Fortsæt til indhold
Kommentar

Kære venstrefløj: I har selv skabt Manden i Den Grønne Jakke

Min medlidenhed er mindre overfor dem, der selv har skabt manden i den grønne jakke, der overfusede et par for nylig.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Venstrefløjen løber hjemmevant fra ansvaret, når konsekvenserne af indvandringen skal løftes. Og når frustrationerne får frit løb – som vi så på Kastrup Havn, hvor en mand i en grøn jakke lod frustrationerne få frit løb overfor en tilfældig familie – ja, så får jeg og Dansk Folkeparti skylden for, at det er vores skyld, at disse episoder opstår.

Her må jeg bare melde hus forbi: For vi har om nogen turde talt åbent om problemerne med indvandringen. Vi har opfordret til at tale åbent om det, enhver vel efterhånden kan se, der forandrer vores land. Og ikke mindst forsøgt at løse problemerne.

Den åbenhed har taget brodden af de værste frustrationer, fordi folk har forstået, at der trods alt er politikere, der både forstår dem og taler deres sag. Og som rent faktisk har arbejdet politisk for, at indvandringen ikke skal ødelægge landet mere, end det allerede har gjort.

Vi har været en ventil og et håb, og har været dem, som har forsøgt at forhindre en endnu mere vanvittigt tilstrømning af ikke-integrerbare udlændinge, end dem vi nu allerede nu døjer med.

Modsat er det venstrefløjen, som har forsøgt at tage patent på det gode menneske, har lukket øjnene for problemerne og som har udskammet dem, der har set kritik på den forandring, vores samfund til stadighed lider under grundet en nærmest uhindret indvandring af mennesker, som ikke ønsker at lade sig integrere i vores samfund.

Når trusler og chikanerier fyger rundt som en del af debatten, er det primitivt og ikke en demokratisk debat værdig. Præcis som manden med den grønne jakke på havnen gjorde.

Men helt ærligt så finder jeg mindre medlidenhed med folk, der bliver kaldt diverse grimme ting på de sociale medier og modtager trusler, hvis de selv har advokeret for mere indvandring og de problemer det naturligt afstedkommer,

Og nej, det handler ikke om, at jeg legitimerer og forsvarer angreb og trusler mod andre folkevalgte, som Zenia Stampe tillod sig at manipulere mine ord i indlægget i Berlingske, dels på hendes egen Facebook-profil, og hvor hun efterfølgende gentog sine løgne i P1 Debat.

Den slags bevidste manipulationer og løgne forstærker netop konfrontationerne og tager fokus fra det egentlige nemlig substansen, da jeg i stedet skal bruge energien på at forklare og afvise noget, jeg ikke har ment eller sagt. Men det er selvfølgelig et bekvemt træk. For så slipper venstrefløjen for at diskutere de reelle problemer.

Når man tillader at ytre ens ærlige mening om, hvordan indvandringen har påvirket ens hverdag og boligområde, hvordan ens børns skoler er præget af indvandringen og hvordan ens ældre er utrygge ved at færdes på gaden og man så bliver mødt af afstumpethed, anklagen om racisme eller korrekset om den gode tone, så vælger langt de fleste at tie fremover. Andre tier for en stund, men dukker senere op som Manden I Den Grønne Jakke.

Det er lige præcis denne slags bevidste manipulationer, som skaber Manden I Den Grønne Jakke. Altså ham som er blevet det levende symbol på en trykkoger, hvor låget eksploderer, når trykket er blevet for stort og indestængt.

På toppen af dette låg står alle dem, som synes, at øget indvandring af ikke-integrerbare indvandrere er et gode for Danmark. Og når I falder ned fra den trykkoger, I selv har skabt og selv fyret op under, så har jeg bare mindre medlidenhed med jer. For I har selv skabt Manden I Den Grønne Jakke, hans trykkoger og holdt låget nede.

Så når ukvemsord finder I jeres retning på de sociale medier – fordi folk er frustreret bl.a. fordi I forhindrer deres mulighed for at ytre sig, og de påpeger, at I er med til at ødelægge landet, ja, så har jeg altså mindre medlidenhed med jer, end jeg har med dem, som modtager samme ukvemsord og vrede, men som er fuldkomne uskyldige og som betaler konsekvenser af den vanvittige og ødelæggende indvandring.

For I har selv skabt dette monster.