Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Arbejderne har det ikke dårligt nok til 1. maj-taler

Det er da helt forståeligt, at statsministeren ikke ville bruge mange kræfter på hendes 1. maj-tale, nu hvor det går så godt herhjemme.

Var forholdene dårligere for arbejderklassen, hvis man går 100 år tilbage? Ja, mon ikke. Det er i hvert fald det billede, man får præsenteret, hvis man igangsætter en undersøgelse på Google eller i historiebøgerne. 

Billeder af hårdtarbejdende mænd i store fabrikker er vel det første billede, vi alle får i tankerne, når vi forestiller os, hvordan forholdene var for arbejderklassen tilbage i starten af 1900-tallet.

Er det så blevet bedre at være arbejder i det 21. århundredes Danmark? Igen er svaret: Ja, mon ikke. Er det ikke også derfor, at Mette Frederiksen i årets 1. maj-tale ikke havde de røde faner med og sneg sig uden om alt det, de klassiske 1. maj-taler normalt omhandler? Er det ikke fordi, at arbejderklassen har det super i Danmark? 

Det kan da godt være, at medarbejderne hos Nemlig.com har elendige arbejdsvilkår og bliver fysisk og psykisk presset i deres arbejde, men skulle man ikke tro, at det pres, de oplever, ikke er så slemt, som presset var på de gamle store fabrikker? 

Jo, der dukker en gang imellem historier op i medierne, hvor sandheden omkring de kummerlige forhold, som østeuropæerne eller filippinske arbejdere lever under, kommer frem i lyset for den danske offentlighed, men når alt kommer til alt, har de det ikke bedre her i Danmark, end de ville have det i deres hjemland?

Tænk, hvis de arbejdede i Qatar under slavelignende forhold. Jo jo, de har det helt sikkert langt bedre herhjemme.

Ja, det kan godt være, at vi har usolidariske sygeplejersker, som ikke er tilfredse med deres løn og mener, at de under pandemien har taget en stor arbejdsbyrde på sig, som de nu vil have betaling for, men de står sgu meget alene, eftersom medlemmerne hos andre forbund er tilfredse med deres løn og har stemt ja til OK21. Mon ikke regeringen griber ind og sætter sygeplejerskerne på plads? De har det trods alt meget bedre end sygeplejerskerne i tredjeverdenslandene. 

Nu hvor vi er ved lønnen, så kan det da godt være, at politikerne lige har fået en lønforhøjelse på 13.000 kr. for et menigt folketingsmedlem og ca. 30.000 kr. til Statsministeren, men vi andre må altså udvise mådehold på grund af coronakrisen. De har det heller ikke nemt de stakkels politikere. Tænk på deres store arbejdsbyrde. 

Ja, jeg er godt klar over, at der nogle gange dukker skøre historier op i de danske medier, hvorigennem vi alle sammen bliver bekendt med de absurde gyldne håndtryk, direktørlønninger og afskedsbonusser, der findes i det ganske land, men det er vel bare helt fair, at nogle tjener langt mere end os andre. Misundelse er sgu også en grim ting.

Hvis man skal være helt ærlig, så har vi andre da også mulighed for at købe hus, bil og tage på ferie flere gange om året. Vi kan da også ”lege” velhavende. Jo, det er rigtigt, at vi skal låne os til alt dette, og at vi dermed bliver bundet til banker og realkreditinstitutter, men sådan er vilkårene bare. Har vi et andet alternativ end bare at acceptere rollen som arbejdere og forbrugere i et højtudviklet samfund? 

Vores kæmpe gæld til banken og realkreditinstituttet er måske grunden til, at vi finder os i mere på arbejdspladsen, og det er måske derfor, vi er ekstra påpasselige med, hvad vi siger til ledelsen, og måske skaber det bare mere stress hos den enkelte medarbejder, men come on, vi har det da langt bedre end arbejderne i Qatar.

Derudover har vi altid fagforeningerne, som vi kan gå til, hvis det skulle gå helt galt på arbejdspladsen. Jeg ved godt, at de traditionelle fagforeninger bløder og mister mange medlemmer, og dermed mister de selvfølgelig også styrke, men mon ikke det alligevel går? Der er trods alt lande, hvor fagforeninger er forbudte. 

Javist, er der blevet pillet i vores dagpengesystem. Satsen er forringet år efter år, og dagpengeperioden, der engang var uendelig, er reduceret til kun to år, og dette stiller arbejderne i en meget ringere situation, men skal vi ikke være taknemmelige for overhovedet at have et dagpengesystem?

Det kan godt være, at grænsen mellem arbejde og hjem er blevet helt udvisket pga. coronapandemien. Før pandemien var man enten på arbejde, eller også havde man fri og var hjemme. Nu er man både hjemme og på arbejde. Arbejdspladsen er rykket helt ind i hjemmet, men vi lever selvfølgelig også i en helt ekstraordinær tid. Vi kan da ikke alle sammen være utilfredse ligesom de usolidariske sygeplejersker. Vi skal vise samfundssind.

Jo, ved I hvad, det går nu meget godt med arbejderklassen/lønmodtagerne herhjemme i Danmark. Vi har ikke noget at brokke os over.

Det er da helt forståeligt, at statsministeren ikke ville bruge mange kræfter på hendes 1. maj-tale, nu hvor det går så godt herhjemme.

På trods af det får I et forsinket tillykke med arbejdernes internationale kampdag.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.