I Danmark tager den politiske elite tidsånden til sig som en varm dyne en kold forårsnat
Meget kan man sige om den danske uddannelseselite, men ”modstandsdygtig” ligger ikke lige for. Klantænkning for akademikere deler verden op i dem og os – samtidig med at man hævder at ”ville verden”.
De danskere, der er dumme nok til at gå på arbejde hver dag, betaler hvert år ca. 24 mia. kr. til forskning ved danske universiteter. En pæn del af de penge går til samfunds- og humanvidenskaberne. Derfor er det kun rimeligt, at fagene og forskerne kigges i kortene en gang imellem.
Men sådan bør det ikke være, mener Julia Suárez-Krabbe, som er lektor på Roskilde Universitetscenter og i den forløbne uge har gjort sig berømt med det synspunkt, at det ligefrem er »fornuftsstridigt«, at to medlemmer af Folketinget har dristet sig til at kritisere forskningsfelter, som de ikke selv er en del af. I dette tilfælde »kritisk raceteori, hvidhedsstudier, migrations-og racismeforskning«. Den slags bør overlades til de rigtige.
Det er et ret vildt lektorsynspunkt, som i realiteten umuliggør en offentlig samtale om den aktivitet, der foregår på kollektivt finansierede uddannelsesinstitutioner i Danmark. Et synspunkt, der akkurat deler verden op i dem og os og vil bestemme, hvem der må deltage i diskussionen, mens synspunktet hævder at »ville verden« sammen med »alle de andre jordvæsner«. Det er klantænkning for akademikere.
Når man læser den dekoloniale lektor, bliver det tydeligt, at det ikke kun er vores racistiske, patriarkalske og kapitalistiske samtid, der skal ætses bort af syrede forskere. Det er selve universitetet, som vi kender det.
Julia Suárez-Krabbe er dukket op til overfladen efter en afslørende historie i Weekendavisen om politisk aktivisme inden for den offentligt finansierede migrationsforskning på RUC og andre læreanstalter, og en efterfølgende kritik fra bl.a. Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF). Man bliver helt nysgerrig. Hvem er denne lektor Krabbe?
Hun er dekolonial forsker. Det siger hun i hvert fald selv og uddyber: »Jeg har f.eks. arbejdet omkring statssanktioneret racisme, som den kommer til udtryk i den danske udlændingelovgivning og udøvelsen af den i deportationslejrene, af politikerne kaldet ”udrejsecentre”. Jeg arbejder også meget omkring at bidrage med at finde veje ud af en fremtid dikteret af racistiske, kapitalistiske, naturødelæggende og patriarkalske strukturer.«
Vi står med en tilståelsessag. Den dekoloniale forsker studerer ikke fænomeners fremtrædelse, væsenstræk og historie, men ønsker i stedet at løse »de problemer, vi står over for« og »finde en vej ud af en fremtid dikteret af racistiske, kapitalistiske, naturødelæggende og patriarkalske strukturer«. Hertil er kun at sige: Sådan noget kan sagtens foregå ude i samfundet, måske i politik, men ikke på et universitet.
Når man læser den dekoloniale lektor, bliver det tydeligt, at det ikke kun er vores racistiske, patriarkalske og kapitalistiske samtid, der skal ætses bort af syrede forskere. Det er selve universitetet, som vi kender det. Lektor Krabbe siger det selv: Universitetet skal afløses af et »Pluriversitet« med plads til »grupper, der historisk er blevet konstrueret som et problem«, heriblandt »heksens efterkommere«. Det kække navneskifte dækker over et opgør med den vesterlandske videnskab – både den humanistiske og naturvidenskabelige – eftersom »videnskaberne har altså været med til at frembringe de kriser, vi nu står i«.
Jeg er sikker på, at Julia Suárez-Krabbe helst vil tro, at hendes tanker er farlige og ulydige. Det er de ikke; de er infantile. Men vi har et problem, hvis de befæstes på universitetet, og hvis videnskabelige arbejdspladser omdannes til selvdestruktive ghettoer, som tilmed er finansieret af borgere, der går på arbejde og betaler skat i den tro, at videnskab er noget andet end politik.
Til gengæld betyder sagen, at forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ikke længere har en undskyldning for ikke at vide, hvad der foregår på de dekoloniale uddannelser. Hvis hun mener noget med sin egen kritik af universitetsmiljøet, må hun lukke nogle af de infantile uddannelser eller få universitetsledelserne til det.
Det kommer ikke til at ske, jeg ved det. I Danmark tager den politiske elite tidsånden til sig som en varm dyne en kold forårsnat. Hvor det førhen var marxisterne, der vandrede gennem institutionerne, er det nu postmarxisterne, som dikterer moden og den ideologiske retning. Meget kan man sige om den danske uddannelseselite, men ”modstandsdygtig” ligger ikke lige for.