Sådan har Wikileaks-stifter Julian Assange rejst fra rollen fra helt til skurk i den svenske glansbilledeverden
Intet sted på kloden er den moralske hastighed så høj og hukommelsen så kort som i Sverige.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Sagen om Julian Assange, den australske grundlægger af Wikileaks, er en af de kulørte internationale sager, der ikke vil dø.
Vi lærte at kende den lyslokkede aktivist på de ubekvemme sandheder fra USA’s krige i Afghanistan og Irak, som han lækkede for straks at blive venstrefløjens darling. På kort tid opnåede han, hvad man vel bedst kan sammenligne med rockstjernestatus, og modtog priser fra nær og fjern.
Men så gjorde han noget overilet. Netop efterlyst af de amerikanske myndigheder rejste han til Stockholm for at give et foredrag blandt hujende fans og endte tilsyneladende i kløerne på to kvinder, som kort efter anklagede ham for voldtægt.
Anklagen blev en stor mediesag. De svenske myndigheder udsendte en anholdelsesbegæring, og en britisk domstol fastslog, at Assange skulle udvises til Sverige. Det sidste var ham meget imod. Så meget, at han flygtede ind på på Ecuadors ambassade, hvor han fik politisk asyl og fortsatte sit virke, herunder at få to børn med en sydafrikansk jurist, der blev forelsket i ham og filmede sin anden fødsel med et Gopro-kamera, så hendes mand kunne se miraklet ske.
Når det viser sig, at mennesker ikke altid er ædle, gribes eliten af panik. Kommer man på kant med denne panik, kan man se frem til at ende sine dage i en tavshedsspiral.
Det er således ikke pikante detaljer, sagen mangler. Dens efterspil er også spektakulært. Først frafaldt de svenske myndigheder voldtægtsanklagen. Dernæst udløb hans asyl på ambassaden, hvorefter han blev anholdt af britisk politi. USA kræver ham udleveret, men den trækker ud, mens han holdes indespærret i et topsikret fængsel sydøst for London.
I retrospekt ligner Julian Assanges liv en musical. Men det er ganske alvorligt. Jeg har aldrig brudt mig om ham, men mener, at hans retssikkerhed er blevet tyvstjålet. Og jeg synes, at det er lige groft nok, at medie-Sverige, der som bekendt elsker glansbilleder, har gjort de to kvinder til det fineste, man kan være i Sverige: offerprinsesser.
Hvad CIA med alle sine millioner af dollars, netværk og spioner ikke formåede, lykkedes for de to singler: at fælde en livsbane, der ellers tegnede til at blive kometagtig.
Det nyeste er så, at den ene af dem, en yngre og ambitiøs socialdemokrat ved navn Anna Ardin, har udgivet sin personlige beretning ”I skuggan av Assange”, som roses herfra og til Kiruna. Som den frit tænkende og ”kætterske feminist” Helene Bergman imidlertid dokumenterer på sin blog ”Kärringsbloggen”, er helgenkåringen ufortjent. De to svenske kvinders adfærd tyder på, at de udmærket vidste, hvad de havde gang i, og at Anna Ardin lige fra begyndelsen planlagde at tjene penge på Assange.
Det fremgår af de sms-beskeder, som de to kvinder sendte til Assange og til deres venner, da han var i Stockholm. »Jeg vil ha’ ham, jeg vil ha’ ham!« som den ene kvinde skriver til en ven. Sms-beskederne fremgår af en udskrift af et forhør, som blev foretaget på ambassaden i 2016, og som er kommet i Helene Bergmans besiddelse, og det er noget af et scoop. Hun henviser også til et vidneudsagn fra en mand, der så de to kvinder gøre kur til Assange.
Men derfor kan sidstnævnte jo godt have voldtaget de to kvinder. Ingen ved, hvad der foregik i soveværelset, hvor Assange var blevet inviteret til at overnatte, bortset fra de involverede. Det er heller ikke det seksuelle, der interesserer Helene Bergman. Men to vigtigere spørgsmål: Hvorfor vil ingen svenske medier høre Assanges version af historien? Og hvor er venstrefløjen blevet af, når det gælder deres tidligere helts retssikkerhed?
Indespærringen af Julian Assange er storpolitik, men det er også tydeligt, at vi i Vesten lever i en moralsk højhastighedstid. I et stedse mere opskruet tempo efterspørges progressive forbilleder, men skuffer de, vender vi dem ryggen lige så hurtigt, som vi forelsker os i dem. Intet sted på kloden er hastigheden så høj og hukommelsen så kort som i Sverige.
Og intet sted i den såkaldt frie del af verden marcherer de statsdrevne og etablerede medier så monotont i takt med tidsånd og magtelite som i den humanistiske supermagt, uanset om det gælder indvandring, EU, MeToo, identitetspolitik eller de daglige anklager om ”strukturel racisme”.
Når det viser sig, at mennesker ikke altid er ædle, gribes eliten af panik. Kommer man på kant med denne panik, kan man se frem til at ende sine dage i en tavshedsspiral.