Kristus er vel også systemrelevant, Joy Mogensen – eller ligger åndløsheden bare for tungt over det hele?

Jeg talte med en tysk veninde forleden, der er præst lidt uden for Heidelberg i Baden-Württemberg. Hun havde fået det første stik. »Hvorfor?« spurgte jeg forundret – hun er yngre end mig, frisk og rask. Fordi præstegerningen er »systemrelevant«, svarede hun.

Ach so. Altså: Et arbejde af en sådan karakter og vigtighed, at det har afgørende betydning for, at samfundet, demokratiet, værdier og mennesket hænger sammen – også i krisesituationer. For eksempel alle ansatte i sundhedssektoren og omsorgssektoren, politibetjente og journalister og altså præster, der begraver de døde og døber de levende, taler med dem, der sidder i sorgens larm og dødens skygge, hjertets mørke og angstens rum, lykkens lune og ved livets aften – det, vi kalder sjælesorg. Omsorg for sjælen. Og ikke mindst forkynder præster evangeliet til trøst og opmuntring, håb og glæde og tilgivelse til ethvert menneske – det, vi længes efter at høre, men ikke kan sige os selv.

Alt sammen regner man i Tyskland for noget, vi under ingen omstændigheder, hverken i krise, krig eller kærlighed, kan undvære. Ligesom Merkel blev tvunget til at trække påskelukningen tilbage, efter at hun fik læst og påskrevet af erhvervslivet. Og kirken! Protestantiske og katolske kirkeledere protesterede mod Merkels opfordring til at droppe fysiske gudstjenester i påsken og gennemføre gudstjenester på video. Det skulle hun aldeles ikke bestemme. Tyskland har (igen) under coronakrisen vist resten af Europa, at det er en åndelig mastodont – landet, hvor man undtager boghandlere for nedlukning, mennesket har brug for geistige Tankstellen (åndelige tankstationer), citat af Berlins kultursenator, Klaus Lederer.

Herhjemme flyver ånden ikke så højt. Ej heller ved opstandelsestid. Biskopperne har ytret deres sagtmodige utilfredshed og undren over, at man ikke lemper restriktionerne ved kirkens allerstørste højtid, påske. Lidt slukørede fortsætter vi de amputerede 30 minutters gudstjeneste uden salmesang, en hæsblæsende prædiken på fire et halvt minut, fadervor, velsignelse, færdigt arbejde. Og der er ingen grund til at vredes over biskopperne, hvad skal de gøre? Bryder de restriktionerne og coronaloven, risikerer de vel et par hundrede års fængselsstraf og evig aflad til regeringen, der laver genåbningsplaner uden at skænke folkekirken (som 75 pct. af landets borgere er medlem af) en tanke. Og ingen borgerlige partier udvandrede fra forhandlingerne af den grund – ja, åndsdovenheden ligger stor og tung over blå blok.

Vi har efterhånden vænnet os til, at det ikke er muligt at få en kommentar fra kirkeministeren, der glimrer ved sit fravær. Og vi kan takke de præster, kirkebetjening og menighedsrødder, der ved juletid tryglede om at lukke kirkerne, for at gøre kirken overflødig i en krisetid – selv om kirken hører til kriseberedskabet. Landets krise og det enkelte menneskes krise. For der er ord, vi har brug for hørt talt til os, ikke gennem et eller andet medie – men fra menneske til menneske, fra hjerte til hjerte – livordene om englen, der påskemorgen i sin hvide kjole steg ned fra himlen og ikke bare trillede stenen væk fra graven, hvor Jesus lå, men også den store sten, der lå på vores hjerte. Og vi kan ikke forklare det. For vi kan ikke forklare det, der bærer os, kun at vi er båret af den morgen, hvor der var lys i alle grave, fordi det tidsbundne, skrøbelige menneske blev løftet ind i evighedsrigets herlighed.

Det kan vi ikke bare tage imod uden at takke, uden at svare, uden at synge salmer, der tilvejebringer afstanden mellem himmel og jord. Salmen er sjælens frie åndefang, sorgens larm, glædens jubel, troens frie gensvar på engleordene om opstandelsen. Og han, Kristus, udfylder alle hullerne i sjælen, som livet efterlod – det er vel også at være systemrelevant. Glædelig påske.