Giv ludomanerne et forbud mod spilreklamer i julegave

For præcis et år siden lovede skatteminister Morten Bødskov, at han ville indkalde til forhandlinger om nye regler for spilreklamer. Først var meningen, at forhandlingspartnerne skulle mødes i foråret for at lægge arm. Men det blev hurtigt udskudt til sommeren, så til efteråret og nu, ja, der er det hele udskudt til næste år. Jeg er med på, at skatteministeren ikke kunne forudse coronaepidemien, som har sat store dele af samfundet og det politiske liv i stå.

Men udviklingen i antallet af ludomaner går altså ikke i corona-hi, ligesom forhandlingerne gør. Ludomaner kan ikke vente til foråret og i mellemtiden bare sove sig væk fra alle fristelserne i de spilreklamer, der møder dem, når de tænder for flimmerkassen.

Det kræver handling her og nu. Garantier om en form for handling med en ukendt tidshorisont forhindrer ikke tilbagefald for ”gamle” ludomaner og stopper ikke ”nye” ludomaner fra at blive udklækket.

Tværtimod går det den forkerte vej, fordi man politisk ikke har turdet gøre det, der skal til for at bremse udviklingen. I stedet ses der passivt til, mens antallet af ludomaner stiger stødt. Siden 2005 er antallet af personer, der lider af ludomani, steget med 61 procent. Det er efterhånden så grelt, at 125.000 danskere i dag har spilleproblemer.

Og vi har gennem tiden ikke gjort det nemmere for ludomaner at hjælpe dem ud af spilafhængighedens greb. Vi har tilladt et væld af spiltilbud og påmindelser om at få én til at spille. Markedsføringen af spil er eksploderet. I 2012, da spilleloven blev liberaliseret, var der ca. 400 spilreklamer i døgnet. I 2019 voksede tallet til 1.200 spilreklamer. Det svarer til én hver 74. sekund. Og til hvilken gavn? Ingen. Men derimod tusinde ødelagte skæbner.

Det ville derfor klæde det politiske spektrum at rette op på fejlen og få gjort spilreklamer forbudt, uanset om det er på nettet eller på tv. Det skylder vi ludomanerne og deres pårørende. Vi har allerede et reklameforbud for tobak og alkohol, fordi det er skadeligt for individet. Nøjagtig ligesom ludomani, som er en anerkendt lidelse på linje med alkoholisme.

Der er utallige eksempler på, hvor galt det kan gå. Unge, der har oparbejdet en så stor gæld, at de aldrig bliver gældfrie. Familier, der bliver revet itu og må gå fra hus og hjem. Ludomaner, der bliver forladt af børn og ægtefælle. Desværre vil det fortsætte, hvis ikke vi som samfund sætter foden ned og siger, at det er ikke det samfund, vi ønsker.

Nu ved jeg godt, at spilbranchen vil tordne mod mig og sige, at mit forslag om et totalt forbud mod spilreklamer vil øge udbuddet af ulovlig spil. Men det argument køber jeg ikke. Folk kan stadig spille lovligt, de skal bare ikke udsættes for fristelserne til at gøre. Det ulovlige marked vil være der uanset, om vi forbyder spilreklamer eller ej. Det skal bekæmpes, og det skal ikke blokere for, at vi sætter en stopper for spilreklamer.

Med alt det in mente kan jeg simpelthen ikke se, hvorfor det skal være så svært på tværs af partierne at blive enige om, at der skal sættes en stopper for spilreklamer. Hvorfor blive ved med at vente? Hvorfor ikke bare give den julegave til de danske ludomaner og deres familier, som de i den grad fortjener.

Så kære Folketing: Få nu én gang for alle sat en stopper for spilreklamer.