Fremtiden er ladet med fortid: Historien er tungere end os

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det var kunstmaleren Thomas Kluge, der kom først med formuleringen: Fortiden skammer vi os over; fremtiden skræmmer os. Kluge sagde de fyndige ord til mig i telefonen i sikker forvisning om at have ret. Og det har han, fanget, som vi er, mellem skam og frygt, mellem selvhad og dommedag nu.

Fortiden, det billige ragelse, er passé og for øvrigt forkert, tænk bare på korstogene, kolonialismen, slaveriet, Den Spanske Armada, Karl XII’s felttog, de Dansk-Vestindiske Øer, Columbus, Marco Polo og Vasco da Gama for slet ikke at tale om Trediveårskrigen, industrialiseringen, Tysklands samling, Napoleon, Hitler, Stalin og Inger Støjberg. Alt, hvad Vesten har gjort og udrettet, skal korrigeres. Statuer må falde, buster smides i havnen, pensum laves om. Imens er fremtiden, der engang skulle indfri det klasseløse samfund, blevet svanger med død og ødelæggelse, se nu bare klimaforandringerne eller Trump, Putin, Orban.

Snart går verden under i økologisk og politisk ragnarok. Vi er den sidste generation, der kan redde alle generationer. Dette selvoptagede budskab klinger alle steder fra og sågar ud i stuen, når vi corona-aften efter corona-aften sidder og ser film og andre narrestreger. Indimellem er der nemlig reklamer.

En af dem er for økomælk fra Arla. I en klæbrig sekvens oplyser koncernen os om, at Arla skam tager klimaet dødalvorligt, og her høres refrænet så igen: Vi er den sidste generation, der kan gøre noget, efter os er alting tabt. Après nous, le déluge, som franskmændene siger, efter os, syndfloden.

Misforstå mig ikke. Arla producerer mejeriprodukter, hatten af for det. Men jeg bliver så harm. At vi skulle være de sidste, udvalgte mennesker på kloden, der kan forhindre den forestående katastrofe. Hvad er det for noget at fylde folk med? Forsker Arla i naturvidenskab? Næ. Arla sælger mælk, mens koncernen kæler for tidsånden.

Tag lige et frikvarter fra tidsånden. Vores liv, hvor betydningsfuldt og progressivt det end tager sig ud, er kort og overfladisk, mens historien er lang og dyb. Synes I, jeg overdriver, så find et historisk atlas frem og studér de pædagogiske farver, streger og forklarende signaturer. Overskueligheden er tilstræbt. I virkeligheden er der ingen ende på civilisationer og lande, der går under. Lande, konger, paver, slægter, sultaner, kaliffer, fædre, sønner, dronninger og prinsesser falder på stribe.

Historien er én lang udvikling og afvikling, et virvar af forskydninger, revolutioner, mord, opstigninger, undergange og fortællinger. Historien forekommer abstrakt og fjern, men var præcis lige så konkret for datidens mennesker som i dag, vi har bare glemt det – eller tror, vi er de udvalgte, klogere, mere civiliserede, mere oplyste og rationelle end tidligere generationer. Som om.

Vi hører måske en lille smule om højdepunkterne i skolen, Oldtiden, Romerriget, Karl den Store, vikingerne, habsburgerne, Renæssancen eller Oplysningstiden, men så godt som intet om, hvorfor disse højdepunkter forsvandt. Bagsiden, nedturen interesserer os ikke stort. Vi elsker højdepunkter og vindere – som os selv, vi, de mangfoldige, de rene, de gode. Den onde, det er derimod altid den anden. Det er Trump, han er fascist, en Mussolini, mens hans tilhængere – selfiebanden i Kongressen – er lige så farlige som Islamisk Stat. Har noget hørt om nuancer?

Niksen. Vor tid skriger på moral, fordømmelse og offentlige undskyldninger og blæser i basuner på de asociale medier, der får det værste frem i folk, blå som røde. Jeg ordinerer gerne en knivspids kristen teologi: Vi er ikke født ophøjede, hellige eller som de udvalgte; vi er født heldige. Vi har fået livet uden at have gjort os fortjent til det, hvilket må indebære en vis ydmyghed.

Problemet med Trump – udover Trump selv – var, at for mange tog ham bogstaveligt. På begge sider. Hans tilhængere troede på hans tweets. Hans modstandere, massivt repræsenteret i de europæiske mainstreammedier, troede, at denne rige opkomling var ondskabens inkarnation, styret af russerne. Til sidst klappede begge illusioner sammen. Sidste uges kup var ikke et kup. Det var, som den kølige portugisiske iagttager Bruno Macaes har skrevet, det øjeblik, hvor fiktionen på begge sider brast som en boble – ligesom under en finanskrise.

Flere konflikter og sammenstød vil følge, selv om de angiveligt gode, mangfoldige og rationelle nu kommer til magten. Amerika er fyldt til bristepunktet med identitetspolitik og etnisk polarisering, som foregriber Trump. USA ligner allerede noget fra et historisk atlas.