Man bliver ikke en stor værdikriger af at vise Muhammedtegningerne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Muhammedtegningerne skal være en obligatorisk del af historieundervisningen. Et krav. En pligt. I hvert fald, hvis det står til DF.

Forslaget kommer på baggrund af historien om en lærer, der sidste år modtog trusler, efter hun i et opslag på Facebook havde tilkendegivet at ville bruge tegningerne i sin undervisning. Hun har i dag fast kontaktperson hos PET, hemmelig adresse, optræder anonymt i medierne og har ikke længere intentioner om at bruge tegningerne. Af frygt. Berettiget.

Jeg mener ingenlunde, at vi skal censurere os selv af frygt for terror, drab og død – og gå gerningsmandens ærinde. Men vold virker faktisk, fordi vi, modsat islamisterne, har livet kært. Selvfølgelig skal Muhammedkrisen indgå i historieundervisning og samfundsfag på lige fod med Den Kolde Krig, Anden Verdenskrig og alt muligt andet, der har formet os som land og folk og kultur.

Med forslaget tror DF, at hvis vi alle står sammen, står vi stærkere over for islamismen, og samtidig sættes lærerne fri, fordi det ikke længere er den enkeltes beslutning at vise Muhammedtegningerne, men noget, man ikke kan undslå sig. Velmenende, men uigennemtænkt – på flere måder.

Efter det bestialske mord på den franske lærer Samuel Paty og trusler mod andre lærere, ved vi at sikkerhedsspørgsmålet som følge af at vise Muhammedtegningerne ikke er en teoretisk størrelse – alle landets lærere kan ikke leve med PET i hånden. Ligesom Jyllands-Posten efter at have været mål for fire afværgede terrorangreb ikke bringer tegningerne – jeg forstår godt beslutningen. Og det er hamrende naivt og uansvarligt, hvis DF og andre værdikrigere tror, at slaget mod islamismen for ytringsfrihed er vundet bare ved et pennestrøg i Folketingssalen at gøre Muhammedtegningerne lovpligtig undervisning. Det er magthavernes svigt gennem årtier, som lærerne nu skal betale regningen for – med liv og frihed. Hvem beskytter dem, når de efter endt arbejdsdag med Muhammed på tavlen går hjem til familien i parcelhuset? Ingen.

Vi skal ikke kapitulere, men værdikampen mod islamismen handler om meget andet og mere end ytringsfrihed og Muhammedtegninger. Og man er ikke en stor, modig værdikriger, bare fordi man insisterer på at fylde det offentlige rum med tegninger af Muhammed – det er overfladebehandling af det meget alvorlige, der har ført til den vestlige verdens dybe identitetskrise, nemlig vores egen åndelige glemsel. Vi havde glemt, at et menneske aldrig bare er et menneske, der flagrer omkring i verden, men er bundet af et sted, en kultur, en historie og rundet af en religion – selv ateisterne er det. Den sandhed ville vi ikke vide af og åbnede ladeporten for den ukontrollerede indvandring, startede den liberale verdensordens nedadgående spiral og det åbne frie samfunds fald.

Og nu mærker vi den voksende følelse af eksistentiel melankoli, der ikke kureres ved at vise vestens fremtidige generationer et billede af en sortskægget profet, men bringe dem i selskab med de store ånder, tanker og strømninger, der har formet den europæiske kultur. Og allervigtigst: Lære dem om kristendommen. Tænk om vores politikere havde mod til at nævne Kristus, hver gang de nævnte Muhammed – tænk, om man beskæftigede sig lige så meget med kristendommen som med islam – tænk, om man interesserede sig for hvem vi er, og hvad vi er rundet af, og ikke kun hvem og hvad vi ikke er. Det er så fattigt. Og farligt.