Sådan er det ikke? Vel, Mette Frederiksen?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I sidste uge sagde socialdemokraten og folketingspolitikeren Jan Johansen noget, der løb mig koldt ned ad ryggen.

Hans ord faldt i et interview med Berlingske, der spurgte ham, om det havde været et problem, at statsministeren rådførte sig med Folketingets Udenrigspolitiske Nævn om sin vaccineaftale med Israel – hvortil han svarede, at »ja, det havde det«, fordi der er gået »politisk fnidder« i corona, og «der ville med garanti være partier, der ville sætte sig imod aftalen«.

Læs lige de ord igen. Ifølge Jan Johansen valgte Mette Frederiksen ikke at rådføre sig med nævnet, fordi aftalen ville møde modstand.

Kan det virkelig være sandt? Tilsidesætter man som statsminister dialog og forhandling med de øvrige folkevalgte, fordi man i en krise ikke vil risikere et eventuelt ”nej”, sætter man de facto demokratiet ud af funktion og gør sig skyldig i magtfuldkommenhed.

Jeg kan ikke tro, at det er det, der er sket. Men det er det, han indirekte siger.

Der er jo et juridisk aspekt i sagen, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt vaccineaftalen havde så stor udenrigspolitisk rækkevidde, at statsministeren var grundlovsmæssigt forpligtet til at rådføre sig med Udenrigspolitisk Nævn. Og det aspekt kommer Jan Johansen som nævnsmedlem retfærdigvis ind på i interviewet.

Han vurderer, at aftalen ikke havde den rækkevidde, hvilket er et argument, der kan stå sin prøve.

Problemet er bare, at Jan Johansen ikke holder sig til det. I forsøget på at forsvare sin statsminister går, eller rettere løber, han derimod langt ud over demokratiets grænser med sin indirekte beskrivelse af Mette Frederiksen som en kvinde, der er gået fra at være statsminister til enehersker – endda som den mest naturlige konsekvens af at regere i en tid præget af krise og uenighed.

Og det forstår jeg ikke.

Jan Johansen har sikkert ment det godt. Og han har hundrede procent ret, når han i samme interview siger, at »lige meget, hvad statsministeren gør, bliver det kritiseret«.

At der er gået politisk fnidder i corona er mildt sagt, og jeg kan ikke forestille mig, hvor tungt det må være at finde fælles fodslag gennem krisen med en borgerlig opposition, der mener sig klogere på vira, smittebekæmpelse og genåbningsmuligheder end alle landets førende sundhedseksperter og virologer tilsammen.

Som politiker kender jeg da også frustrationen over at skulle bøje sig for flertallet og opleve det, man ser som ”den rigtige” beslutning, falde til jorden ved en afstemning.

Men det er sådan, politik skal være. Krise, fnidder og kritik må aldrig blive regeringens argument for ikke at lade demokratiet udfolde sig. Aldrig.

Det er også derfor, at Jan Johansens ord løber mig koldt ned ad ryggen. I et velment forsøg på at forsvare Mette Frederiksen udtrykker han en tankegang, som rokker ved demokratiet og gør op med den parlamentarisme, vi har tradition for.

Det skader statsministeren mere, end det gavner hende, og er et forsvar fra helvede, som jeg håber ikke står til troende.

Ellers har vi en statsminister, der er parat til at tilsidesætte demokratiet for at undgå at få ”nej”. Og et problem, der kan vise sig at være langt mere smitsomt end corona.