Statsministerens abortmundkurv hører fortiden til

Statsministeren har udsendt et dekret. Et mundkurvsdekret. Det er forbudt at tale om abort. Statsministeren befinder sig så tydeligt i 1700-årene. Det var dengang, katolske paver udsendte lister over forbudte bøger. Dekretet beskriver så klart, hvor hunderæd statsministeren er for den frie debat, og at statsministeren mener, at hun kan styre, hvad vi må tale om.

Det er ikke kun fostrene, der slås ihjel, statsministeren forsøger også at slå det frie ord ihjel.

Dekretet afslører tillige komplet mangel på kendskab til Socialdemokratiets historie og respekt for partiets tradition for den frie debat om liv og død, om fosterdrab.

Det var min socialdemokratiske kollega, præsten Dorte Bennedsen, der igen og igen med stolthed nævnte, at tre præster i Socialdemokratiet efter en lang abortdebat i Folketinget stemte grønt, gult og rødt.

Jeg husker billederne af min gode ven, den færøske præst, Johan Nielsen, der gik rundt i folketingssalen for at samle underskrifter til en folkeafstemning om adgangen til abort. For ham var fostres ret til liv en hjertesag.

For den nuværende statsminister gælder det om, at vi ”kære allesammen” skal underkaste os statsministerens vilje, uagtet vi har en grundlovssikret ytringsfrihed. Vi har bare at adlyde statsministeren og holde bøtte om de 15.000 spirende liv, der hvert år dræbes.

Det er kvindens ultimative ret at dræbe liv, mener børnenes statsminister. Hun levner hverken det spirende menneskeliv eller faderen nogen form for advokat endsige nogen ret overhovedet.

Tænk, hvis vi i stedet for en statsminister, der ikke er kommet ud af enevældens skygge, havde en moderne, tænkende statsminister, der turde være ærlig og erkende, at fostre er liv, og erkende, at kvinder, der får foretaget abort, ofte er meget kede af det og netop har behov for at tale om det, der er sket. De har ikke brug for et dekret om at tie stille.

Statsministerens mundkurvsdekret skaber skam, hvor der er brug for støtte. Kvinderne ved jo godt, at abort er at afbryde liv af fostre, som vi måske kan se er mennesker.

Hvorfor er faktisk oplysning forbudt lige i dette spørgsmål? Der er til stadighed masser af væsentlige spørgsmål om abort, der bør drøftes. Jeg har talt med sygeplejersker, der fortæller mig, at ingen kvinder jubler over at beslutte en abort. Der er al mulig grund til at drøfte, om vi kan hjælpe disse kvinder og nedsætte antallet af afbrydelse af liv.

Vi lever i et samfund, hvor kvinderne får børn i en senere og senere alder. Lad os dog drøfte, hvordan unge, gravide mødre hjælpes bedre til at gennemføre svangerskabet, fremfor at vente til det er for sent, fordi kvinden er blevet for gammel og ufrugtbar. Lad os dog drøfte, hvordan det kan blive lettere at gennemføre en graviditet under uddannelse. Naturligvis kan hjælp og rådgivning til vordende mødre altid blive bedre.

Børnenes statsminister burde da være den nærmeste til at tage diskussionen.

Men når Mette Frederiksen sætter abort på listen over forbudte ord, må det være, fordi statsministeren finder, at emnet er lige så farligt, som de hedengangne paver fandt, at visse bøger var farlige for magthaverne.

Med sit ytringsforbud mistænkeliggør Mette Frederiksen alt, hvad der har med abort at gøre. Dekretet falder desværre tilbage på de kvinder, der er i den ulykkelige situation, at de vælger at afbryde svangerskabet.

Yderligere råd og hjælp til kvinderne ville være det rigtige. Forsøget på at slå det frie ord ihjel fører til misinformation om og mistænkeliggørelse af kvinderne.

Det er virkelig en skam.