Jyllands-Posten vildleder læserne med påstand om, at nedlukninger har reddet op mod 35.000 fra at dø

”Forskere: Op mod 35.000 dødsfald er undgået ved nedlukninger”, stod der på Jyllands-Postens forside i torsdags. Men det er forkert.

Jyllands-Postens overskrift er vildledende fordi den giver det indtryk, at hele reduktionen i smitten kommer fra nedlukninger, og at intet kommer fra, at danskerne blev mere påpasselige ved fx at spritte af, undlade at give hånd og kram samt holde afstand til hinanden. Men vi ved nu med stigende sikkerhed, at det forholder sig omtrent omvendt: Det meste af smittereduktionen kommer fra, at danskerne udviser påpasselighed, mens meget lidt kommer fra nedlukningerne.

Det kan virke overraskende for mange, fordi vi jo nu to gange – sidste forår og igen i december - har set politikerne lukke ned, hvorefter smitten er faldet. Derfor ser det ud som om, det må være nedlukningen, der har banket smitten ned.

Men det svarer til at konkludere, at det regner, fordi folk går med paraply.

Da smitten steg i foråret og igen op mod jul, skete to ting omtrent samtidig: Befolkningen blev påpasselig og regeringen lukkede ned. Begge ting var reaktioner på stigende smitte. HOPE-projektet har siden foråret fulgt befolkningens adfærd. Data fra projektet viser, at befolkningen i efteråret øgede påpasseligheden efter at have slappet af over sommeren, hvor smitten var lav. Påpasselighed udviste man ved at holde afstand, begrænse antal kontakter, undlade at give hånd, spritte af osv.

Der er en tidsmæssig sammenhæng imellem befolkningens øgede påpasselighed og nedlukning. Begge ting sker, når smitten stiger. Men det er en vigtig pointe, at de to ting ikke er afhængige af hinanden. Vi kan holde afstand og spritte af, hvad enten der er nedlukning eller ej. Det er stigende smitte, der får både befolkningen til at blive mere påpasselig og får politikerne til at reagere ved at lukke ned.

Både nedlukning og påpasselighed har formentlig bidraget til at reducere smitten. Men meget tyder på, at adfærd har været det vigtigste, hvorimod effekten af store dele af nedlukningen har været beskeden.

Første tegn på, at befolkningens adfærd havde stor betydning, så vi allerede sidste forår. Befolkningen reagerede nemlig på den alarmerende nyhed om den nye virus allerede inden nedlukningen. Adfærdsændringen med øget påpasselighed skete altså i hvert fald delvist uafhængigt af nedlukningen.

Siden har en række analyser bekræftet og forstærket billedet: nedlukning har beskeden effekt på smitten, og folks påpasselighed ser ud til i høj grad at være drevet af smitten i samfundet. Hvilket giver god mening: Man er mere bekymret for at smitte eller at blive smittet, hvis der er højt smittetal i samfundet. Myndighedernes anbefalinger og politikernes appeller til befolkningen har formentlig også en betydning for adfærden.

En analyse af professorerne Christian Bjørnskov og Kasper Planeta Kepp fra hhv. Aarhus Universitet og DTU sammenligner smitteudviklingen i de 8 nordjyske kommuner, som blev lukket ned i november 2020 med udviklingen i 4 nabokommuner, som ikke blev lukket ned. Studiet fandt ingen forskel i smitten og altså ingen effekt af nedlukningen. Det var den øgede påpasselighed i befolkningen som følge af det høje smittetryk, der førte til faldet i smitten.

Jonas Herby fra CEPOS finder i en gennemgang af den efterhånden betydelige forskningslitteratur fra ind- og udland, at nedlukning står for en beskeden del af reduktionen i smitten, og befolkningens påpasselighed for langt hovedparten.

Statens Seruminstitut (SSI) har undersøgt, hvordan folk, der har haft COVID-19 i november, blev smittet og finder, at der stort set ikke sker smittespredning ved udendørs forsamlinger. Sundhedsøkonom Jes Søgaard og sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff (S) har begge konkluderet, at man ikke i fremtiden bør nedlukke udendørs idrætsaktiviteter.

Vi kan forvente lignende erkendelser vedrørende andre komponenter af nedlukningen. SSI-undersøgelsen konkluderer nemlig, at ”flere former for adfærd, fremtrådte ikke som en risiko for smitte med covid-19. De omfatter blandt andet: ”offentlig transport, indkøb i butikker og restaurant- eller cafébesøg” samt deltagelse i private sammenkomster med mindre end 20 deltagere.

Restauranter skulle i november overholde restriktioner såsom afstandskrav, at lukke kl. 22 osv. Om disse havde en effekt på smitten, ved vi ikke. Men undersøgelsen tyder altså på, at den fulde nedlukning af restauranter og caféer siden december ingen væsentlig effekt har haft, ligesom den sætter spørgsmålstegn ved både det skærpede forsamlingsforbud på 5 personer og nedlukningen af butikker fra december.

Denne forskning baseret på danske data tyder altså på, at disse dele af nedlukningen ikke bidrog i væsentlig grad til at mindske smittespredningen og dermed heller ikke bidrog væsentligt til at redde liv.

Resultaterne bekræftes i høj grad af et spritnyt studie, som finder, at danskerne primært smitter hinanden derhjemme, blandt venner og på arbejdet, mens fx butiksbesøg og offentlig transport ikke har indflydelse p smitten. Studiet finder dog i modsætning til studiet fra SSI en let forhøjet risiko ved restaurant- og cafébesøg.

Endvidere bekræfter undersøgelsen, at individuel påpasselighed reduceret smitterisiko. Det gælder fx dét at holde 1-2 meters afstand, undgå håndtryk og aflyse sociale arrangementer.

Regeringens ekspertgruppe har lavet modelberegninger af delvise åbninger, som forudsiger stor smittespredning. Men modellen overvurderer erfaringsmæssigt smitten. Sidste forår sagde samme model, at hvis man sendte de små børn tilbage i skole, ville der i maj være mellem 124 og 735 patienter på intensivafdelinger. Børnene blev sendt i skole, men det højeste antal intensivpatienter var 62.

Også på nuværende tidspunkt ligger smitten helt nede i den laveste ende af, hvad modellerne forventede i januar. Meget tyder på, at det er befolkningens adfærd, som modellerne ikke formår at fange, og specifikt det faktum, at adfærden bliver mere forsigtig, når smitten stiger.

Borgernes påpasselighed er altså helt afgørende for smitteudviklingen, mens det efterhånden står mere og mere klart, at store dele af nedlukningen ikke har ret meget effekt.

Derfor var JP’s overskrift vildledende. JP’s journalister ser ud til at have misforstået forskernes resultater. Men desværre bidrager professor i epidemiologi ved RUC Lone Simonsen til denne misforståelse ved til avisen blandt andet at sige, at: ”Man glemmer, at hele årsagen til, at der er sket så få dødsfald, netop er, at man meget hurtigt og meget effektivt har lavet nedlukninger”.

Lone Simonsen modtog ironisk nok for få dage siden RUC’s forskningsformidlingspris, men det her er altså meget dårlig forskningsformidling. Hun burde have sagt noget i stil med: ”Den primære årsag til, at der er sket så mange dødsfald er, at borgerne har lyttet til myndighedernes anbefalinger om at udvise påpasselighed, fx ved at holde afstand og undlade at give hånd, mens betydningen af det meste af nedlukningen nok har været beskeden”. Altså omtrent det modsatte af, hvad hun rent faktisk sagde.

Det er ikke uvæsentligt det her. Nedlukningerne er de mest vidtgående indgreb i danskernes frihedsrettigheder siden 2. verdenskrig. Det er vigtigt, at vi får den korrekte forståelse af, hvordan nedlukning virker. Hvis nedlukningernes effekt bliver overvurderet som følge af fordrejninger, som den JP og Lone Simonsen stod for i torsdags, risikerer vi, at nedlukninger vil blive brugt i fremtiden i situationer, hvor de ikke burde have været brugt.

At det ikke bare er en teoretisk mulighed understreger torsdagens partilederdebat, hvor SF’s politiske leder Pia Olsen-Dyhr sagde følgende med direkte reference til JP’s forside: ”Eksperter har været ude at sige, at hvis vi ikke havde været så drastiske i Danmark i vores nedlukning, så havde vi nok haft cirka 35.000 flere døde. Så på den måde har vi selvfølgelig taget voldsomme greb i brug, men det har også været nødvendigt i forhold til sundheden”. En yderligere stramning, men ikke helt ved siden af, hvad JP havde valgt at kommunikere til hende og alle avisens øvrige læsere.

Det er ikke nyt, at virologer og epidemiologer ignorerer, glemmer eller simpelthen ikke har forstået betydningen af borgernes adfærd for begrænsning af smittespredningen. Og det har taget meget lang tid for blandt andre økonomer at trænge igennem med budskabet. Blandt andet fordi mange har fået det indtryk, at det må være virologerne, der besidder den rette faglighed til at vurdere dette. Vi økonomer bliver ofte kaldt ”bodega-virologer”, når vi udtaler os om emnet.

Men virologers særlige ekspertise ligger indenfor dét at forstå vira og deres interaktion med mennesker på det biologiske og biokemiske plan. Virologer har dermed også et stærkt fundament for at formulere hypoteser om, hvordan man undgå smitte. Når det handler om efterfølgende at vurdere, hvilken effekt restriktioner i praksis har haft på smitten, bevæger vi os ind på økonomernes domæne. Økonomer er trænet i og bruges på mange områder til at vurdere, hvordan den førte politik virker i praksis. Dertil har økonomer blandt andet udviklet en særlig metoder, som kaldes økonometri.

Det er da også i høj grad økonomer, som har undersøgt, hvordan nedlukningerne i praksis har virket i både ind- og udland, når der samtidig tages højde for effekterne af borgernes frivillige sociale distancering. Og de finder altså generelt, at nedlukninger har forholdsvis ringe indflydelse på smitten.

Når virologer og epidemiologer ignorerer denne forskning – eller måske ikke kender til den – men alligevel udtaler sig skråsikkert om effekten af nedlukning, opfører de sig som bodega-økonomer.

JP bør følge op på avisens vildledende forsidehistorie, og de fire journalister bag historien – Tea Krogh Sørensen, Jette Aagaard, Hanne Fall Nielsen og Dorte Ipsen Boddum - bør begynde at interessere sig for, hvad forskningen rent faktisk viser om effekten af nedlukning. Man kan starte med at følge de links, jeg har lagt i denne blog. Lone Simonsen bør naturligvis berigtige sin fejlagtige kommentar.