Er rigsretssagen ikke blot en politisk skueproces?

Så blev det afklaret. Der er et bredt flertal i Folketinget for at rejse tiltale ved rigsretten i anledning af beretningen fra Instrukskommissionen.

Det er naturligvis ikke muligt at granske det enkelte folketingsmedlems hjerte og nyrer, men medlemmerne kan ikke være uvidende om principperne for tiltalerejsning i dansk ret. Der rejses tiltale, når den enkelte anklager skønner, at sagen vil føre til fældende dom. Selv en antagelse om fældende dom kan dog føre den enkelte MF’er til den beslutning, at sagen burde afgøres på anden måde. F.eks. ved en næse.

Grundlaget for Folketingets afgørelse er Instrukskommissionens omfattende beretning, som ingen vel læser fra A til Z. Derfor har Folketinget bedt om indstilling fra to uvildige advokater. Advokaterne udtaler sig alene om, hvorvidt sagen, som den er oplyst i kommissionsberetningen, er tilstrækkelig til at danne grundlag for tiltale i rigsretten.

Dette spørgsmål besvarer advokaterne bekræftende. Dog tager advokaterne det helt naturlige forbehold, at indstillingen bygger på beretningens oplysninger, men ikke på alle mulige spekulationer om, hvad der kan ske i rigsretten. Disse spekulationer og overvejelser, f.eks. om vidner vil ændre forklaring, er det op til det enkelte folketingsmedlem at gøre sig, før der trykkes på afstemningsknappen.

Før afstemningen skal Folketinget beslutte, hvad anklagen skal være og med juridisk bistand få udfærdiget et anklageskrift. Det er ikke så let, som mange tror.

De to uvildige advokater anbefaler, at der alene rejses tiltale for det egentlige retsbrud, adskillelsen af de unge par og omstændighederne vedrørende instruks og sagsbehandling mv. Advokaterne anbefaler dermed, at eventuelle urigtige oplysninger til Folketinget ikke skal udgøre et selvstændigt tiltalepunkt. Advokaterne anbefaler derimod, at forløbet om Inger Støjbergs oplysninger til Folketinget i det omfang, de vurderes som urigtige, indgår som en skærpende omstændighed.

Men er det hele ikke blot en politisk proces, spørger nogle. Jeg synes det ikke.

Naturligvis er det både nødvendigt og rimeligt at inddrage politiske normer og sædvaner til vurdering af skyld og straf vedrørende en tiltalt minister. Men at der i en straffesag medinddrages normer og sædvaner fra et område, der i sig selv ligger uden for strafferetten, adskiller sig ikke fra så mange andre straffesager. Ofte må der medinddrages teknisk viden, oplysninger om normer og sædvaner fra andre fag og områder end strafferetten. Derfor afgiver alle mulige eksperter hver eneste dag erklæringer til politi- og anklagemyndigheden, ligesom f.eks. retsmedicinere, revisorer, bilinspektører og andre tekniske eksperter indkaldes som sagkyndige vidner i straffesager. At de femten højesteretsdommere under en rigsretssag bistås af femten sagkyndige dommere, der er udpeget af Folketingets partier, sikrer dommere med særlig indsigt i den politiske praksis.

Rigsrettens spilleregler er hentet fra retsplejelovens regler om straffesager. Anklagemyndigheden skal løfte bevisbyrden. Den tiltalte anses for uskyldig, indtil der afsiges eventuel fældende dom. Der tilkommer den tiltalte ret til en forsvarer og ret til at føre egne vidner og fremlægge egne dokumenter. Anklager og dommerne skal være objektive. Forsvareren er derimod den tiltaltes repræsentant og varetager dennes interesser og drager omsorg for, at svagheder i anklagemyndighedens bevisførelse fremhæves. Enhver tiltalt har nemlig krav på en fair rettergang.