Skam, skam og atter skam – men ingen skyld. Sådan er det med Det Radikale Venstre
Den radikale skam er ydrestyret og fokuserer på, hvad andre gør imod én, og ignorerer, hvad man selv har et personligt ansvar for.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det var en skammens dag i tirsdags. Det Radikale Venstres formand Sofie Carsten Nielsen skammede sig endnu mere end normalt. Ikke over sig selv, mere over nogle andre.
Det var i særdeleshed Socialdemokratiet, partilederen skammede sig over i Folketinges spørgetime.
»Jeg begræder, at vi i Radikale Venstre var så naive, at vi ikke forudså, at Socialdemokratiet er ligeglad med FN, med grundlæggende rettigheder og med at skille familier ad og sende unge kvinder tilbage til Assads regime i Syrien«, udtalte hun og så ulykkelig ud.
Hendes kollega Zenia Stampe skammede sig mindst lige så meget over regeringens umenneskelige asylpolitik på Facebook: »Regeringen har ingen skam i livet og har gjort skamløshed til det bærende princip i udlændingepolitikken. Jeg skammer mig til gengæld mere og mere over at have bragt denne regering til magten«.
Takket være den eksplosive cocktail af uhæmmet migration og hysteriske sociale medier producerer de vestlige samfund mere skam end nogensinde før, og Det Radikale Venstre er præmieeksemplet .
Skammen får dog ingen politiske konsekvenser. Den er så at sige skrivebordsmoralsk. De to radikale kvinder betaler aflad. Hvis de besad en samvittighed, kunne de jo blot trække deres støtte til regeringen. Men det ønsker de ikke. Deres moral er en gratis omgang.
Hvis vi for et øjeblik sætter en parentes rundt om den radikale moralisme, er det kosteligt at betragte, hvordan det parti, der mere end noget andet har været perleven med flygtninge og migranter igennem årtier, tilsyneladende er gået så meget i ét med sit såkaldte internationale udsyn, at det mimer et traditionelt arabisk æreskodeks.
I stedet for at føle skyld over at lægge stemmer til en politik, som åbenbart er dem så meget imod, føler De Radikale skam over at have tabt ansigt. De er blevet de små, hvorfor de nu reagerer så opfarende – og det er som taget ud af den arabiske verden fra Marokko i vest til Oman i øst, bare på de absolut pæneste adresser på Østerbro, Frederiksberg og det indre København.
Skam, skam og skam, men ingen skyld.
Skammen hos De Radikale følger en mellemøstlig norm, der synes at vinde mere og mere indpas i Vesten, hvor flere og flere, især i den højere middelklasser i de større byer, går rundt og skammer sig over, hvordan andre taler, hvad almindelige mennesker spiser, hvad de køber, bruger deres fritid til – og selvfølgelig hvad de mener om racisme, køn, seksualitet og privatbilisme.
Medialiseringen af alting forstærker kun det sociale pres i skammens moderne økologi. Takket være den eksplosive cocktail af uhæmmet migration og hysteriske sociale medier producerer de vestlige samfund mere skam end nogensinde før, og Det Radikale Venstre er præmieeksemplet herpå.
Den radikale skam er ydrestyret. Den fokuserer på, hvad andre gør imod én, og ignorerer, hvad man selv har et personligt ansvar for, såsom at holde hånden over den siddende regering. Den ydrestyrede norm gør de radikale politikere til ofre, in casu kursskiftet i Socialdemokratiet, som imidlertid ikke kan komme bag på nogen, der har fulgt med i dansk politisk i de senere år, og som er lykkedes over al forventning.
Til at begynde med skulle kursændringen neutralisere udlændingepolitikken, men i dag har den stjålet trumfkortet fra de svage borgerlige efter Inger Støjbergs farvel.
Så vidt er det kommet, at de fleste vælgere har forstået, at Mette Frederiksen, Mattias Tesfaye og Rasmus Stoklund nok er bedre bremseklodser på islamiseringen af Danmark end Lars Løkke, Jakob Ellemann-Jensen, Jens Rohde og andre internationalistiske typer nogensinde vil blive. Hvad ingen havde troet muligt for blot et år siden, er sket: Socialdemokratiet slår blå blok i udlændingespørgsmålet.
Tilbage til den radikale skam. Skam kan skam være godt, men bør være noget, man går hjem og gør, ikke noget, man går ud og gør. Den ydrestyrede skam fører, som vi har set igen og igen, til udskamning af fjenden, det erfarede vi også med MeToo. Højst på den moralske hest sad Det Radikale Venstre, da sagen strøg ind på den politiske dagsorden, lige indtil det selv blev ramt af skandaler og fortielser.
Da var der kun tårer tilbage; politik blev til flæberi.
Moralen er kort: Styr din skam, og husk din skyld.