Velkommen til det ny-feministiske krænkelseshelvede

Der er behov for at udfordre de marxistiske ny-feminister og deres kollektivistiske identitetspolitiske dagsorden, som degraderer kvinder til kvoteopfyldende lemminger. Ikke fordi, at kvinder er svage, og de har behov for, at jeg forsvarer dem, tværtimod. Jeg gør det faktisk, fordi jeg er mand, men det vil denne nye bevægelse af ny-feminister nok næppe kunne forstå.

Jeg gør det, fordi jeg er far til to piger på 4 og 7. De skal ikke vokse op og ind i en kollektivistisk ny-feministisk virkelighed, hvor de ikke må tør stå ved deres evner og kompetencer, men kun tror, de kan se deres ambitioner opfyldt via statskontrollerede kvoter, og derved bliver ufrivilligt inkluderet i disse feministers selvopdigtede kamp mod et patriarkalsk rædselsregime, som via strukturelle magtstrukturer forsøger at holde kvinder nede.

I min optik gør denne nye generation ny-feminister hån mod tidligere generationers feminister. De kvinder, som tog reelle og vigtige kampe. De kvinder, som gjorde det muligt, at vi har en kvinde som regent, en kvinde som statsminister, en kvindelig politidirektør, flere kvindelige partiledere i Folketinget end mænd, flere kvinder på universiteterne etc.

Kvinder, der sammen med mænd kæmpede for stemmeret, adgang til arbejdsmarkedet og andre grundlæggende borgerettigheder. De må se deres kamp og indsats devalueret af nutidens marxistiske ny-feminister, som taler kvoter på job, udvaskning af biologiske forskelle, opgør med kapitalismen, og nu også statsfinansieret menstruationsbind.

Men Lars Boje, taler du ikke frygtelig ned til kvinder, når du ikke anerkender ny-feministernes behov for dette? Nej, tværtimod. 

Jeg elsker og respekterer kvinder så meget, at jeg ikke bryder mig om at se deres kompetencer og evner reduceret til en kvoteopfyldning. Jeg respekterer dem så meget, at jeg ikke accepterer disse feministers opfundne hjælpeløshed, der siger, at kvinder nu efter vel 60-100 år med bind lige pludselig ikke længere kan finde ud af det selv, og må have staten på banen. Jeg synes tværtimod, at disse kvinder, som kræver dette, taler ned til andre kvinder. 

Men jeg forstår godt, at disse ny-feminister reagerer. De har nu i en del år kunne fremføre deres påstande i den offentlige debat og i medierne uden nogen nævneværdig form for modstand. Ingen har turde tale dem imod. Ingen har turde sige fra, selvom det er en klassisk omgang kejserens nye klæder, hvor empiri og data faktisk er overvældende imod dem.

Tværtimod er de ofte blevet bakket op af medierne i deres agenda. 

Så jeg kan godt forstå, at mange fravælger at tage denne kamp. For denne nye kollektivistiske bevægelse vil forsvare sig. Den elsker denne magtplatform, man har fået. Men den forsvarer sig sjældent med argumenter, men derimod på klassisk identitetspolitisk manér, hvor det ikke handler om hvad man siger, men hvem der siger det, og hvordan man siger det.

Tag nu bare de seneste to eksempler.

I debatten om ligeløn laver jeg en humoristisk indledning til min tale, hvor jeg laver et ordspil mellem ordene ”kvindekvoter” og ”kviekvoter”. Enhver med bare en snert af humoristisk sans, eller bare evnen til at forstå sproglige finurligheder, vil sagtens kunne se dette, men ny-feministerne anklagede mig i stedet straks for at sammenligne kvinder med køer. Og så kunne udskamningen ellers begynde...

I debatten om statsfinansieret menstruationsbind til alle kvinder lavede jeg et par hypotetisk opsatte eksempler for at italesætte og se, om der reelt overhovedet var grænser for, hvor langt man ville gå i barnepigestatens navn for at udviske de biologiske kønsforskelle med statsmagtens greb.

Det bliver så i deres forskruede samfundsbillede til, at jeg skulle ligestille eller sammenligne afføring og menstruation. Og så kan udskamningen ellers begynde...

Man kan ryste lidt på hovedet og grine ad det - hvilket jeg også gør. Men når jeg så samtidig oplever, at dobbelt så mange journalister kontakter mig, end da der blev fremlagt og vedtaget en finanslov, der gjorde alle indkomstgrupper fattigere, så undres jeg alligevel. Når sådan en historie får mere opmærksomhed en weekend, end at min gode kollega Rasmus Jarlov måtte opleve en helt grotesk politisk chikane, da hans virksomhed blev vandaliseret....ja, så er der godt nok noget galt. Det kommer jeg til at skrive en helt anden blog om. For at vi er nået dertil, hvor en folkevalgt kan blive angrebet på denne måde, og det ikke rydder forsider overalt, er vanvittigt og skræmmende. 

Når jeg så oplever, at disse journalister ikke har nogen reel interesse i at afdække debattens indhold, altså om det er rimeligt, at menstruationsbind nu skal finansieres via skatten, men at de blot søger en angren og undskyldning grundet, at disse ny-feminister føler sig krænket, ja.....så understreger det med al tydelighed, at det faktisk er vigtigt at kæmpe mod denne dagsorden.

Jeg tog faktisk tid ud fra familien og en fødselsdag lørdag formiddag for at svare. Jeg gjorde det klart, at jeg ikke ville deltage i den klassiske moralartikel, hvor jeg skulle fremstilles som ny-feministerne ønskede det, men tilbød selvfølgelig at deltage i artiklen, hvis den handlede om emnet. Men det var åbenbart knap så relevant at tale om det egentlige emne og beslutningsforslaget, og journalisten ville åbenbart hellere skrive, at jeg ikke ønskede at deltage.

Jeg ydede tilmed den service, at jeg henviste til den artikel, som lå bag min udtalelse i talen, om at man kunne undgå at bløde, hvis man absolut gerne ville. Se følgende links - fra Samvirke, JP og JP. 

For jeg er på ingen måde ekspert, men det er Charlotte Floridon, praktiserende gynækolog, formand for de praktiserende gynækologer DFKO, speciallæge og ph.d, og det var disse, jeg brugte i min tale.....men sjovt nok ønskede man heller ikke at medbringe dette.

Det er selvfølgelig også sværere for medierne at bakke op om denne krænkelsesdagsorden, hvis man pludselig skal forholde sig til fakta. Så jeg tog endnu en runde i deres kollektivistiske udskamningscirkus. 

TV2 valgte så lige at toppe den med at udvælge to lidet flatterende billeder af mig. Et fra talen, hvor man vælger et screendump, hvor jeg lukker øjnene, og ét, hvor en journalist tidligere har fanget mig midt i en sætning, hvor jeg ser ret mærkelig ud i hovedet. Man kunne have valgt et utal af normale billeder, men det gjorde man ikke. Ja, så kan man som medie da vist ikke være meget mere bias i sin dækning.

Jeg har nu vænnet mig til sådan en behandling. Og det bliver nok på ingen måde den sidste gang medierne gør dette. Og hvis de tror, jeg lader mig kue eller stoppe grundet denne bias, så kender de mig på ingen måde. 

Andre påstande handler om, at jeg overhovedet ikke forstår kvinder, når jeg taler imod kvoter og skattefinansierede bind. Jeg er bare er uvidende! Uha, Lad os da endelig prøve at gå ned ad den sti. Lad mig da lige vende den rundt.

For forstår I ny-feminister mænd? For I har da rigeligt travlt med at definere problemerne med os mænd. I har lavet diagnosen, og I har defineret kuren.

Mænd er problemet, og kuren er at få mænd til at indse dette, og derefter få dem til at lægge sig fladt ned på ryggen med alle fire poter i vejret som en lille forslået hundehvalp, der så har mistet enhver snert af det, som definerede dem, inden man kom i ny-feministernes kløer.

Men det her gadekryds lader sig ikke kue.

Så tak til alle jer skønne kvinder derude, som insisterer på, at I er andet end kvoteopfyldende lemminger. Tak fordi I gerne vil os mænd. Med alle vores fejl og mangler.

Tak for at være stærke, skøre, skrøbelige impulsive, lidenskabelige, omsorgsfulde, pisse irriterende og fundamentet i vores familier.

I gør livet værd at leve.