Hele verden er blevet vores scene – og det er en forbandelse
Aldrig har den nationale narcissisme været større end i vores internationale tider.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
»Du har 123 ulæste notifikationer.« Beskeden dukkede op i min indbakke via pralhalsenes højborg, Linkedin. Jeg slettede den. Det var allerede formiddag, og jeg smurte i stedet en honningmad og lavede en kop kaffe. At gå ud kunne der naturligvis ikke blive tale om, og snart var der ikke andet at gøre end at vende tilbage til den brummende computer.
Med det samme dukkede en ny ligegyldighed op på skærmen efterfulgt af en skriggul overskrift, som forkyndte, at Manu Sareen nu stiller op for Socialdemokratiet. Jeg skulle finde noget andet på nettet, nogle simple oplysninger til en bog, jeg er ved at skrive. Men pludselig var der gået en time, uden at jeg vidste med hvad. Jeg havde også glemt, hvad jeg ledte efter.
Jeg vil tro, mange genkender situationen. Det at være i distraktionernes vold, uanset om vi snakker skærm eller politisk dagsorden. Et kort øjeblik handler alting om en topprivilegeret, amerikansk og smuk ung sort kvinde ved navn Amanda Gorman, som skriver aktivistisk poesi og straks omfavnes som en guru af vestlige medier. Et øjeblik senere flokkes samme medier om nogle få forvirrede pigebørn nede i Syrien, og udenrigsminister Jeppe Kofod overvejer seriøst at evakuere en 4-årig, mens De Radikale »fokuserer på tre danske mødre«, og resten af venstrefløjen nærmer sig politisk orgasme.
Og pling, så er der igen noget pjank med Lars Løkke Rasmussen, som for guds skyld vil tilbage til politik, fordi han åbenbart ikke kan andet. Pladder og pladder med pladder på.
I internationalismens aftenland skal alle paradoksalt nok ”hjem”; i dette tilfælde hjem til det Danmark, de forvirrede pigebørn vendte ryggen og hader af et godt hjerte. Dagen efter vil regeringen sende danske soldater til Mali, mens politikerne nedlægger kaserner på stribe. Og pling, så er der igen noget pjank med Lars Løkke Rasmussen, som for guds skyld vil tilbage til politik, fordi han åbenbart ikke kan andet. Pladder og pladder med pladder på.
Den tiltagende medialisering og digitalisering af alting slører fornemmelsen for, hvad der er vigtigt, og hvad der er mindre vigtigt i livet. Samtidig har senmoderniteten gjort alting politisk, og det er præcis lige så kedeligt, som det lyder. I reklamer og underholdning er børn blevet de nye dommere og de voksne de nye slaver, som statsministeriet og førende virologer kan hundse rundt med efter forgodtbefindende. Eller det vil sige: Befolkningen knuselsker det.
Den 55-årige tyske sociolog Hartmut Rosa, der har siddet nedbøjet over tonstunge bogbind nede i Jena i det gamle Østtyskland, er fortjent blevet berømt for sin teori om acceleration, fremmedgørelse og mangel på resonans, men spørgsmålet er, om det ikke snarere er den konstante strøm af distraktioner, der har fået os til at miste jordforbindelsen, kropsligt såvel som åndeligt, og undergraver vores tilværelse lige fra første skoledag.
Vi satte for eksempel vores datter i den lokale ud fra de bedste intentioner, men blev klogere. Da vi første gang mødte op til et fællesarrangement på skolen og blev bekendt med støjniveauet fra børn, mobiltelefoner og den sigende mangel på fokus, stod det klart, at ingen af vi tilstedeværende befandt os på en skole, men i et realityshow: Hvem kan larme og forstyrre mest på 45 minutter? Dagen efter gik vi på jagt efter en egnet privatskole.
Til gengæld er summen af distraktioner blevet stedse større lige siden. Efterhånden kan man knap nok parkere sin bil, betale sin busbillet eller slå en skid uden at blive underlagt kommercielle algoritmer eller bedt om at donere sine skillinger til et eller andet ”grønt”, ”bæredygtigt” eller til migrantmaskinen Amnesty International.
Hele verden er blevet vores scene, og det er en forbandelse. Det internationale er trådt frem som en ny guddom, og symbolanalytikere som Lykke Friis fra den gesjæftige, såkaldte tænketank Europa står i kø for at advare mod, at dit og dat skader »Danmarks internationale anseelse«.
Aldrig har den nationale narcissisme været større end i vores internationale tider, som begyndte i 1989 og fik os til at forveksle verdenserfaring med det såkaldte internationale udsyn. Internationalismen er symbolsk og fører til relationsløse relationer. Virkeligheden er altid lokal, konkret og fysisk. Selv når eksperterne holder op med at tro på den, går den ikke væk.