Danske fiskere får mindre bøvl og mere tillid
Danske fiskere vil i fremtiden opleve mindre bøvl med den nye forordning om fiskerikontrol, som Europa-Parlamentet vedtog i denne uge.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I denne uge stemte Europa-Parlamentet om en ny forordning om fiskerikontrol. En afstemning, der ville kunne få fatale konsekvenser for fiskeriet, hvis flere dele af pakkens indhold blev stemt den gale vej.
Blandt andet var tvungen kameraovervågning for alle danske og europæiske fiskekuttere på menuen. Gudskelov faldt forslaget. Desværre vil der dog fortsat være nogle kuttere, der ikke går fri. Det er jeg arg modstander af, for i min optik burde ingen fiskekuttere rammes af overvågning. Jeg tror, ingen ville bryde sig om konstant at blive kigget over skulderen af et videokamera, alt imens man passer sit job. Forslaget var en kæmpe mistillidserklæring til fiskerne og en krænkelse af deres ret til privatliv.
En anden god ting var også, at mit eget forslag om en større tolerance for reglerne om indskrivning af fanget fisk i logbogen blev stemt igennem. Hidtil har det været sådan, at fiskerne er forpligtet til præcist at skønne, hvor mange kilo fisk de har fanget og har i lasten af hver enkelt art. Et skøn, der baseres på en prøvetagning, da fiskerne ofte fanger mange hundrede tons fisk ad gangen, som pumpes op i forseglede tanke. Fiskerne ser derfor ikke fiskene, før de bliver landet på havnen. Det er et stort problem for fiskerne, når fiskerikontrollen sejler forbi og laver en prøvetagning. For der kan hurtigt snige sig en rødspætte ind i prøvetagningen, som ikke fremgår af logbogen. Det betyder store bøder til fiskerne for en overtrædelse, de reelt ikke har haft mulighed for at gardere sig imod, da de først får fuldt og præcist overblik over deres fangst, når de kommer i land.
Men med vedtagelse af mit forslag, sikrer vi, at fiskerne får en større tolerance. Det betyder helt banalt, at vi tillader, at det ikke er ulovligt ikke at kunne gætte præcist som fisker, hvad man har i lasten, når man står ude på havet. Og det er et vigtigt skridt. For fiskerne forsøger altså ikke at snyde med deres kvoter, blot fordi de ikke hoste op med det eksakte tal, men kun kan komme med et skøn, når de befinder sig mellem bølgeskvulp. For det er vigtigt at huske på, at deres fangster bliver opgjort helt præcist, når de kommer i havn.
Det har været en hård kamp at nå hertil. Men det har været det hele værd. For det er i den grad tiltrængt, at fiskerne får et par gode nyheder ind ad brevsprækken. Det har nemlig været og er en turbulent tid for fiskerne med en brexit-aftale, der betyder færre kvoter, en dårlig fiskeriaftale med Grønland, der har givet fiskerne betydeligt dårlige kvoter og et norsk farvand, der har været mere eller mindre lukket for de danske fiskere. Jeg er glad og stolt over, at der i denne sag er blevet lyttet til fiskeret. Det var derfor dejligt at se, at hovedparten af de danske medlemmer af Europa-Parlamentet forstod problemstillingen og støttede forslaget. Men kampen for bedre vilkår for fiskeriet stopper ikke her – den fortsætter.