totalitære glidebane. Mette Frederiksen får lov til at regere både på Slotsholmen og på Christiansborg. Det er som om, Folketinget ikke har forstået sin rolle, som den var tiltænkt allerede ved Grundloven af 1849, hvor blandt andet Grundtvig kæmpede for den almindelige valgret og privilegiernes afskaffelse. Med den almindelige valgret indførtes folkestyret. Det betyder, at flertallet i Folketinget veksler. Der er altid en opposition til at presse magten. Den opgave at presse magten har Folketinget sørgeligt forsømt. Folketingets opposition bør bruge sommeren til at samle sig og presse magten og genindføre borgernes frihed.

Det er ikke nok at fejre Grundlovsdag med skåltaler og flotte, tomme ord. Magtbalancen mellem en lille mindretalsregering og Folketinget bør genetableres. Det haster. Og i Grundlovens og Grundtvigs ånd.