Grimhed sælger meget bedre – og det har fremmedgjort os fra skønheden
Selv om vi elsker skønhed i natur, hverdag og i vores hjem, er det skønne forsvundet ud af kunst- og kulturliv.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der skal ikke mange løbe-, cykle- eller køreture gennem coronadanmark til for at konstatere, at der bygges, repareres og istandsættes på livet løs. Håndværkerbiler flokkes om de sparsomme parkeringspladser, og selv villavejene er godt pakket med køretøjer, hvidklædte malere, tømrere og murere, der kommer ind og ud af indkørsler, hoveddøre og forhaver. Huse og boliger vedligeholder som bekendt ikke sig selv, og mens folk venter på, at regeringen slipper sit socialdemokratiske kvælergreb om samfunds-, idræts- og foreningslivet, kan ventetiden lige så godt bruges til noget fornuftigt. Hvis man altså har råd.
De mange reparationer skal måske blot tjene et formål eller gøre nytte til en rimelig pris. Et nedløbsrør fikses, en dør blændes, en væg rives ned, en udestue males. Men bagved ligger et mere grundlæggende menneskeligt behov, mener blandt andre den engelske filosof Roger Scruton, som jeg læser i øjeblikket.
Allerede for 100 år siden blev Mona Lisa udstyret med en moustache af Marcel Duchamp, og snart blev den førende kunstscene afløst af konceptkunst og kunstinstallationer med en masse grimme og ubearbejdede genstande.
Scruton fremhæver vores stræben efter det skønne som et dybt menneskeligt karakteristikum. Forskellige kulturer og folk har forskellige skønhedsidealer, men de er fælles om at værdsætte skønhed, også i deres hverdag. For æstetik og æstetisk dømmekraft findes ikke alene i kunstens og kulturens verden. Den findes overalt, selv på et kommunekontor, i et veldækket bord, en lirens cykel, i et blik eller en koket bevægelse eller et nydeligt sæt tøj, der passer til lejligheden. I Vesten har vi imidlertid gjort noget meget utraditionelt i det 20. århundrede. Vi har marginaliseret skønheden.
Vi genkender stadig skønheden i et ansigt, en krop, i naturen, hos dyr og i vores hverdags- og kærlighedsliv. Men i kunsten er skønheden ikke alene væk, men også suspekt. Skønheden er blevet vejet og fundet for let, falsificeret og afsløret som et selvbedrag, der skjuler den virkelige verdens hemmeligheder.
På et tidspunkt i historien besluttede nogen sig for, at vi var kommet ud over den tidligere og patetiske stræben efter skønhed og nu gik mod mere lys.
Det var, da vi blev moderne og siden postmoderne. Da begyndte vi at se ned på skønheden, mistro den. Den var borgerlig, bedsteborgerlig. Den skjulte sandheden. Sandheden om livets meningsløshed, om den herskende klasses interesser og humbug, om patriarkatet eller en kolonialistisk, racistisk fortid. Skønheden legitimerede magten og rige hvide mænds strukturelle dominans over kvinder, proletariatet, muslimer eller flygtninge. Skønheden var en ideologi, der skulle demaskeres.
Derfor holdt kunstmalere helt op med at stræbe efter skønhed. Grimhed blev den nye møntfod, forvrængede ansigter, en penis i stedet for en næse, en dåse lort i stedet for et besjælet landskab, et pissoir i stedet for en graciøs skulptur, abstraktioner i stedet for mesterlære, uformelighed i stedet for ynde og proportion. Sidstnævnte var direkte latterligt.
Allerede for 100 år siden blev Mona Lisa udstyret med en moustache af Marcel Duchamp, og snart blev den førende kunstscene afløst af konceptkunst og kunstinstallationer med en masse grimme og ubearbejdede genstande, summarisk sat sammen uden nogen anden tilsyneladende idé end at parodiere, provokere eller protestere imod uretfærdighed.
Kunst var nu mest kunst, hvis den provokerede og præsenterede sig som noget nyt og progressivt, især hvis den udfordrede borgerskabet. Kunst skulle overskride, nedbryde, afsløre og revanchere skønheden. Sådan blev især malerkunsten og moderne arkitektur til kitsch.
Alle disse aktiviteter satte en ære i at være imod og affortrylle. Til gengæld solgte grimhed med tiden langt bedre end skønhed. Kitsch blev kult. Kuratorer, museer og kritikere talte koncepterne op til skyhøje priser, og ingen vovede at sige, hvad den lille dreng siger i eventyret om kejserens nye klæder.
Kigger man f.eks. tilbage på dansk kunst i 1990’erne, slås man af den toneangivende formløshed og en vidtforgrenet æstetisk uformåen. En utidssvarende portrætmaler som Thomas Kluge er netop undtagelsen, der bekræfter reglen. Frembringelserne er fake, længe før det amerikanske låneord blev så almindeligt, men idékunsten blev glamourøst modtaget af kunstinstitutionerne, som tog den intellektuelle amatørkunst alvorligt.